Rugblinis med svampe samt kransekage

Så blev det nye år fejret i godt og hyggeligt selskab! Vi fejrede det med et vennepar her fra byen, bøllespiren samt vegetarvennen, så vi skulle ikke så langt i år. Vi havde sørget for forret, dessert og kransekage, og så havde de andre sørget for hovedret, drikkevarer og snacks senere på aftenen. Ingen af hos havde købt fyrværkeri, for det er der ingen af os, der dyrker, men vi fik da kigget ud af vinduerne på første sal, hvor der var god udsigt over byen.

Forretten – rugblinis med svampe og jordskokker – var ren improvisation, og lige så var denne kransekage, som jo hører nytåret til.

Rugblinis med svampe og jordskokker
5 personer
rugblinis, pandekager, blinis, forret, hvedemel, rugmel, kærnemælk, bagepulver, æg, jordskokker, æble-aperitif, bøgehatte, enoki-svampe, svampe, fløde, estragon
Dej:
2 dl hvedemel
1 dl rugmel
2½-3 dl kærnemælk
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
1 æg
1 tsk estragon

Fyld:
150 g store jordskokker
2 dl æble aperitif
2 håndfulde blandede svampe – jeg brugte bøgehatte og enoki-svampe
2 dl fløde
1 tsk estragon
smør

Ingredienserne blandes til en tyktflydende dej – jeg gætter på, at det var nogenlunde de mængder mel, jeg brugte – kærnemælken må du sjusse dig til, men det skal som sagt være en tyk dej. Smelt lidt smør på en blinispande eller en almindelig pande og steg de små rugblinis.

Jordskokkerne skrælles og skæres i mindre uregelmæssige tern. De steges næsten møre på en pande i godt med smør, og en dl æble aperitif hældes over. Imens renses svampene. Når væden er kogt ind, tages jordskokkerne af panden. Enoki-svampene får en hurtig tur på panden med lidt smør – de skal kun have meget lidt, inden du tager dem af panden igen. Derefter steges bøgehattene i smør, og når de er ved at være møre, hældes den anden dl æble aperitif over. Når den er kogt ind, hældes jordskokkkerne på panden igen, og fløden tilsættes. Estragon drysses over, og saucen koger et minut eller to.

Arrangér to rugblinis på en tallerken med lidt salat, jordskokke-svampe sauce over og med lidt enoki-svampe øverst.

Note: Rugblinis egner sig rigtig godt til forret, og denne version er ingen undtagelse. Det er en lækker og lidt sødlig forret på grund af æble aperitiffen.

Kransekage
10 stk.kransekage, kage, dessert, nytår, marcipan, æg, flormelis, nougat

250 g marcipan
½ æggehvide
50 g flormelis
40-50 g nougat

Pynt:
flormelis
½ æggehvide
blå konditorfarve

Marcipan og æggehvide æltes sammen med flormelis. Tag et stykke af marcipanmassen og tryk et aflangt stykke ud, som du kan lægge et stykke nougat i. Form et trekantet stykke ud af det og sørg for, at nougaten er gemt godt af vejen bag marcipanen. Fortsæt til du ikke har mere marcipan.

Bag kransekagen ved 225 grader i ca. 8 minutter – hold godt øje med dem, så de ikke brænder på. Når de er kølet af, kan du dekorere dem med glasur rørt af flormelis, æggehvide og evt. konditorfarve.

Note: Jeg synes altså, de er sjovere, når der kommer lidt farve på… 😉

15 tanker om "Rugblinis med svampe samt kransekage"

  1. Oh, hvor ser det dog lækkert ud! 🙂
    Vi fik også blinis i går – har endnu ikke taget mig sammen til at blogge – men jeg lavede dem altså ikke selv…………og vi fik også chokolademousse (bare med hvid chokolade), ret sjovt sammentræf 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  2. :o) Selvfølgelig skal dine kransekagestykker da være blå!!

    Uhm, den dessert ser lækker ud. Chokolademousse er altid skønt og med solbær kan jeg forestille mig, at det netop er mørkt og skønt.

    Jeg bagte også blinis … det er nu en hipshapser, som jeg kan blive ret forfalden til.

  3. Dine rugblinis med jordskokker og svampe lyder bare fortryllende spændende, Piskeris! Det må vi prøve her.
    Ha' en god aften, den første i det nye år 🙂

  4. Hanne – hihi, tak! I mange år har jeg lavet blinis og amerikanske pandekager på en almindelig pande, men jeg fik en blinispande for et par år siden. Desværre virker den ikke til induktion, så jeg så det som en oplagt chance for lige at nyde den en sidste gang, inden vi flytter! På længere sigt må jeg anskaffe mig en ny, for det ser nu pænest ud, når de er lavet på sådan en pande 🙂

  5. Madame – det var guf, var det! Og så fandt jeg på noget nyt at bruge æble aperitiffen til – jeg kommer nok til at lave nogle pudsige ting de næste par uger, når der skal ryddes ud i lageret 😉

    Jo tak og i lige måde!

  6. Rugblinis – De ser bare rigtig lækre ud og dem skal jeg vist prøve næste gang og du har ret i at de bliver pænest med en blinispande.
    Jeg er gudskelov indehaver af et gaskomfur og skal aldrig have andet, heller ikke når vi om 10 år skal have nyt køkken 🙂

    Håber i kom godt ind i det nye år.

  7. Kristian – mange tak! Hæhæ, jeg har altid været vant til elkomfurer, så de få gange, jeg har lavet mad på gaskomfur hos div. venner, har jeg altid været nervøs for at sætte ild til noget eller generelt gøre noget forkert! 😀
    Jeg er helt sikker på, at jeg nok også skal være lidt ekstra vågen, når jeg skal vænne mig til det nye komfur – det går noget hurtigere med at få varme på induktionskomfuret, end hvad jeg er vant til på et elkomfur!

  8. Uha – induktion, glaskeramik – jeg tør ikke røre ved det.
    Jeg er jo vant til at svinge med gryden, klaske med panden og den slags, så jeg er SÅ bange når jeg nærmer mig alt andet end gaskomfuret, for tænkt sig hvis jeg lige svingede en pande ned på glaspladen og den krakkelerede, puhaaa nej,men jeg glæder mig til at se billeder af dit nye køkken 🙂

  9. Kristian – det havde jeg slet ikke tænkt på, men det med at have en glasflade er jeg heller ikke vant til, da det er 'semi-gammeldags' komfurer, jeg har lavet mad på. Af samme grund har jeg også afholdt mig fra at købe støbejernsgryder og -pander til det nye komfur, for så får jeg sikkert tabt det over komfuret 🙂

  10. Pingback: Speltblinis med lam og feta - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *