Rønnebærgelé

rønnebærgelé, rønnebær, æbler, rørsukker, syltningJeg har altid været lidt fascineret af rønnebær, hvis knaldorange farve er et af de første tegn på, at nu nærmer efteråret sig. Rønnebær er ikke en bærtype, som bruges særlig hyppigt i madlavningen, for de har en ret speciel og ikke særlig behagelig smag, når de er friske. Til gengæld egner de sig fint til syltning, hvilket min svigermor også anbefalede, da hun en dag kiggede forbi med en pose rønnebær, en pose æbler og en opskrift på, hvordan man laver rønnebærgelé.

Jeg tog udgangspunkt i opskriften men brugte dog lidt mere vand og lidt mere sukker. Resultatet blev denne smukke rønnebærgelé, som jeg glæder mig til at bruge til efterårsretterne.

Rønnebærgelé
2 små glas

500 g rønnebær, uden stilk
500 g umodne, syrlige æbler
5 dl vand
1 dl rørsukker per 1 dl saft, du får ud af rønnebærkogningen

Hæld rønnebær i en stor gryde. Skær æblerne i både (fjern stilk men ikke kernehus) og hæld dem i gryden sammen med vand. Kog æblerne og rønnebærrene under låg, indtil rønnebærrene er helt møre. Mos bær og æbler grundigt i gryden og hæld det derefter i en saftsi. Lad den stå natten over (lad være med at prøve at fremskynde processen ved at presse saften gennem sien – så risikerer du, at din rønnebærgelé bliver grumset). Hæld saften i en gryde sammen med sukker. Lad det simre nogle minutter. Fjern skummet fra saften og hæld din kommende rønnebærgelé på skoldede glas. Stil dem i køleskabet.

Rønnebærgelé kan bruges som tilbehør til kødretter. Det er ikke nær så sødt som ribsgelé, men giver dog lidt sødme til retten.

Note: Jeg var ret spændt på, hvordan denne rønnebærgelé blev, men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Rønnebærgelé er letbittert, men denne udgave har også en fin sødme fra æblerne, hvilket giver en rigtig god balance i geleen. Den har en forholdsvis kraftig smag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *