Restaurant Spontan

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnTidligere på måneden smuttede gemalen og jeg på Restaurant Spontan sammen med et vennepar. Restaurant Spontan ligger ved Empire Bio i København i umiddelbar forlængelse af ølbaren Brus. Der er derfor fin mulighed for at starte med en øl eller to på Brus, inden man fortsætter over til restauranten. Det skal dog siges, at har man ikke lige tiden eller lysten til en flere retters menu, så har ølbaren også enkelte retter til en ganske rimelig pris.

Stedet består ikke kun af restaurant Spontan og ølbaren Brus men også af en ølbutik, hvor der er et bredt udvalg af øl fra forskellige mikrobryggerier. Det er nemlig folkene bag To Øl og Mikropolis, der er gået sammen om projektet, og det er jo et prisværdigt initiativ for os, der gerne vil gå på opdagelse i ølverdenen.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDe andre havde allerede nået en øl, inden jeg dukkede op, så jeg skulle selvfølgelig være lidt kontrær og bestilte en cocktail. Selvom Restaurant Spontan helt klart har en forkærlighed for øl, så er det skam også muligt at få andre drikkevarer – heriblandt et lille men spændende udvalg af cocktails. Jeg tog i en Skovsyrlig, der bestod af gin og Wood Sorrel tonic. Ret lækker og lidt blomstret cocktail.

Vi tog alle en fire retters menu – den ene bad dog på forhånd om at tage hensyn til, at han undgår de fleste skaldyr – og så tog tre af os også en matchende ølmenu. Jeg skrev ikke ned undervejs, så følgende er de detaljer, jeg kan huske. Vi fik også noget ganske godt kuvertbrød til maden, men det tog jeg dog ikke et billede af.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDen første ret var denne spæde ret  med et næsten forårsagtigt udtryk. Den bestod af tynde skiver af kammusling, der lå på en sauce med peberrod og dild og derefter toppet med tynde skiver af glaskål. En rigtig dejlig og frisk ret med de sprøde skiver af glaskål (en grøntsag der i det hele taget er stærkt undervurderet), den milde kammusling og den forholdsvis kraftige peberrodssauce. Man kan diskutere, om saucen var lidt for kraftig, for den var lige ved at overdøve kammuslingen, men omvendt er jeg ret glad for peberrod, så jeg klagede bestemt ikke.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnSammen med forretten fik vi en klassisk tjekkisk pilsner i To Øls version. Jeg er ikke rigtig pilsnertypen, men denne her var nu ganske glimrende – ikke så skarp og kedelig som de almindelige pilsnere ofte er, men en lidt mere rund og afdæmpet udgave.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDen næste ret var rimelig mørk, og så blev det ikke lettere af, at belysningen var ret dæmpet, men jeg håber, du alligevel kan se nogle af detaljerne. Retten bestod af et halvt, bagt løg med en pocheret æggeblomme i midten og med små tallerkensmækkere oven på. Løget stod oven på en fond/sauce lavet på muslinger, men den mørkegrønne sauce kan jeg dog ikke huske, hvad bestod af. Det var en god, fyldig vinterret med en fin fedme fra æggeblommen. Løgets sødme passede rigtig godt sammen med ægget og muslingerne.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnVi fik naturligvis en øl til, og jeg mener, at det var en Mosaic Saison fra Anchorage Brewing Company. En spændende øl, men jeg er ikke så god til øl, der har noter af blomster og/eller frugt, så den scorede ikke så højt hos mig. Der var dog et par af de andre, som er til den stil, der var ganske tilfredse med den.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnHovedretten bestod af et stykke oksemørbrad, der lå på et tyndt lag af rødbedestøv. Kødet var toppet med tynde skiver af rødbede og overhældt med en sauce på marv og persille.

… jamen altså… da jeg havde taget én bid, udbrød jeg, at den ret var så god, at jeg gerne ville gifte mig med den! Gemalen virkede ikke synderlig stødt over det, men han var nu også svært begejstret for den. En eksplosion af smag og saft – kød, der er stegt lige tilpas, en lækker og lidt fed sauce med krydderier og tynde sprøde grøntsagsskiver – både konsistens og smag sad lige i skabet! Det er faktisk lidt tarveligt at starte året med at få sådan en god ret, for det gør det automatisk svært for de kommende restauranter, vi vil besøge i år 🙂

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnSammen med den formidable hovedret fik vi denne øl. Her må jeg blankt erkende, at jeg ikke kan huske, hvad det var for en – jeg var travlt optaget af min lille affære med hovedretten.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDenne smukke dessert udgjorde aftenens finale. Den bestod af en is på hvid chokolade, hvorpå der var draperet en meget tynd gelé lavet på bær (tror jeg) og toppet med syltede blåbær. En dejlig dessert med en mild is og sødmefuld is, der fik modspil af de semi-intense bær.

Restaurant Spontan, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnTil desserten fik vi To Øls Velvets are Blue – en øl, jeg var meget glad for at få mulighed for at smage, for jeg havde nærstuderet den i butikken, inden vi gik i gang med at spise, og jeg syntes, den lød meget interessant. Det var den også. En mørkerød øl med et strejf af blåbærsmag og let sødme, uden at det dog blev hvinende sødt. Som jeg skrev tidligere, så er jeg ikke så begejstret for frugtsmag i øl, men her var der en fin balance, og så blev den serveret til desserten, hvilket var et godt match.

Servicen hos Restaurant Spontan var udmærket. Det svingede lidt afhængig af hvilken tjener, der kiggede forbi vores bord, hvor et par af dem var meget entusiastiske. Desværre blev vi lidt glemt til sidst, men da vi sad og hyggesnakkede, var der ingen hastværk.

Samlet set var Restaurant Spontan en god oplevelse. Lækre, vellavede retter, der passede til årstiden samt et interessant ølvalg. Øllene passede generelt godt til den mad, de blev serveret til – måske en enkelt stak lidt ud i forhold til maden, men ellers et meget fint match. Og så er jeg i det hele taget pjattet med, at man kan få en ølmenu til maden – det burde flere restauranter have.

Jeg ender på fem stjerner til Restaurant Spontan.

3 tanker om "Restaurant Spontan"

  1. Pingback: Restaurant Naert - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *