Restaurant SALT

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnRestaurant SALT har længe stået på min liste over restauranter, jeg gerne vil besøge, og da Copenhagen Cooking lancerede årets program, kunne jeg se, at restauranten havde valgt at deltage med et spændende arrangement, hvor de tilbød en fire retters menu med fokus på bær til 300 kr – en ganske rimelig pris.

På bordene står der selvfølgelig forskellige slags salt, som man kunne drysse på kuvertbrødet eller blot nippe til undervejs.

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDa vi ankom, stod der allerede den lillebitte mundfuld – en blød klat gedeost serveret sammen med grønne jordbær og hakkede mandler. Det passede fint sammen – jordbærret var hverken for sødt eller syrligt, og det var en kombination, jeg ikke lige havde forventet.

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnTil forret fik vi broccoli med hjertemuslinger, syltede stikkelsbær, dild og skum lavet på hjertemuslinger. En frisk og sommerlig ret, hvor smagene fra de forskellige råvarer var godt afstemt med hinanden. Jeg havde dog gerne set lidt flere muslinger i retten.

Gemalen havde overtalt mig til at vælge vinmenu, der kostede 300 kr – så kunne han også smage undervejs (snedige rad). Til forretten fik jeg Château de Cruzeau, Pessac-Léognan, Graves, 2006 fra Frankrig. En meget mild og behagelig hvidvin, som – lidt pudsigt – duftede lidt af kirsebær. Smagen var forholdsvis fed og passede glimrende til muslingerne.

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnDen næste ret var et virkelig spændende eksperiment – og nok en af de mest innovative retter, jeg har fået i år. Det var en kalvetatar toppet med sandrejer og ristet peberrod og serveret sammen med kirsebær og skaldyrsmayonnaise. En meget, meget spøjs kombination der virkede overraskende godt! Virkelig kræs. Jeg er ellers ikke så meget til tatar, men denne ret kunne jeg sagtens spise igen.

Til maden fik jeg et glas Mercurey “Clos Rochette”, Domaine J.Faiveley, Côtes Chalonnaise, 2008, Bourgogne fra Frankrig. Jeg nippede til den, lige da den blev serveret, hvor den havde havde en overraskende lang eftersmag, men da maden blev serveret et stykke tid efter, havde smagen ændret sig meget, og den lange eftersmag var forsvundet. Den fungerede udmærket til retten, men var ikke specielt interessant at drikke alene.

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnHovedretten så ikke så stor ud, men lad dig ikke narre af synet, for den bestod næsten kun af kød og mættede godt! Den bestod af saltet lam og lammetunge, kantareller, solbær og rustikke brødcroutoner og var mild, indbydende og ret ‘fed’ i smagen. Der måtte gerne have været en lille smule mere grønt på tallerkenen som modspil til det tunge kød (høhø).

Vinen, der kom på bordet, var en ung Barolo “ Le Radici”, F. Revello, Piemonte fra 2008. Den var mild og fyldig på samme tid, men havde slet ikke den tyngde, som en ældre Barolo ofte har, og igen var vi behageligt overraskede over, hvor fint vinen matchede maden.

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnNu skulle vi have sidst ret – troede vi – for da tjeneren kom med desserten, viste det sig, at det var en predessert! Herligt koncept. Det var en enkel servering bestående af ristede hasselnødder i bunden med en blåbærcreme og stikkelsbærgranité til. Frisk, sød, blød og knasende på samme tid. En sjov og anderledes men ikke desto mindre vellykket servering.

Til predesserten fik jeg et glas dessertvin – Chenin Blanc Ice Wine, Ch. Ste. Michelle, Washington State fra 2006 – og denne Eiswine viste sig at adskille sig markant fra andre Eiswine, jeg har prøvet, da denne var meget kraftig og med en krydret smag, der fik mig til at tænke på flamberede figner. Lækker men også meget mættende i smagen.

Restaurant SALT, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København… og til sidst kom desserten så. En – sammenlignet med resten af retterne – næsten ordinær anretning med solbæris, ristet müsli, sød skyr og friske blåbær og hasselnødder. En fin dessert, men portionen var lidt for stor, når vi allerede havde fået fire retter (inkl. en velvoksen predessert). Når man så på, hvor kreative de andre retter var, så var det lidt overraskende, at der ikke var mere spræl i den sidste ret. Men den smagte aldeles glimrende.

Til desserten fik vi endnu et glas af dessertvinen, og den fungerede selvfølgelig også fint til denne dessert.

Betjeningen var høflig, venlig og smilende, og der var et fint flow i serveringerne, så vi hverken fik maden for tidligt eller for sent. Generelt var maden meget lækker, og det var dejligt at opleve nye, spændende smagskombinationer. Jeg elsker, når restauranter tør eksperimentere og gå nye veje mht. at kombinere råvarer på en ny måde. Der var som sagt et par steder, hvor jeg gerne ville have justeret lidt (ved forret og hovedret), men niveauet var dog ret højt. Desserten – eller predesserten – måtte dog gerne have været mindre, så det passede bedre til, at man skulle igennem fem retter – jeg var rimelig mæt, da vi havde spist de fire første.

Restaurant SALT levede mere end op til forventningerne, og det er et sted, jeg gerne kommer igen. Er du ikke interesseret i at besøge selve restauranten, kan du overveje at spise på deres café, der ligger lige ved siden af. Her er maden lidt mere traditionel, men den så også ganske indbydende ud.

Jeg vover mig op på fem stjerner med pil op.



9 thoughts on “Restaurant SALT”

  • Smukke billede og det lyder som et spændende sted – anretningerne ser meget indbydende ud. Jeg kunne godt tænke mig at prøve cafeen …:-)

    • Jeg var meget tilfreds med besøget – dejligt at opleve, hvordan de brugte bærrene på nye, spændende måder – og ikke kun til at søde retterne med 🙂

  • Ser ud til at du har haft en dejlig oplevelse. Jeg havde ellers en rigtig dårlig frokost oplevelse derinde sidste år (dårlig mad OG betjening), så derfor havde jeg afskrevet restauranten til dette års Copenhagen Cooking, men det kan da være at den skal have en chance mere. Tak for en fin beretning 🙂

    • Øv hvor ærgerligt 🙁
      Gad vide, om der har været udskiftning i personalet? Vi havde i hvert fald en god oplevelse, og jeg håber, at det ikke bare var os, der var heldige.

  • Det ser vel nok lækkert ud! Min mor spurgte sidste år om jeg var frisk på at tage med hende på SALT til noget specialarrangement, men jeg kunne desværre ikke komme til Kbh på tidpunktet, og jeg har mange gange tænkt på siden hvor godt det kunne have været 🙂

    Det kan være jeg skal have overtalt hende til at prøve deres café næste gang jeg er hjemme 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *