Rabarbersaft og rabarberpickles

Rabarbersaft og rabarberpickles

Jeg er så heldig at have en svigerfamilie, som får store mængder rabarber hvert år, og så falder der også noget af til mig. I år var jeg forberedt godt, for jeg havde allerede udset mig et par opskrifter på hhv. rabarbersaft og rabarberpickles på Politikens hjemmeside. Da jeg lavede rabarberpickles, brugte jeg lidt flere rabarber og mynteblade end den oprindelige opskrift, og jeg erstattede chiliflager med lidt chilipulver. Min rabarbersaft mindede mere om den originale..

Rabarbersaft

1-1,2 l saft

500 g rensede rabarber
12 hele kardemommekapsler
250 g lyst rørsukker
8 dl vand
1 dl friskpresset limesaft eller citronsaft

Skær rabarberne i tynde skiver, og kom dem i en gryde sammen med kardemommekapsler, rørsukker og vand. Lad det koge i et par minutter under låg. Tag gryden af fra varmen, og tilsæt friskpresset limesaft. Afkøl din rabarbersaft helt. Sigt saften, og den er klar til brug. Fortynd din rabarbersaft med vand eller danskvand. Holdbarheden er ca. en uge i køleskabet, men jeg vil kraftigt anbefale, at du fryser ekstra portioner rabarbersaft ned, for det er så skønt at drikke om vinteren og drømme sig tilbage til sol og sommer.

Note: Denne rabarbersaft har en utrolig smuk farve og smager godt uden at være for sød. Meget læskende og dejligt i det varme vejr – især med et par isterninger i glasset. Jeg er fan af denne her!

rabarberpickles, pickles, rabarber, chili, mynte, rørsukker, eddike,

Rabarberpickles

500 g rensede rabarberstængler
25 g friske myntekviste
saften fra en citron

Sursød lage:
400 g lyst rørsukker
4 dl æbleeddike
40 g havsalt
strimler af skallen fra 1 citron
½ tsk chilipulver

Skær rabarberne i tynde skiver og læg på skift et lag af rabarber eller mynteblade ned i et skoldet sylteglas. Hæld citronsaften henover. Hæld ingredienser til lagen i en gryde og bring det i kog. Kog det, til sukkeret er opløst og hæld det over rabarberne. Lad dem stå et par dage i køleskab, inden du spiser af dem.



46 thoughts on “Rabarbersaft og rabarberpickles”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *