Rabarbermuffins med lakridscreme

rabarbermuffins, muffins, kage, dessert, rabarber, æg, rørsukker, smør, hvedemel, bagepulver, vanilje, flødeost, lakridscreme, flormelis, lakridspulverJeg har leget med både rabarber og asparges her til aften – dog ikke i samme ret – i anledning af månedens benspænd. Eksperimenterne kommer på bloggen i løbet af de kommende dage. Jeg bagte blandt andet disse rabarbermuffins, som gemalen får med på arbejde i morgen (dog ikke de to på billedet – de blev spist som dessert for lidt siden). Jeg brugte min opskrift på blåbærmuffins men lavede en række justeringer – udover den helt åbenlyse med at udskifte blåbær med rabarber – og så toppede jeg en række af mine rabarbermuffins med lakridscreme, og en enkelt fik såmænd også nogle strimler rabarbersnack på toppen.

Rabarbermuffins
8 stk

100 g blødt smør
100 g rørsukker
2 æg
150 g hvedemel
1 tsk vaniljepulver
1½ tsk bagepulver
1 dl mælk eller fløde
100 g rabarber, skåret i mindre stykker
2 spsk rørsukker
2 spsk vand

Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Pisk fløde i og tilsæt derefter rørsukker, bagepulver og vaniljepulver. Pisk det sammen og pisk derefter hvedemel i. Rør det bløde smør i. Hæld rabarber i en lille kasserolle sammen med vand og 2 spsk rørsukker. Lad det koge op og giv det 30-60 sekunder, inden du tager kasserollen af varmen. Vend rabarber – inkl. væde – i dejen. Fordel dejen i muffinforme. Brug gerne nogle med rimelig høje kanter og sørg for at dejen max. fylder to tredjedele af hver muffinform. Bag dine rabarbermuffins ved 200 grader i 20 minutter.

rabarbermuffins, muffins, kage, dessert, rabarber, æg, rørsukker, smør, hvedemel, bagepulver, vaniljeDisse rabarbermuffins kan sagtens spises, som de er, men jeg havde lyst til at pynte dem, så jeg lavede en lakridscreme, så jeg pyntede halvdelen af mine rabarbermuffins med.

Lakridscreme
til 4 rabarbermuffins

100 g flødeost naturel (ikke light)
1 spsk blødt smør
1 dl flormelis
2 tsk lakridspulver – jeg brugte den fra Johan Bülow
1 tsk fintrevet citronskal

Pisk lakridscremen sammen. Lad den gerne stå på køl en halv times tid, så den kan trække smag, inden du hælder den i en sprøjtepose og dekorerer dine rabarbermuffins.

Note: Rabarber og lakrids er en dejlig kombination, og det gælder også disse rabarbermuffins med lakridscreme. Kagerne er bløde, saftige og har en fin smag af rabarber samt lidt af den dejlige syrlighed, som er en af kendetegnene ved rabarber. Den lækre lakridscreme giver dog lige et ekstra pift til de saftige rabarbermuffins.

2 tanker om "Rabarbermuffins med lakridscreme"

  1. Rabarbermuffins med lakridscreme lyder spændende! Her i huset plejer vi at bage chokolademuffins med blåbær og nødder, så vi trænger til en ny version som din 🙂

    • Det lyder nu heller ikke tosset – chokolade, blåbær og nødder er også en god kombination 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *