Pesto-flødekartofler, blandet salat og karamelliserede pistacienødder

Lørdag var næstsidste dag i Frankrig, så det blev til lidt let mad i form af pesto-flødekartofler med blandet salat og kylling til. Dagen før var det første par taget af sted, og lørdag morgen rejste to par mere, så lørdag eftermiddag skulle vi kun lave mad til fire personer.

Gemalen og jeg lavede den sidste indkøbstur til supermarkedet, hvor jeg også fik shoppet lidt til køkkenet herhjemme. Jeg havde tilbudt at lave mad, men da der ikke var grund til at snavse for mange ting til i køkkenet, så købte jeg en forstegt kylling. Den kostede lige under 7 euro men var af rigtig god kvalitet. Jeg vil tro, at den kunne mætte 5-6 personer, og da jeg parterede den, endte jeg da også med at lægge noget af den tilbage i køleskabet, så det kunne bruges til frokosten om søndagen.

Måltidet blev et ‘hvad-har-vi-af-rester-der-skal-bruges’, så udover kylling stod den også på en blandet salat samt pesto-flødekartofler.
salat, tomater, feta, røde bønner, romainesalat, peberfrugtSalat med tomater, peberfrugt og røde bønner
4 personer

et par håndfulde blandet salat
en håndfuld gule cherrytomater
et hvidt salatløg
en halv dåse røde bønner
en grøn peberfrugt
et halv glas feta

Peberfrugten og løget hakkes i mindre stykker, tomaterne halveres og alle ingredienser blandes sammen.

pesto-flødekartofler, flødekartofler, kartofler, pesto, fløde, letmælk, hvidløgPesto-flødekartofler
4 personer

1 kg kartofler
1½ dl fløde
3-4 dl mælk
4 fed hakkede hvidløg
4 tsk pesto
salt
2 håndfulde revet ost

Kartoflerne rengøres og skæres i tynde skiver. Læg halvdelen i et fad, dryp halvdelen af pestoen ud over og læg resten af kartoflerne ovenpå. Hæld først mælk og dernæst fløde over, fordel resten af pestoen samt hvidløgene over. Drys lidt salt over og afslut med ost.

Sæt i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Note: Da jeg ikke havde så meget fløde, brugte jeg mælk i stedet, og så bliver saucen temmelig letflydende, men det smagte nu ok alligevel. Jeg vil dog anbefale lidt mindre mælk – evt. fløde i stedet – da jeg foretrækker retten mere ‘klistret’. Jeg har ikke prøvet at putte pesto i før, men det fungerede fint, og retten kan sagtens bære endnu mere pesto.

Karamelliserede pistacienødder
4 personerkaramelliserede pistacienødder, karamel, pistacienødder, nødder, honning

2 håndfulde pistacienødder uden skaller
3-4 spsk honning
1 tsk vaniljesukker

Pistacienødderne ristes på en pande sammen med honning og vanillesukker. Når nødderne karamelliserer, er de klar til at blive serveret sammen med is.

Note: Nødderne blev serveret sammen med en rigtig lækker is, vi havde fundet i supermarkedet tidligere på ugen – CarteD’or Vanille Intense Pécan Caramel au Beurre Sale – det var kræs!

Vi fik klaret det meste oprydningen om aftenen, men der var også tid til en kort tur ned på det lokale torv, hvor der var rockkoncert. Så fik vi også oplevet lokalbefolkningen hygge sig – lidt ligesom en parkkoncert herhjemme, men uden øl og slåskampe…

Bemærk kværnen foran scenen – den morede vi os over.

6 tanker om "Pesto-flødekartofler, blandet salat og karamelliserede pistacienødder"

  1. Dit måltid lyder sindsygt lækkert! Lige til en copy and paste ned i vores opskriftmappe. Nu glæder jeg mig til at læse lidt af dine forrige indlæg – så meget som jeg kan snige mig til på jobbet 😉

  2. Madame – mange tak! Men det er nu også taknemmeligt at lave mad i Frankrig, hvor råvarerne lige er en tand mere spændende/friske/velsmagende 🙂

  3. MissMuffin – jeg har i hvert fald fået mod på at kyle endnu flere krydderier i flødekartoflerne, næste gang vi skal have det. Nu kan jeg egentlig godt lide flødekartofler som de er, men det er jo altid interessant at prøve noget nyt 🙂

    En sideeffekt ved at servere det var, at en af gæsterne kommenterede, at hun faktisk elsker flødekartofler. Det vidste jeg ikke, men det er noteret til en anden gang, vi får besøg af dem 😉

  4. Klidmoster – pøjpøj med det! Jeg tror, jeg vil putte lidt mere i, næste gang jeg forsøger mig med det, men jeg er også vild med, når smagen træder tydelig frem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *