Panang karry samt agurk og mango med ristet parmaskinke

Inspirationen til dagens retter blev fundet i henholdsvis ‘Mit thaikøkken’ og ‘Flere suveræne salater og brillante buffeter’.

Panang karry
2 personer panang karry, thai, hakket oksekød, panang karrypasta, oksekød, hvidløg, limeblade, løg, kokosmælk, peanutbutter, fiskesovs

250 g hakket oksekød
1 tsk panang karrypasta
1 tsk finthakket hvidløg
2-3 kaffir limeblade
1 løg skåret i smalle både
½ dåse kokosmælk og lidt vand
1 tsk groft peanutbutter
1 spsk fiskesovs
lidt sukker
smør

Oksekødet formes til små kødboller med en teske og gennemsteges i smør. Stilles derefter til side. Steg karrypasta, hvidløg og limeblade i fedtstoffet fra kødbollerne og tilsæt løgbådene.

Kom kokosmælken i og derefter peanutbutter under omrøring. Smag retten til med fiskesovs og sukker. Fortynd evt. sovsen med lidt vand – den må ikke være for tyk. Opvarm kødbollerne i sovsen og servér retten.

Note: Meget let, hurtig og velsmagende ret. Gemalen blev meget lykkelig, da han smagte på den, og jeg blev lige forfremmet til at kunne arbejde i hans arbejdskantine… (det synes jeg dog ikke var et særlig stort kompliment efter at have hørt ham omtale den før, men lad det ligge). Hvis kødbollerne steges på forhånd, kan denne ret nok laves på ca. 15 minutter – perfekt til en hverdagsaften! Jeg brugte i øvrigt almindelig grøn karrypasta.

Agurk og mango med ristet parmaskinke
2 personer
salat, agurk, mango, rødløg, parmaskinke, hvid balsamicoeddike
350 g agurk
125 g mango (eller frisk ananas eller melon)
50 g rødløg
35 g parmaskinke i skiver
½ spsk hvid balsamicoeddike
salt og peber

Skræl agurkerne, flæk dem på langs og udkern dem med en teske. Skær dem i smalle skiver. Skær mangoen i kvarte ind mod stenen, kassér denne, fjern skrællen og hak kødet groft. Skær løget i meget tynde skiver. Steg skinken på en pande ved høj varme i nogle minutter, til den er gylden og sprød. Afdryp på køkkenrulle og hak dem groft. Bland alle ingredienser og smag til.

Note: Fin og anderledes salat. Jeg brugte mørk balsamicoeddike, da jeg ikke havde hvid. Eneste minus ved salaten var, at den mangofrugt, vi havde liggende, ikke var så imponerende i smagen, men salaten passede fint til karryretten.

13 tanker om "Panang karry samt agurk og mango med ristet parmaskinke"

  1. Det lyder utroligt lækkert – ja måske ikke lige den stive kuling 🙂 Og det var sjovt at læse, at gemalen blev meget lykkelig, da han smagte din mad. Giver kaffir limeblade smagen af lime? Det lyder nemlig spændende sammen med grøn karrypasta og et touch af jordnøddesmør.

  2. Madame – og jeg som hader – virkelig hader – blæsevejr! Godt at frisørbesøg og nevø kunne opveje det 😉

    Limeblade gør retten mere frisk – og måske også en smule parfumeret, hvis man bruger større mængder af det. Jeg har desværre ikke prøvet det med friske blade, men de tørrede virker fint. Kokosmælken og jordnøddesmørret gør jo også retten en anelse syndig, men hvis bare man spiser godt med grøntsager til, så går det 🙂

  3. Du fik lige en stjernemarkering – den karryret må jeg vist prøve 🙂
    Jeg har dee lige omvendt og ææælsker blæsevejr. Sådan en travetur ved vandet, hvor man får blæst hovedet igennem er bare skønt!
    Hav en skøn weekend!

  4. Signe – hehe, tak 🙂
    Det er da ikke dårligt – så vil jeg tænke på dig, næste gang det blæser og glæde mig over, at der er en, der sætter mere pris på det end mig. Så kan blæsevejret endelig bruges til noget konstruktivt! 😀

    Og i lige måde!

  5. Jeg har det ligesom dig, jeg hader også blæsevejr, jeg bliver helt deprimeret, når det er så voldsomt, som det har været siden i går, – torsdag aften.
    Maden ser spændende ud!
    Knus
    Vibeke

  6. Uhm, uhm, uhmmmmmmmm … Jeg elsker den kogebog. Har også prøvet Panangkarry-retten og det er bare dejlig mad.
    Salaten vil jeg prøve en dag til en thai-ret. Jeg synes tit, at jeg har lidt problemer med at finde på andet end den thai-agurkesalat, som er i samme kogebog. Din salat lyder super til den slags mad.

    Ha' en skøn weekend … sommerfuglene begynder at blafre lidt i maven, nu ses vi jo snart:)

  7. Hanne – det samme her! Den er blandt mine top5-kogebøger! 😀
    Jeg synes også, det er rart at variere tilbehøret, selvom jeg nu er temmelig glad for den agurkesalat!

    Det gør vi nemlig! Næste uge bliver et væld af spændende oplevelser, og jeg glæder mig rigtig meget 🙂

  8. Uhmm, jeg kan lige forestille mig mango, agurk og parmaskinke sammen, det lyder lækkert 🙂

    Vi får desværre sjældent sådanne karryretter, for kæresten kan ikke se “fidusen” i dem – godt at han skal på herre-skitur til vinter, så kan jeg lave noget af det han ikke kan se “fidusen” i 😀

    Mange hilsner
    Birthe

  9. NYBH – hæhæ, det minder mig om, at jeg flere gange har lavet god gammeldags kartoffelmos, når gemalen har haft andre aftaler om aftenen! Uhm, det kan jeg lide! Det er bare om at spise det, når man får muligheden for det 🙂

  10. Pingback: Januar: Karry - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *