Oplevelser i Stockholm

Stockholm, Sverige, oplevelser i StockholmI maj var gemalen og jeg i Stockholm, og det var en fantastisk tur. Nu har jeg skrevet et indlæg om vores oplevelser i Stockholm og vores anbefalinger af, hvad der er værd at se/prøve/smage.

Har du anbefalinger til oplevelser i Stockholm, så smid gerne en kommentar til blogindlægget.

Lad mig starte med at sige, at Stockholm er en meget smuk by – nok en af de smukkeste hovedstæder i Europa. Stockholm bliver ofte omtalt som Nordens Venedig, og det er ikke så underligt, eftersom Stockholm er spredt ud over en lang række øer og dermed også har vand overalt. Vi tog afsted i starten af maj, for vi ville godt opleve byen, når træerne springer ud, og det kan klart anbefales, da de panggrønne farver bestemt er med til at gøre byen endnu mere indtagende.

Stockholms gadeopbygning minder mig mere om franske og italienske byer end om for eksempel København. Stockholms Gamla Stan (gamle by) har små tætte gader, der minder meget om det gamle kvarter i Nice, mens de store gader i højere grad minder om de store, brede gader i byer som Paris og Rom.

Stockholm, SverigeDer er i øvrigt rig mulighed for at sætte sig ned langs vandet og nyde udsigten. Der er  mange bænke langs stierne ved vandet, så man kan sidde og kigge ud over byen og vandet.

Stockholm, SverigeNår du besøger Stockholm, er der en række must-see oplevelser. En af dem er Vasa Museum, hvor det store krigsskib, Vasa, er udstillet. Skibet er fra 1600-tallet, og 98% af det udstillede skib er opbygget af det originale materiale. Selvom det måske kan virke lidt overvurderet at opbygge et museum om ét skib, så er det ikke desto mindre et ret imponerende syn. Historien bag skibet – og ikke mindst hvorfor det sank – er dog mest lige så interessant og tragikomisk.

Stockholm, SverigeEn anden af Stockholms store attraktioner er Drottningholm Slot, der ligger ca. 1½ times sejltur fra Stockholm centrum. Her er det i lige så høj grad sejlturen, der gør udflugten interessant, for når du er i Stockholm, bør du unde dig selv en sejltur på Skærgården. Ja, det er faktisk et must.

Men tilbage til Drottningholm Slot. Slottet er omgivet af en have, som desværre var noget skuffende. Den havde et meget stramt og enkelt design, der mest bestod af græsplæner og hække, så den del var ikke videre interessant.

Stockholm, SverigeSlottet i sig selv var dog spændende at udforske. Her er et billede fra biblioteket, og det er jo et syn, der kan gøre enhver bogelsker glad.

Stockholm, SverigeDa vi var i Stockholm, var der 25 grader og flot solskinsvejr, og besøger du den svenske hovedstad i godt vejr, kan jeg anbefale dig at tage til Skansen. Det er en blanding af friluftsmuseum – i stil med Sagnlandet ved Lejre – og en dyrepark med fokus på dyrelivet. Det betyder, at det er ret begrænset, hvad der er af eksotiske dyr – til gengæld kan du være heldig at se både elge og bjørne. Stedet emmer af bondegårdsidyl, og det er et godt udflugtsmål, hvis du vil gå en tur i det gode vejr – eventuelt sammen med børn, der helt sikkert vil have meget at kigge på.

Gastrologik, restaurant, restauranter i Stockholm, restaurantanmeldelse, madanmeldelseUden mad og drikke duer helten ikke. Stockholm har rigtig meget at byde på, når det drejer sig om mad. Vi havde kun gode oplevelser i Stockholm på madfronten, og her får du en liste over de restauranter, jeg tidligere har anmeldt:

Stockholm, SverigeVi fik også madshoppet på rejsen. Den sidste rejsedag faldt vi over dette nyåbnede madmarked, Paradiset, der havde masser af friske økologiske varer og flere store diske, hvor man kunne købe friskblandede salater og andet godt. Her spiste vi frokost og fik desuden købt en del lækkerier med hjem.

Urban Deli lå tæt på vores hotel, og her købte vi forsyninger et par gange, da de havde et spændende udvalg af varer. Prisniveauet var dog rimelig højt.

Stockholm, SverigeOg sidst men ikke mindst skulle vi også prøve et af Stockholms mest kendte og elskede konditorier – Vete-Katten. Vi havde spist en rimelig sund og solid frokost (hos Paradiset) og valgte at forkæle os selv med tre lækre kager til deling, som vi spiste sidst på eftermiddagen i stedet for aftensmad.

Stockholm, SverigeKagerne var ikke helt billige – de kostede ca. 33 danske kroner stykket – men de var meget friske, lækre og bestemt værd at smide penge efter. Er du på de kanter og har lyst til noget sødt om eftermiddagen, så kan jeg godt anbefale Vete-Katten.

Stockholm, Sverige, oplevelser i StockholmOg hvad er der ellers af betragtninger fra Stockholm? Der er overraskende mange dyre biler i bybilledet. Jeg har aldrig set så mange prangende luksusbiler i en by før, og jeg har trods alt været i blandt andet Cannes og Monaco, hvor folk godt kan lide at vise de flotte biler frem. Det, der overraskede mig mest, var dog bilisternes og motorcyklisternes trang til at gasse op og fræse ned af hovedgaden. I mine øjne er det ret u-svensk opførsel, og gemalen mente da også, at en del af motorbøllerne var turister, men det var i hvert fald ikke noget, jeg havde forventet mig af Stockholm.

Men bortset fra det er folk i Stockholm lige så afslappede og hyggelige som danskerne, og svenskerne havde lettere ved at forstå dansk, end jeg havde forventet. Der var kun en enkelt gang, hvor vi måtte slå over i engelsk.

Er der oplevelser i Stockholm, du kan anbefale?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *