Mokkatærte med chokolade

mokkatærte, tærte, desserttærte, chokolade, mørk chokolade, fløde, æg, kaffepulver, hvedemel, smør, bagepulverI går besøgte vi et par kaffeglade venner, for i anledning af månedens kaffe-benspænd var vi inviteret til en kop kvalitetskaffe. Jeg medbragte en kage til kaffen, og det skulle naturligvis være en mokkatærte – en nærmest konfektagtig desserttærte, der havde set både kaffe og chokolade.

I forbindelse med tærtebunden skelede jeg kraftigt til den, jeg brugte til min pekannøddetærte, og så lavede jeg en kraftig chokoladetrøffelmasse, som blev tilsat noget instant kaffepulver.

Mokkatærte med chokolade
10-12 personer

Tærtedej:
3 dl hvedemel
½ tsk bagepulver
1 spsk rørsukker
½ tsk salt
125 g koldt smør
lidt vand

Fyld:
200 g mørk chokolade
3 dl fløde
2-3 spsk instant kaffepulver
2 æg
½ tsk salt

Rør mel, bagepulver, sukker og salt sammen i en skål. Skær smørret i små stykker og nulr dem ind i melet, indtil det bliver en grynet masse. Tilsæt en lille smule vand og ælt dejen, til den hænger sammen. Rul den ud på et meldrysset bord og beklæd et lavt tærtefad på ca. 26 cm med dejen (OBS – du har nok dej til overs – gem det i køleskabet eller fryseren, så du kan lave en mindre tærte en anden dag). Prik dejen flere gange med en gaffel og stil så tærtefadet i køleskabet i en times tid.

Hæld fløden i en kasserolle og rør kaffepulveret ud i det. Hæld chokoladen i og opvarm det langsomt. Tag kasserollen af varmen, så snart chokoladen er smeltet. Rør godt rundt og tilsæt saltet. Lad det køle lidt af i nogle minutter, inden du pisker æggene ud i chokolademassen.

Tag tærtefadet ud af køleskabet. Du kan evt. forbage dejen i 5-10 minutter ved 180 grader, men jeg valgte dog at hælde chokolademassen direkte over tærtebunden og derefter bage den i ca. 25 minutter ved 180 grader.

Lad din mokkatærte køle helt af og stil den derefter i køleskabet i mindst fire timer og gerne til dagen efter. Tag tærten ud af køleskabet en halv time inden servering og drys lidt flormelis eller kakaopulver over. Servér din mokkatærte, som den er, eller evt. med en lille klat flødeskum til.

Note: Dejlig trøffelagtig mokkatærte med et hint af kaffe. Kaffesmagen er dog ikke særlig tydelig, når man ‘kun’ bruger 2 spsk kaffepulver, som jeg gjorde, så skru eventuelt lidt op for mængden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *