Mexicansk chokoladebudding

Mexicansk chokoladebudding

Denne mexicanske chokoladebudding blev afslutningen på søndagens mexicanske måltid, hvor vi fik svinekødsgryde med chili og græskar samt chips med ananas-salsa. Ok, jeg har det lidt ambivalent med at kalde desserten for en chokoladebudding, for det ord forbinder jeg med bævrende, bløbbede 80’er-desserter lavet på pulver og varm mælk.

Men vi kan også kalde det en silkeblød kold chokoladecreme – det passer faktisk langt bedre til denne krydrede lækkerbisken.

Inspirationen fik jeg igen fra ‘Tacos, tortas and tamales’, men jeg justerede på flere af målene.

Mexicansk chokoladebudding

5 personer

3½ dl letmælk
1½ dl fløde
1 tsk vaniljeekstrakt (kan erstattes af en vaniljestang)
1 dl rørsukker
1 tsk kanel
½ tsk pulveriseret pulverkaffe
½ tsk salt
100 g mørk bitter chokolade, hakket
5 æggeblommer

Hæld mælk og fløde i en kasserolle sammen med vaniljeekstrakt, rørsukker, kanel, kaffepulver og salt. Varm det langsomt op og rør i det med jævne mellemrum. Når sukkeret er opløst, tilsætter du chokoladen og rører i kasserollen, indtil chokoladen er smeltet, og massen er ensartet. Hæld den flydende chokolademasse over i en skål og sæt den i køleskabet.

Når chokolademassen er helt afkølet, pisker du æggeblommerne i. Hæld derefter massen gennem en sigte og fyld dernæst fem ramekiner med den siede chokolademasse. Stil ramekinerne i en dyb bradepande og fyld kogende vand i bradepanden, indtil vandet når halvvejs op ad ramekinerne.

Stil bradepanden i ovnen ved 150 grader og lad din chokoladebudding bage i 30-45 minutter. Kanten af hver dessert skal være lettere fast at røre ved, men midten af desserten skal ‘skvulpe’ lidt, hvis du skubber til bradepanden.

Lad din chokoladebudding køle helt af – gerne køleskabstemperatur – inden du serverer dem.

Note: Denne chokoladebudding har en silkeblød og meget lækker konsistens. Jeg kan godt lide, at chokoladen har fået et krydret strejf i form af kanel og salt, ligesom den bitre chokolade også gør, at der er masser af smag i desserten. Desserten har en fin sødme, uden at det kammer over.



9 thoughts on “Mexicansk chokoladebudding”

    • Det er meget rart med en dessert, som ikke hviner af sukker – og så passer den krydrede smag godt til det lurende efterår 😉

  • En anderledes og lækker dessert som klart skal prøves. Er ikke så vild med smagen af kaffe, men jeg ved til gengæld at den også tilfører en ekstra smag i kager som jeg helst ikke vil undvære.

    Men vil klart blive præsenteret under et andet navn end chokoladebudding – for har det som dig, det giver flash back til 80’erne.

    Kan jeg anvende almindelige æggeblommer eller skal det være pasteuriseret (dvs bliver de varmet nok igennem)?

    • Kaffesmagen fylder ikke så meget i denne dessert, så du kan evt. udelade den.

      Jeg bruger altid almindelige økologiske æg. De danske æg blev erklæret salmonellafri sidste sommer, så nu køber jeg slet ikke pasteuriserede æg længere 🙂

  • Skal prøve denne, men skal lige høre om et par ting:

    Kan man evt lave den aftenen før servering (24 timer) og lade den stå i køleskabet så længe?
    Kan man bruge mørk chokolade med chili, eller tror du det vil ødelægge det hele?

    På forhånd tak, Søren

    • Ja, det burde godt kunne lade sig gøre. Jeg synes, det lyder lækkert med chokolade med chili, og så er mexicanerne jo temmelig glade for chili, så det passer fint til 🙂

  • Hej
    Kan man bruge alm sukker istedet for rørsukker??? Eller måske sukrin sukker
    🙂

    • Ja, det kan man sagtens. Jeg bruger altid rørsukker, da jeg godt kan lide, at det har lidt mere smag, men man kan selvfølgelig også bruge hvidt sukker 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *