Maj: Skaldyr

Maj: Skaldyr

Efter en måned som deltidsveganer skifter jeg nu boldgade og kaster mig over skaldyrene. Men inden jeg går i gang med benspændet, må vi lige få på det rene, hvad skaldyr egentlig er. Jeg slog ‘skaldyr’ op på Gyldendals store åbne encyklopædi, og her stod der blandt andet, at skaldyr er en “samlebetegnelse for hvirvelløse dyr, især de spiselige, med udvendige skaller”. Der står desuden, at skaldyr først og fremmest omfatter snegle og muslinger samt krebsdyr såsom krabber, rejer og hummere. Gastronomisk set dækker betegnelsen skaldyr også over bløddyr, der lever i fersk- eller saltvand, og det betyder, at skaldyr også omfatter vinbjergsnegle og blæksprutter!

De to sidste ting på listen overraskede mig ærlig talt, for som mange andre tænker jeg først og fremmest på rejer og muslinger, når jeg hører betegnelsen skaldyr. Omvendt afskrækker det mig heller ikke, for snegle og blæksprutter kan være ganske lækkert, så længe det er ordentligt tilberedt – men sådan er det jo med det meste.

Da jeg præsenterede månedens benspænd for gemalen, så var hans første reaktion “det bliver dyrt!”. Og ja – han har ret, for de fleste skaldyr er jo ikke ligefrem billige, selvom Danmark har en virkelig lang kyststrækning og gode muligheder for at stikke til søs for at høste af havets frugter. Men nu har vi lige haft en måned, hvor vi primært har ædt grøntsager, og så skulle der gerne være lidt plads i budgettet til at skeje ud…

Jeg har da også allerede været i Torvehallerne for at shoppe hos en af fiskehandlerne, for her er jeg sikker på, at der er et fornuftigt udvalg af skaldyr – noget jeg langt fra kan være sikker på hos de lokale fiskehandlere.

Velkommen til en måned med skønne skaldyrsdelikatesser!

Se de retter med skaldyr, som jeg lavede i denne måned



32 thoughts on “Maj: Skaldyr”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *