Madpandekager med fuldkornsrugmel og basilikum – fyldt med gode sager

madpandekager, rugmelspandekager, pandekager, æg, yoghurt naturel, basilikum, fuldkornsrugmel, urehvedemel, kalveculotte, oksekød, avokado, oliven, creme fraiche, peberrod, sennepI søndags havde vi havedag! Det var så ikke videre godt planlagt med vejret, da det blæste mindst to pelikaner (og jeg haaaader blæsevejr!), men det skulle jo gøres. Vi var forbi planteskolen og fik købt et blommetræ samt nogle rabarberplanter. De var desværre udgået for de stikkelsbærbuske, vi godt ville have, så nu må vi se, om vi kan opspore dem andetsteds.

Vi havde svigermor på besøg, og hende og gemalen gjorde et godt indhug i baghaven, som trængte til udtynding. Imens fik jeg stablet brænde – vi har nemlig købt nogle rummeter, så nu er vi klar til isvinter og lignende skrækkeligheder – og så sørgede jeg også for noget frokost. Det blev en gang ‘hvad køleskabet gemte’, og jeg improviserede en del, men kombinationen blev overraskende god. Madpandekager er i det hele taget en hurtig og let måde at bikse et måltid sammen på, og de kan jo varieres i det uendelige.

Madpandekager med fuldkornsrugmel og basilikum
3 stk.

Dej:
2 æg
1 dl yoghurt naturel
1½ dl vand
1 lille håndfuld frisk basilikum
½ tsk salt
1 dl fuldkornsrugmel
urehvedemel for resten

Fyld:
strimler af kalveculotte
masser af avokado
grillede oliven i olie

Creme: 
2½ dl creme fraiche 9%
3-4 tsk friskreven peberrod
salt
1 tsk stærk sennep

Pisk dejen til pandekagerne sammen – start med de våde ingredienser og tilføj så de tørre – slut af med urehvedemel, indtil du har en tyktflydende dej. Bag pandekagerne på en pande (!) – vær opmærksom på, at dejen kan være lidt svær at arbejde med, så brug en ske eller lignende til at fordele dejen jævnt ud over panden.

Rør cremen sammen og fyld pandekagerne med strimler af kalveculotte, masser af avokado i skiver, godt med peberrodscreme samt grillede oliven i olie.

Note: Uhm! Jeg var lidt bange for, hvordan oliven, avokado og peberrodscreme ville opføre sig sammen, men det viste sig at være en aldeles fin kombination, og sammen med den fyldige pandekage og det møre kød var det en frokost, jeg godt kunne være bekendt.

12 tanker om "Madpandekager med fuldkornsrugmel og basilikum – fyldt med gode sager"

  1. Uhm, det lyder også som en god frokost!
    Pandekager med fyld er bar en klassiker der bliver ved med at holde (hvis du altså spør' mig:))…
    Vi skulle også ha været i kolonihaven, men det gad vi simpelthen ikke, for vi havde også rigelige mængder regn sammen med blæsevejret…

  2. Det lyder bare så godt – jeg må prøve din opskrift på madpandekager, for jeg kan godt lide, der er lidt gods i selve dejen.
    Hvor køber du urehvedemel, Piskeris?

  3. MissMuffin – det vil jeg da gerne, for jeg er helt enig! 😀

    Jeg er glad for, at gemalen godt ville ud i det vejr, for med min antipati overfor blæsevejr og en hals, der lurede på, om jeg skulle være sløj eller ej, så var det ikke et vejr for mig…

  4. Kristine – tusind tak 🙂
    Bare vær opmærksom på, at dejen ikke er helt let at arbejde med, men pandekagerne smager så godt, at det er besværet værd 😉

  5. Madame – jeg kunne også godt lide, at de var lidt tunge i det – men det gør også, at de mætter sindssygt godt!

    Jeg fik urehveden i august, da jeg havde Hanne K og Klidmoster på besøg 🙂

  6. Ej, not fair! Jeg ønsker mig sådan en til frokost 😀

    Det lyder som nogle virkelig lækre kombinationer….

    Jeg ved ikke noget værre end når der blæser pelikaner og selvom jeg synes det er hyggeligt at læse om Jeres haveprojekter, så er jeg alligevel glad for at vi ikke har en…….selvom jeg gerne ville have en stikkelsbærbusk…

    Mange hilsner
    Birthe

  7. Det ser vanen tro virkelig lækkert ud, også en god måde at anvende resterne fra din helstegte culotte.

    Man kan næsten altid finde en eller anden måde at anvende det der var til overs.

  8. NYBH – muarhahah 😉

    Vi har også verdens mest overskuelige have (sådan føles det i hvert fald), for vi skal stort set ikke bruge tid på at luge. Til gengæld har vi et par buske, der gror som død og djævel, så dem har gemalen været efter flere gange i år.

  9. Gourmand – mange tak 🙂

    Jeps, og især sådan en rest kød er god til at skære i strimler og putte i en madpandekage/tortilla/burger eller i en pastaret eller…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *