Libanesisk risret med kylling

Libanesisk risret med kylling

Sidste weekend havde vi et par venner på besøg til en omgang brætspil, og i den forbindelse serverede jeg en libanesisk risret med kylling. Altså til frokost – ikke mens vi spillede. Lidt manerer har man vel.

Men altså – det var en libanesisk risret, som jeg i sin tid så hos Elsk med Mad. Jeg justerede på en række af målene, og så serverede jeg retten sammen med en libanesisk majssalat samt en agurke-yoghurtsalat.

Libanesisk risret med kylling

ca. 6 personer

1 hel kylling
lidt olivenolie
salt og peber

3½-4 dl basmatiris
200-250 g hakket oksekød
olie til stegning
1½ tsk knust muskatnød
1½ tsk kanel
1 tsk knust peber
½ l kyllingebouillon
salt

1½ dl usaltede cashewnødder, grofthakkede
1½ dl pistacienødder

Del kyllingen i 8-10 dele. Smør et ildfast fad med lidt olie og fordel kyllingestykkerne ud over det. Pensl kyllingen med olie og drys salt og peber over. Stil kyllingen i ovnen ved 200 grader ca. en time.

Mens kyllingen steger, laver du resten af retten. Sæt risene over kog og tag derefter en dyb gryde. Hæld lidt olie i gryden og drys så muskatnød og kanel i. Hæld oksekødet i og sørg for, at det er gennemstegt. Tilsæt nu kyllingebouillonen. Hæld vandet fra risene – de behøver ikke at være 100% færdigkogte – og hæld risene i gryden. Lad det simre videre ved lav varme, indtil væsken er fordampet. Er risene ikke helt møre på dette tidspunkt, tilsætter du lidt vand og lader det simre videre, indtil de er det. Smag risretten til med salt.

Ris nødderne kort tid på en tør pande, indtil nødderne dufter.

Libanesisk risret serveres i et stort fad eller lignende, hvor kyllingestykkerne lægges oven på risene og nødderne drysses over. Hæld eventuelt lidt af stegevæden fra kyllingen over.

Jeg serverede desuden en libanesisk majssalat og en agurke-yoghurtsalat til – de opskrifter kommer på bloggen i morgen.

Note: Libanesisk risret er en lækker, letkrydret ret. Jeg var ret pjattet med kombinationen af muskatnød, kanel og nødder, som jeg ikke så tit bruger i madlavningen. Dejlig ret, der egner sig glimrende som gæsteret, da den rækker til mange.



1 thought on “Libanesisk risret med kylling”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *