Lakseroulade

lakseroulade, roulade, madroulade, laks, røget laks, fisk, creme fraiche, flødeost, dild, fennikel, citroner, fiskerouladeJeg slutter roulade-benspændet af med en klassiker – nemlig lakseroulade. Da jeg besluttede mig for, at maj måned skulle stå i rouladernes tegn, var jeg sikker på, at jeg allerede havde blogget om lakseroulade og blev derfor ret overrasket, da jeg ikke kunne finde en opskrift på det på bloggen. Pludselig indså jeg, at det åbenbart er mindst seks år siden, jeg sidst lavede lakseroulade (bloggen er nemlig lidt over seks år gammel), for ellers havde jeg helt sikkert blogget om den. Lakseroulade er nemlig kræs – en let og velsmagende forret, som kan tilberedes i god tid i forvejen, og så er den tilmed dekorativ, når den skæres i skiver.

Jeg valgte at peppe min lakseroulade op med fennikel. Den lidt lakridsagtige smag passer nemlig fortrinligt sammen med røget laks. Vær i øvrigt obs på, at jo større/pænere stykker røget laks, du bruger, jo lettere er det at lave en fintrullet lakseroulade. Jeg havde desværre fået fat i noget røget laks, der var skåret i meget små skiver, men det lykkedes dog alligevel at lave en ganske fornuftig lakseroulade.

Lakseroulade
forret til 4 personer

250 g røget laks
100 g flødeost
3 spsk creme fraiche 18%
2-3 spsk citronsaft
1 bundt dild
kviste fra en fennikel
2-3 spsk meget finthakket fennikel
salt og peber

Rør flødeost, creme fraiche, citronsaft og to gange fennikel sammen. Hak dilden – husk at tage nogle få stilke fra, du kan bruge til at anrette med – og vend den hakkede dild i cremen. Smag til med salt og peber.

Tag et stykke husholdningsfilm – det skal være på størrelse med et A4-ark. Læg den røgede laks ud, så hvert stykke lapper lidt over hinanden (og der dermed dannes en hel ‘plade’ af laks uden huller). Sørg for at lægge stykkerne, så de danner et aflangt, firkantet stykke.

lakseroulade, roulade, madroulade, laks, røget laks, fisk, creme fraiche, flødeost, dild, fennikel, citroner, fiskerouladeFordel cremen ud over laksen – den skal næsten helt ud til kanten. Nu skal lakserouladen rulles sammen. Det gør du ved forsigtigt at bøje kanten af laksen i den ene, smalle ende ind over cremen. Brug enten husholdningsfilmen eller en lang kniv til at rulle rouladen sammen – gør det stille og roligt, så rouladen ikke bliver klemt for hårdt og dermed går i stykker.

lakseroulade, roulade, madroulade, laks, røget laks, fisk, creme fraiche, flødeost, dild, fennikel, citroner, fiskerouladeNår den er rullet sammen, trykker du den let, så dildcremen fordeler sig jævnt. Læg din lakseroulade i fryseren i et par timer. Så er den lettere at skære ud. Du kan også fryse den helt ned, hvis du først skal bruge den et par dage efter. Vær dog obs på at tage din lakseroulade ud af fryseren og lægge den over i køleskabet mindst en time før, at du skal bruge den, så den ikke er stivfrossen, når du skal servere den.

Servér din lakseroulade med lidt grønt – for eksempel frisk grøn salat og de sidste dildstilke. Jeg supplerede min lakseroulade med et par dampede hvide asparges samt lidt olivenolie.

Note: Lakseroulade er en af mine yndlingsforretter (af samme grund undrer jeg mig stadig over, at jeg ikke har blogget om den noget før…). Den røgede laks og flødeosten giver en fed, cremet smag, som suppleres ganske fornemt af citronsaften, dilden og i dette tilfælde også fenniklen. Absolut en herlig forret – og let at lave i god tid, når du skal have gæster.

2 tanker om "Lakseroulade"

  1. Jeg har for år tilbage smagt opskriften med en god gedeost i, hvilket også var en god måde, at lave en lakseroulade på.
    God weekend.
    /Søren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *