Kurabiye – tyrkiske boller

kurabiye, tyrkisk, mellemøsten, boller, morgenmad, brunch, smør, rørsukker, appelsin, vanilje, æg, yoghurt naturel, hvedemel, bagepulverDe sidste boller, jeg fik bagt i forbindelse med mit tyrkiske benspænd, var kurabiye, som er en slags søde boller i stil med scones, der blandt andet kan smages til med appelsin eller chokolade.

Jeg lavede en appelsinversion og hentede inspiration hos Hurtig Mums. Da disse kurabiye blev bagt på ferien i Spanien, måtte jeg lave en række ændringer, da det ikke var alle ingredienser, jeg kunne få fat på dernede. I denne opskrift har jeg således brugt græsk yoghurt i stedet for creme fraiche, har udeladt natron og kun brugt bagepulver samt justeret lidt på flere af målene. Jeg undlod at drysse sukker på til sidst, da jeg mente, at de ville blive søde nok i forvejen.

Kurabiye – tyrkiske boller
ca. 10 stk.

50 g smør
½ dl rørsukker
½ tsk vaniljepulver
1 æg
1 øko-appelsin
1½ dl græsk yoghurt
2 spsk rapsolie
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver

Tag æg, smør og græsk yoghurt ud af køleskabet en halv time inden, at du skal bruge dem, så de er nogenlunde tempererede, når du går i gang. Pisk det bløde smør sammen med sukker og vanilje, så det bliver en luftig masse. Pisk ægget i en separat skål, gem ca. 1½ spsk og hæld resten i den luftige masse. Rør derefter appelsinsaft, fintrevet appelsinskal, græsk yoghurt samt olie sammen med den luftige masse. Drys bagepulver over og rør dernæst hvedemelet i dejen. Dæk dejen til med et fugtigt viskestykke og lad den hvile i køleskabet i mindst to timer.

Tag dejen ud af køleskabet og form den til kugler, der er lidt større end en valnød. Fordel dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Tryk dem lidt flade og lad dem derefter efterhæve i en halv time. Pensl bollerne med æggemasse og bag dem ved 175 grader i 12-14 grader – de skal lige akkurat være gyldne.

Note: Kurabiye er nogle sødmefulde og lækre boller – eller kager om man vil – som passer fint til morgenmaden eller evt. sammen med kaffen/teen om eftermiddagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *