Krydret kylling med ferskner og mandler

krydret kylling med ferskner og mandler, kylling, nelliker, kardemomme, spidskommen, kanel, hvidløg, ingefær, løg, tomatkoncentrat, hønsebouillon, bouillon, ferskner, mandler, citronerDette er en af de retter, jeg har glædet mig til at lave i denne måned – nemlig krydret kylling med ferskner og mandler. Retten er inspireret af en opskrift fra Nettokogebogen ‘Frugt’, men jeg korrigerede flere ting i den – blandt andet undlod jeg chili, da en af gæsterne ikke har det så godt med stærk mad. Til gengæld brugte jeg mere kardemomme, stødt nellike, kanel og spidskommen samt dobbelt så mange ferskner, og så udskiftede jeg frisk ingefær med tørret.

Krydret kylling med ferskner og mandler
4 personer

500 g kyllingekød i mindre stykker
1 tsk stødt nellike
1 tsk kardemomme
1 tsk spidskommen
1½ tsk kanel
4 fed presset hvidløg
1 tsk tørret ingefær
4 løg, hakkede
olivenolie
70 g tomatkoncentrat (lillebitte dåse)
4 dl hønsebouillon
4 ferskner skåret i både
20 hele smuttede mandler
saften fra ½ citron
salt

Bland krydderierne godt i en pose, læg kyllingekødet ned i og bland det godt. Luk posen godt til og lad blandingen trække i køleskab en halv times tid. Svits løgene i lidt olie på i en gryde og hæld så kyllingekødet i. Steg dem møre, inden du tilsætter tomatkoncentrat og hønseboullion og lader det koge i 15 minutter. Tilsæt ferskenkødet og mandlerne og smag til med salt og citronsaft. Tag gryden af varmen og lad den trække i 15-30 minutter. Servér krydret kylling med med ris og salat.

Note: Jeg elsker de varme krydderier fra Mellemøsten – det giver en helt anden og spændende smag, hvor en masse nuancer træder frem. Krydret kylling med ferskner og mandler er ingen undtagelse, og jeg synes, det var en sjov måde at bruge ferskner på – det gav lidt saft og sødme til retten, og det gik godt i spænd med krydderierne.

14 tanker om "Krydret kylling med ferskner og mandler"

  1. Det lyder meget spændende og er en sammensætning af ingredienser, jeg aldrig villa være kommet på. Tak for herlig inspiration – det skal prøves 🙂

  2. Hanne – jeg kan så røbe, at der var frugter i samtlige retter i denne aftens menu… men det kan godt være, jeg først når at blogge det på søndag. Der er dog noget at glæde sig til 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *