Krydrede kåldolmere i sursød-sauce

kåldolmere, svinekød, hakket svinekød, æg, havregryn, karry, fløde, hvidkål, sursød-sauce, sauce, ketchup, æblecidereddike, allehånde
I forgårs kom jeg til at tænke på, at jeg ikke havde fået lavet så meget mad med kål endnu – det går bedre med rodfrugter, hvor jeg er bagud med at blogge måltider – så jeg besluttede mig for at lave kåldolmere og fandt en opskrift hos FDB Skolekontakten, som lød spændende. Jeg havde en sjat madfløde, som jeg brugte i stedet for mælk, og så brugte jeg lidt mere kød samt doblede op på allehånde, da jeg gerne ville have en kraftigere sauce. I den oprindelige opskrift bliver det foreslået, at man spiser bulgur eller perlebyg til. Jeg havde en rest perlebyg fra i mandags – men ikke helt nok – så den tog jeg og svitsede på panden sammen med to røde peberfrugter, der trængte til at blive brugt.

Kåldolmere med sursød-sauce
2 personer

250 g hakket svinekød
1 tsk salt
½ æg
½ dl havregryn
1 tsk. karry
1 dl fløde
4 store blade hvidkål

Sursød-sauce:
1 dl tomatketchup
½ dl æbleeddike
½ dl vand
4 stødt allehånde

Bland kød og salt i en skål og rør kødet godt igennem med en grydeske. Pisk et æg og rør halvdelen i kødet sammen med havregryn og karry. Tilsæt madfløden lidt efter lidt og sæt derefter kødfarsen i køleskab.

Bring en stor gryde vand i kog og læg 4 store kålblade i. Lad dem koge i 4-5 minutter til de er bløde og lad dem dryppe af i et dørslag. Dup dem evt. med lidt køkkenrulle. Fordel kødfarsen på kålbladene, drys lidt salt over og rul dem sammen enkeltvis. Læg dem i et ovnfast fad med sammenføjningerne nedad.

Rør ingredienserne til saucen sammen og hæld den over kåldolmerne. Dæk fadet med stanniol og sæt det på midterste rille ved 200 grader, hvor de skal have ca. 45 minutter.

Note: Godt krydrede og fin måde at få sneget mere kål med i maden. Jeg syntes dog, at saucen blev for skarp og vil nok bruge mindre æbleeddike en anden gang og tilføje lidt sukker.

15 tanker om "Krydrede kåldolmere i sursød-sauce"

  1. Måske man kunne komme sig over en slags aniti kåldolmere med denne opskrift hi hi. Sikke flot resultat med dekorationsteknikken. Ser flot OG svært ud. Ha en dejlig fredag♥

  2. Tina – hehehe! De smager ganske fint, men du kan sagtens kyle endnu flere krydderier i, hvis du har lyst – tror blot de bliver endnu bedre af det (men jeg elsker også krydret mad)

    Tak og i lige måde 🙂

  3. Uhm, det er ren nostalgi 🙂

    Jeg er vild med det sur-søde og kan godt forestille mig det giver et bedre løft end den ellers foreskrevne brune sovs (endelig ikke sauce) jeg er vokset op med.

  4. Klidmoster – oh, så det er det, der spises til normalt! Jeg tænkte faktisk på, hvad kåldolmere ellers serveres med, for jeg tror ikke, jeg har prøvet det før – eller også er det så mange år siden, at jeg har glemt det 🙂

  5. Uh, de vederstyggeligheder jeg er vokset op med: fars (uden krydderier naturligvis) smækket i kålblade og ombundet med bomuldssnor, kogt til ukendelighed i kogevandet fra kålen som derefter jævnes med meljævning og tilsættes kulør.

    Puha, det var ikke en ynglingsspise 🙂

  6. NYBH – æhm… vi spiste pænt op, så nej desværre 🙂

    Men hvis jeg laver det igen på et tidspunkt, skal jeg prøve at huske det 😀

    God bedring – og i lige måde 🙂

  7. Pingback: Krondyrsdolmere med bacon og blomkålssalat med estragonpesto | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *