Koteletter i fad

koteletter i fad, svinekød, koteletter, æg, rasp, smørKoteletter i fad får lov til at slutte 80’er-benspændet af. Det var en af mine livretter som barn, og bortset fra de grønne bønner (som oftest var kogte gulerødder i mit barndomshjem), så ligner denne enkle ret typisk hverdagsmad, da jeg var barn.

Vi fik typisk den version af koteletter i fad, hvor koteletterne paneres og derefter lægges i et fad med rigeligt smør, inden de sættes i ovnen. Jeg har også prøvet en version, hvor koteletterne lægges i et fad med flåede tomater, men jeg foretrækker smørversionen. Og så findes der også en version, hvor der indgår ananasringe, men den har jeg aldrig prøvet, for det er ikke noget for mig.

Koteletter i fad
3 personer

3 koteletter
1 æg, pisket
ca. 1½ dl rasp
salt og peber
smør til stegning + 50 g smeltet smør

Drys koteletterne med salt og peber. Vend dem derefter først i æg og dernæst i rasp. Smelt en gavmild klat smør på en pande og steg koteletterne på begge sider, så de får en pæn brun farve. Læg dem i et lille ildfast fad og hæld det smeltede smør over. Stil fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Koteletter i fad serveres naturligvis sammen med kogte kartofler og lidt grøntsager – for eksempel kogte grønne bønner eller guleødder.

Note: Koteletter i fad er 80’er-udgaven af comfort food for mig! Det smager simpelthen så godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *