Kan smørrebrød være Danmarks nationalret?

skinke-og-italiensk-salatKan smørrebrød være Danmarks nationalret? Det spørgsmål stillede en af mine kolleger mig tidligere på ugen, da vi diskuterede afstemningen om Danmarks nationalret. Her er finaleafstemningen i gang, og smørrebrød er en af valgmulighederne.

Umiddelbart mente han ikke, at det gav mening – det var jo ikke en reel ret (underforstået en enkelt ret, men nærmere en massebetegnelse i stil med grød). Jeg kunne godt følge hans argument, men jeg synes nu godt, at smørrebrød kan være vores nationalret. For det første er det en af de første retter, jeg kommer i tanke om, hvis jeg bliver bedt om at definere dansk mad. For det andet har smørrebrød den fordel, at den kan favne de fleste menneskers præferencer. Du kan lave smørrebrød med fisk, svinekød eller oksekød, i vegetarudgave og i mælkefri udgave. Du kan såmænd også lave en LCHF-udgave, hvis du bruger LCHF-brød!

Smørrebrød opfatter jeg på linje med tapas og sushi – begge er madkategorier, som jeg synes er stærkt knyttet til bestemte lande (hhv. Spanien og Japan). Jeg synes derfor, det giver fint mening at forbinde smørrebrød med Danmark.

Men spiser danskerne overhovedet smørrebrød mere? Jada! Det kan godt være, at det højbelagte smørrebrød ikke er så almindeligt længere – til gengæld har smørrebrødsrestauranterne stor succes, og vil du spise et sted som Restaurant Schønnemann, så skal du booke bord i god tid. Men frokostsmørrebrødet, som er knapt så pyntet, er bestemt ikke dømt ude. Det kan du både finde i madpakker (hvor frokostsmørrebrødet konkurrerer med de flade håndmadder), men også til julefrokoster og påskefrokoster.

Hvad synes du om smørrebrød som nationalret? Er det en fjollet idé, eller giver det god mening?

12 tanker om "Kan smørrebrød være Danmarks nationalret?"

  1. Synes da helt klart at smørebrød er det bedste bud på en nationalret. Af den simple grund, at langt de fleste danskere spiser den skrabede udgave hver dag (rugbrøds maden) Og så er smørebrødet nemt at gøre fint og indbydende, det er godt nok opad bakke med stegt flæsk! Og det synes jeg altså også er en del af at blive kaldt nationalret, at det kan gøres “fint”

    • Man kan nemlig ‘gradbøje’ smørrebrød, så det både kan komme med på madpakken, men også indgå i ‘fin madlavning’, og det synes jeg er rigtig godt. På den måde appellerer smørrebrød meget bredt, og det bør en nationalret gøre i mine øjne 🙂

  2. Jeg er fuldstændig enig i din sammenligning med sushi og tapas. Smørrebrød er på linje med wienerbrød noget de fleste udlændinge forbinder med Danmark og som ikke ses i samme grad andre steder, hvorimod frikadellen findes i alle kulturer. Jeg synes i bund og grund, at der er ret ligegyldigt at kåre en nationalret, men når nu det skal være, synes jeg da, at det skal være det oplagte; smørrebrødet. Det er jo det landet er kendt for. Og så spiser de fleste af os jo smørrebrød i en eller anden form, som du selv er inde på.

    • Jeps. Jeg kender også flere, som netop har tyet til smørrebrød, når de havde besøg fra udlandet og ville servere dansk mad for de besøgende.

  3. Ja! Åh, en god dansk rugbrødsmad dur bare – især med paneret dansk rødspætte, mayo, æg og rejer – eller røget ørred eller laks rørt med asparges, dild og friske tomater. Nordisk og godt!

    – Anne

  4. Jeg synes, det giver fin mening. Jeg elsker smørrebrød og har lavet det meget før i tiden, da jeg bedre tålte flere ting end i dag. Hjemme hos mine forældre var det tradition, at vi fik smørrebrød kl 24 (eller dvs. efter fyrværkeriet) til nytår. Og så spiste det dagen efter også, da min mor lavede rigtig meget, så man kunne slappe af og bare smovse uden at skulle tænke på madlavning.

    Til gengæld synes jeg, at der er gået lidt inflation i ordet “smørrebrød”, eller også er det måske landsdelsbestemt? I hvert fald læser og hører jeg tit, at folk skal have “smørrebrød” til aftensmad, hvor de mener en flad håndmad med pålæg. Det er ikke smørrebrød i mit hoved. Smørrebrød er mere eller mindre højt belagte madder, der altid er pænt pyntede og gerne med salat under pålægget. At det kan varieres i det uendelige, synes jeg ikke, gør det mindre en ret end så meget andet. Tapas kan jo også varieres en masse over forskellige ingredienser, men under et bestemt tema, og det er da det samme med smørrebrød, synes jeg 🙂

    • God idé med smørrebrødet til nytår og dagen efter – det er ikke ligefrem fordi man er sprængfyldt med energi den 1. januar 😛

  5. Jeg synes klart det er bedste bud på en nationalret. At den kan varieres er kun en fordel, for så kan nationalretten favne hele nationen – også vegetarer, muslimer og andre med særlige behov.

    • Lige præcis. Jeg kender for eksempel en del, der ikke kan lide smagen af svinekød og derfor sjældent spiser det, så selvom mange vil mene, at en dansk nationalret bør bestå af svinekød (fordi svinekød indgår i mange danske retter), så synes jeg godt, der må tænkes lidt bredere, når det gælder en nationalret.

  6. Det er et rigtig godt forslag, som må kunne samle nationen. Mine børn elsker også sådan et fad med smørrebrød så meget, at det nogle gange er kommet på ønskesedlen til fødselsdagen.

    Kh.
    Anne-Marie

  7. Jeg havde slet ikke tænkt den tanke at Smørrebrød er som Sushi og Tapas.
    Når man tænker lidt efter, hvad er det man finder på bordet til påske og julefrokosterne?
    Smørrebrød eller ingredienserne til at man kan lave sig en mad i smørrebrødsklassen, samtidigt er mange af de bud der har været præsenteret i konkurrencen været smørrebrødsegnet eller serveres sammen med smørrebrød.
    Samtidigt er det noget hvor man nærmest kan komme hele vejen rundt fra fisk til ost godt ledsaget af en øl og en lille en (måske flere).

    Det er en “ret” hvor der er plads til de små regionale forskelle/indslag.

    For et par dage siden så jeg et indlæg på food52 hvor smorrebrod blev nævnt i forbindelse med hvordan man kan lave en alternativ mad, her var alternativet silden på rugbrød – en ting der tilsyneladende er temmelig eksotisk for mange andre end os i danskere/skandinavere.

    Smørrebrød fortæller i grunden en del om os danskere, da den bruges som en undskyldning for alkohol og ikke mindst hygge 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *