Kagekalas – og zombier!

Jeg må lige starte med at berolige – der var IKKE zombier til kagekalaset! Det var først bagefter…

kagebord, kagerNåmen altså – Sifka havde som sagt lokket mig med på at lave kagekalas, og jeg var ret spændt på, hvordan det ville forløbe. For det første skulle jeg vælge tre kager, jeg skulle medbringe (og de skulle være lette at transportere, for jeg bor et stykke væk fra København OG tager med offentlige transportmidler), men det lykkedes da. Af dem, der var tilmeldt, var der kun to, jeg kendte lidt til i forvejen (og udelukkende ved at læse deres blogs), så det var meget spændende at se, hvem der dukkede op.

Men det var hyggeligt, underholdende og lærerigt – jeg fandt for eksempel ud af, at jeg ikke har særlig mange holdninger til tebirkes (altså bortset fra at det hedder tebirkes og ikke københavnerbirkes!).

Jeg havde valgt at lave squashkage med ingefær og citronglasur (fra Mad! nr. 3 2009), peanutbutter-cookies og chokolademuffins med appelsin og honning – begge fra ‘Kager der smager’.

Squashkage med ingefær og citronglasur
1 stor, solid kage
squashkage, kage, dessert, æg, rørsukker, vaniljestang, ingefær, hvedemel, natron, bagepulver, citroner, hasselnødder, squash, rosiner, olie, vindruekerneolie, glasur, flormelis
3 æg
250 g sukker
1 stang vanilje
2 tsk stødt ingefær
1 tsk salt
350 g hvedemel
1 tsk natron
3 tsk bagepulver
skallen fra en usprøjtet citron
75 g hasselnøddekerner, hakket
350 g squash
125 g rosiner
2 dl vindruekerneolie

Citronglasur:
citronsaft og flormelis

Pisk æg og sukker sammen, til det er lyst og skummende Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Rør vaniljekorn, stødt ingefær og salt i den piskede æggemasse. Tilsæt mel, natron og bagepulver og rør rundt.

Riv skallen af citronen fint. Hak hasselnødderne. Riv squashen fint, og bland dejen sammen med citronskal, hasselnødder, rosiner og vindruekerneolie. Hæld dejen i en smurt springform og bag kagen i ovnen i ca. 45 minutter ved 170 grader. Prik i den med et træspyd – der må ikke hænge våd dej ved.

Lad kagen køle helt af, inden glasuren puttes på.

Note: Jeg kan godt lide squashkage, og dette var bestemt en opskrift, jeg kan godt finde på at vende tilbage til. Den er saftig og frisk – og så er der gods i den, så den kan godt række til mange mennesker! Jeg erstattede vindruekerneolien med rapsolie, og så fik kagen omkring 15 minutter mere, end der står i opskriften.

Peanutbutter-cookies
30 stk.
peanutbutter-cookies, småkager, peanutbutter, smør, rørsukker, mørk farin, æg, peanutbutter, hvedemel, vaniljesukker, bagepulver, æg, æggehvider, usaltede peanuts
150 g smør
100 g rørsukker
100 g farin
1 æg
100 g crunchy peanutbutter
200 g hvedemel
1 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
½ tsk salt

1 æggehvide
250 g usaltede jordnødder

Hak smørret i små stykker, lad dem få stuetemperatur og pisk dem cremet sammen med de to slags sukker. Pisk ægget sammen med peanutbutter – det kan godt betale sig at lune sidstnævnte inden i en mikrobølgeovn, så det er mere flydende. Sigt mel, vanillesukker, bagepulver og salt sammen og rør det i dejen.

Pisk æggehviden let. Hak jordnødderne groft. Rul kugler af dej på størrelse med bordtennisbolde og vend dem først i æggehvide og så i jordnødderne. Sæt kagerne på bagepapir med god afstand og tryk dem forholdsvis flade med hånden. Bag 10-15 minutter ved 180 grader. Når kagerne er helt afkølede, kan de opbevares i tætsluttende dåse.

Note: Jeg har lige opdaget, at jeg har brugt almindeligt sukker i stedet for farin, da jeg bagte dem – og jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg gjorde det, men de smagte nu fint alligevel. Jeg brugte desuden 200 g usaltede jordnødder, og de blev ikke hakket inden brug.

Chokolademuffins med appelsin og honning
16 stk.
chokolademuffins, muffins, mørk chokolade, kage, dessert, smør, honning, æg, hvedemel, bagepulver, appelsincreme, appelsiner, flødeost, flormelis
175 g smør
1½ dl honning
3 æg
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
100 g god chokolade
1 usprøjtet appelsin

Appelsincreme:
skallen fra ½ appelsin
saften fra ½ appelsin
100 g flødeost
flormelis til du skammer dig

Smelt smørret og rør det med honning. Pisk æggene i. Bland mel og bagepulver og vend det i æggemassen. Riv skallen af appelsinen og rør den i dejen. Pres appelsinen. Smelt chokoladen og rør den i dejen med appelsinsaften. Fordel dejen i muffinsforme, trekvart fulde, og bag dem ved 200 grader i 12-15 minutter. Smør cremen på, når kagerne er kolde, og drys lidt pynt på.

Note: Appelsincremen var mit eget påfund, og det var godt med et ekstra skud appelsin – synes jeg.

Efter det hyggelige kagearrangement susede jeg sydpå, for jeg skulle i biffen med gemalen. I dag var det Den Store Biografdag, hvilket betød biobilletter til halv pris, og det tilbud kunne vi jo ikke lade passere. Udbuddet af film er til gengæld ikke så fristende for tiden, men jeg havde læst om Zombieland for nylig, og den fik overraskende gode anmeldelser. Nu er gemalen ikke til gysere, og det er denne film bestemt heller ikke. Til gengæld er den rigtig underholdende – især hvis man har et afslappet forhold til zombiesplat, vold og sjove referencer til en masse andre film. Jo, instruktøren har bestemt set Tarantino over skulderen – på den gode måde. Det er en zombie-roadmovie, og bortset fra en scene med Bill Murray, som var noget malplaceret, så fungerede filmen godt. Vi hulkede af grin undervejs, og den ligger til mellem fire og fem stjerner for en film i den genre. Men igen – se den kun, hvis du synes, det er sjovt at se zombier blive pulpet til døde på alskens måder, for selvom den sagtens kunne have indeholdt langt mere ulækre scener, så er zombierne generelt ret klamme i filmen – og de dør også ret brutalt.

23 tanker om "Kagekalas – og zombier!"

  1. Hejsa – så fandt jeg din blog !!
    Det har været så dejligt at møde dig og jeg har nydt eftermiddagen i jeres selskab. Drømmer om de lækre kager – hm, hm, …
    Glæder mig til vi ses igen Nicole

  2. Jeg tror at squashkagen er blevet en vinder herhjemme. Bjørnen havde også en hældning mod den, så det er dejligt at du bringer opskriften.

    Tebirkes? Snakkede vi om det? Det er fuldstændig gået min næse forbi. Jeg har ellers mange holdninger til tebirkes;)

    Det var godt, at I nød zombierne. Måske skulle man udvide vampyrinteressen til også at omfatte klamme zombier? Hmm…

  3. Hov, jamen, så behøver jeg jo slet ikke spørge, og det skulle jeg da have sagt mig selv, selvfølgelig findes opskriften på de uimodståelige peanutcookies allerede hos dig. Tak – også for det.
    Og for skønne kager og for hyggeligt samvær, og dine pæne ord – og jeg kan godt tilbyde at lære dig at få en holdning til tebirkes – no worries 🙂

  4. Jeg så godt at i skulle holde kagekalas 🙂 Jeg kunne desværre ikke den dag. Men hvis i en dag skulle finde på at lave det igen. Så må jeg se om jeg kan den dag. For det er så hyggeligt at møde nye mennesker… og spise dejlig kage (masser)
    Knus

  5. Det lyder herligt og meget hyggeligt med jeres kagekalas, Piskeris! Men blev I ikke dårlige af alle de kager? Det tror jeg, at jeg ville være blevet – og bare trænge til en skål salat 🙂

  6. SIKKE da et kagebord. Det er lige før man tænker på sønderjysk kagebord – som jeg kun har HØRT om!!! Hehe. Lyder SÅ spændende med ingefær i kagen dér – lååååve ingefær. 😉

  7. Sifka – dejligt at høre! Jeg var ellers noget bekymret, da den skulle have væsentlig længere tid i ovnen, end der stod i opskriften 🙂

    Kan klart anbefale filmen – hvis du forestiller dig Natural Born Killers – minus de syrede indslag og tilsat noget Tarantino-stil med zombier som ofrene, så giver det et ok billede af, hvad den film er.

  8. Hej Zette!
    You're welcome! God fornøjelse med bagningen. Ja, jeg fik ikke fat i alle detaljerne ved De Ægte Tebirkes-diskussionen, så det kan godt være, du må gentage dem ved lejlighed! 😀

  9. Vibeke – det var ganske hyggeligt, så det kan jeg godt anbefale! Håber du får tid og mulighed for det, hvis vi får smækket et lignende arrangement sammen 🙂

  10. Madame – jeg kan ikke tale for de andre, men jeg gjorde ikke 🙂

    Jeg havde selvfølgelig også forberedt mig inden – lille morgenmad bestående af et par fiberkiks med ost på og en enkelt frugt, ingen frokost, ikke-alt-for-store kagestykker – og to pærer til aftensmad! Derudover hørte kagerne til den lettere ende – ingen supersukrede marengsting, ingen flødeskumskager og ingen tunge chokoladekager.

  11. Frk. Bibo – jeg elsker at lave kagebord, så det er jo et dejligt kompliment 😉

    Ingefæren gav et frisk 'snert' i kagen, og det er jo slet ikke så ringe endda!

  12. NYBH – mange tak! Jeg er glad for, at det gik godt, for det gav lidt præstationsangst at afprøve helt nye opskrifter og servere det for folk, jeg ikke havde mødt før 🙂

  13. Hej Piske 🙂 takket være dig skal jeg nu ind og se zombieland næste tirsdag 😀 er ikke så god til gysere, men splat a la KillBill og uanede mængder vold (gerne den underholdende slags) er lige i øjet! Glæder mig 🙂

  14. Wauw, det ser lækkert ud. Virkelig godt og varieret valg af kager, du diskede op med. Jeg elsker peanutbutter, så tror bestemt, at jeg må afprøve de cookies der engang.
    Ps. Jeg var ret vild med New Moon, men læste den også på engelsk. Og ja den trailer er jo fantastisk. Har luret lidt inde på youtube. Det er svært ikke at glæde sig som et lille barn op til jul 🙂

  15. Foodfanatic – tusind tak! Sifka og jeg havde forsøgt at koordinere inden, hvad vi hver især lavede, men vi var næsten lige ubeslutsomme, så det var først få dage inden, at menuen lå tilnærmelsesvis fast 😛

    Jeg har også hørt, at den skulle være meget bedre på engelsk. Godt nok ærgerligt at der er så stor forskel på niveauet i oversættelserne. Gemalen har lovet at gå med i biffen, når filmen kommer – han er meget forstående og overbærende 😀

  16. Pingback: Chokolademuffins med hindbær - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *