Islagkage med hindbær og chokolade

islagkage med hindbær, lagkage, is, dessert, kage, chokolademousse, chokolade, æg, fløde, rørsukker, husblas, hindbærmousse, hindbær, lakridspulver, smørI sidste uge bloggede jeg om en sommerlig islagkage med koldskålsmousse, jordbærmousse og en bund på kammerjunkere, og nu følger jeg op med en islagkage med hindbær, chokolade og Oreos-lakridsbund! Anledningen var atter mindstenevøens fødselsdag, og hvis du undrer dig over, hvorfor kagen er pyntet med knuste Oreos og asparges-broccoli, så var det altså den unge mand selv, der ønskede broccoli! Don’t ask… ungdommen nu til dags… 😛

Jeg tog udgangspunkt i min gamle opskrift på islagkage, men justerede lidt på nogle af målene og brugte lys og mørk chokolade i stedet for hvid chokolade.

Islagkage med hindbær og chokolademousse
10-12 personer

Bund:
300 g Oreos, knuste
2 spsk lakridspulver
75 g blødt smør

Chokolademousse:
150 g lys chokolade
100 g mørk chokolade
1 spsk smør
3 æggeblommer
3½ dl fløde

Hindbærmousse:
450 g hindbær (fra frost, optøede)
6 blade husblas
½ dl vand
1½ dl rørsukker
3½ dl fløde

Bland de knuste Oreos med smørret og bred det ud i en springform, hvis bund er beklædt med bagepapir. Tryk det godt sammen.

Hak chokoladen og smelt det langsomt i en gryde sammen med smørret. Når chokoladen er smeltet, tager du gryden af varmen. Lad det køle af, så det er håndvarmt, og pisk så æggeblommerne i. Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i chokoladen. Hæld chokolademoussen ud over bunden og stil springformen i fryseren i mindst fire timer.

Så er det tid til hindbærmoussen. Læg husblassen i blød i iskoldt vand. Varm vand og rørsukker op i en gryde, indtil sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen. Smelt den opblødte husblas i den varme sirup. Blend hindbærrene og tilsæt derefter siruppen, der blendes grundigt sammen med hindbærmassen. Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i hindbærmassen.

Hæld hindbærmoussen ud i springformen og sæt den i fryseren i mindst fire timer.

Note: En indbydende islagkage med hindbær, chokolade og masser af smag! Denne islagkage er en anelse tungere i smagen og vil derfor også fungere fint som dessert om efteråret – men altså – islagkager kan jo spises året rundt, så bare slå dig løs!

islagkage med hindbær, lagkage, is, dessert, kage, chokolademousse, chokolade, æg, fløde, rørsukker, husblas, hindbærmousse, hindbær, lakridspulver, smør

Islagkage med koldskålsmousse og jordbærmousse

islagkage, koldskålsmousse, jordbærmousse, lagkage, is, dessert, kage, kammerjunkere, kærnemælk, fløde, husblas, vanilje, jordbær, rørsukkerJeg medbragte denne islagkage med koldskålsmousse og jordbærmousse til min mindste nevøs fødselsdag sidste weekend. Normalt laver jeg lagkager med sjov pynt til hans fødselsdag, men da det flere gange har været hedebølge på denne tid af året, har det ind imellem resulteret i pynt, der var ved at smelte, selvom vi kun har få minutters transport hjem til ham og familien. I år fandt jeg derfor en helt anden løsning og medbragte i stedet islagkager og pyntede kagerne på stedet med fondantpynt, jeg havde frosset ned inden!

Jeg fandt en opskrift på koldskålsmousse med brombær hos Maja Vase, som jeg tilpassede til mit projekt, og så brugte jeg opskriften på jordbærmousse fra en islagkage, jeg lavede i bloggens første år.

Islagkage med koldskålsmousse og jordbærmousse
10-12 personer

Bund:
300 g kammerjunkere
75 g blødt smør

Koldskålsmousse:
6 blade husblas
1½ dl rørsukker
1½ tsk vanilje
Saft og skal fra en øko-citron
2½ dl kærnemælk
2½ dl fløde

Hæld sukker, citronsaft, citronskal samt vanilje i en kasserolle og varm det langsomt op, indtil sukkeret er smeltet. Tag kasserollen af varmen og rør husblassen i. Lad det køle af, indtil det er håndværmt og rør derefter kærnemælken i. Pisk fløden til skum og vend det med lette bevægelser i kærnemælksmassen. Fordel din kærnemælksmousse over kammerjunkerne og stil springformen i fryseren i mindst fire timer.

Jordbærmousse:
300 g jordbær (fra frost, optøede)
4 blade husblas
½ dl vand
1 dl rørsukker
2½ dl fløde

Hæld kammerjunkerne i en frostpose og knus dem med en kødhammer. Husk, at vold i køkkenet er supersjovt, så længe det kun går ud over råvarerne. En køkkenrulle kan i øvrigt også bruges. Bland de knuste kammerjunkere med det bløde smør. Tag en 28 cm stor springform og læg bagepapir i bunden – det letteste er at lægge et stykke bagepapir ud over hele bunden og derefter spænde det fast mellem springformsbunden og springformsringen. Fordel de knuste kammerjunkere ud over bunden og tryk dem ud i et jævnt lag.

Så er det tid til at lave koldskålsmousse. Læg husblassen i koldt vand.

Stil islagkagen i fryseren i mindst fire timer. Derefter skal der laves jordbærmousse.

Blend bærrene Læg husblassen i blød i iskoldt i 10 minutter. Kog vand og sukker sammen til en sukkerlage i en gryde og tag gryden af varmen. Tag husblassen op af vandet, og smelt den i sukkerlagen. Lad husblasblandingen køle lidt af, inden du rører i jordbærpureen. Pisk fløden til let skum og vend den hurtigt i den afkølede jordbærpuré. Fordel jordbærmoussen over koldskålsmoussen og stil atter islagkagen i fryseren i mindst fire timer.

Islagkagen kan naturligvis serveres, som den er – se billede herunder – men den kan også pyntes med alskens spas, hvis kagen bliver serveret til en børnefødselsdag. I dette tilfælde havde jeg lavet en række legoklodser og legofigurer ved at farve fondant og presse det ned i nogle forme, jeg havde købt på nettet (du kan finde dem ved at lave en søgning på Google eller Ebay).

Note: En frisk og dejlig islagkage, hvor den milde koldskålsmousse og den søde jordbærmousse var et hit hos alle.

islagkage, koldskålsmousse, jordbærmousse, lagkage, is, dessert, kage, kammerjunkere, kærnemælk, fløde, husblas, vanilje, jordbær, rørsukker

Bird’s Milk Cake

russisk Bird's Milk Cake, kage, dessert, lagkage, russisk, vanilje, flormelis, hvedemel, rørsukker, æg, smør, kondenseret mælk, husblas, citronsyre, citron, chokoladecreme, mørk chokolade, fløde, chokoladeNu vender jeg lige tilbage til det russiske benspænd, for sidste weekend havde jeg denne russiske kage, Bird’s Milk Cake, med til familiehygge. Bird’s Milk Cake stammer tilbage fra Sovjetunionens tid, hvor den blev udviklet af en gruppe konditorer. Det er en form for lagkage, hvor man bager to bunde, der samles om et skumfidus-agtigt fyld og toppes med en chokoladecreme. Ikke dårligt, vel?

Jeg skelede til en opskrift fra bloggen Don’t Kill the Squirrels!, men justerede lidt hist og pist. Og nej, jeg ved desværre ikke, hvorfor kagen har fået det lidt pudsige navn…

Bird’s Milk Cake
14-16 personer

Lagkagebunde:

150 g smør
3 æg
1 tsk vaniljepulver
100 g flormelis
200 g hvedemel

Skumfidusfyld:
200 g rørsukker
1 dl vand
8 æggehvider
200 g blødt smør
1 dåse kondenseret mælk
14 blade husblas
½ tsk citronsyre
revet skal fra ½ økocitron

Chokoladecreme:
200 g mørk chokolade, hakket
2 dl fløde
25 g smør

Skær smørret i mindre stykker og pisk det grundigt med en elpisker, indtil det får en cremet konsistens. Tilsæt flormelis og pisk det godt sammen, inden æg og vanilje hældes i. Pisk igen og tilsæt så melet. Pisk dejen indtil den er glat og ensartet. Del dejen i to lige store portioner (det kan du evt. gøre ved at veje den). Hæld portionerne i to 26 cm smurte springforme, hvor bundene er foret med bagepapir. Har du én springform i den størrelse, kan du bage bundene enkeltvis. Sørg for at sprede dejen godt ud. Bag lagkagebundene i ovnen ved 220 grader i 12-15 minutter.

Lad bundene køle af.

Put husblassen i iskoldt vand i ca. 10 minutter.

Hæld sukker og vand i en lille gryde og varm det op. Lad det småkoge i 7-10 minutter, indtil det bliver til sirup. Du kan evt. dryppe en dråbe i en kop med koldt vand – bliver siruppen til en blød sukkerkugle, er siruppen klar.

Hæld æggehviderne i en skål og pisk dem stive. Tilsæt derefter langsomt – og under fortsat piskning – siruppen til æggehviderne.

Hæld smørret i en anden skål og pisk det, indtil det er cremet. Pisk langsomt den kondenserede mælk i. Nu er det tid til at røre den søde smørmasse i æggehvidemassen. Gør det stille og roligt, så æggehvidemassen kan optage smørmassen. Nu har du en skumfidusagtig creme!

Hæld vandet fra husblassen og smelt den i en kasserolle ved lav varme. Tag den af varmen, så snart husblassen er smeltet. Tilsæt den smeltede husblas til skumfidusmassen under fortsat piskning sammen med citronsyre og citronskal.

Nu er det endelig tid til at samle din Bird’s Milk Cake. Tag springformen frem og læg en af lagkagebundene i. Fordel skumfidusmassen i springformen og tryk dernæst forsigtigt den anden lagkagebund oven på. Put kagen i køleskabet i mindst en time og gerne lidt længere.

Kort tid inden serveringen skal du huske at lave chokoladecremen. Varm fløden op, indtil den er lige ved at nå kogepunktet. Hæld chokoladen i en skål og hæld den varme fløde over. Lad det stå i 1-2 minutter, inden du rører det sammen til en ensartet masse. Tilsæt smørret i små stykker og rør det godt ud. Fordel chokoladecremen over din kage og stil den i køleskabet en halv times tid, inden du serverer din Bird’s Milk Cake – evt. pyntet med sukkerkugler eller anden pynt.

Note: Lækker og fascinerende kage på samme tid. Det var altså sjovt med det lidt skumfidus-agtige fyld, men det fungerede rigtig godt. Chokoladecremen drillede mig lidt, men det skyldtes mest af alt, at jeg var lidt utålmodig og ikke fik rørt den ordentlig ud. Den smagte dog glimrende trods det lidt rustikke look.

russisk Bird's Milk Cake, kage, dessert, lagkage, russisk, vanilje, flormelis, hvedemel, rørsukker, æg, smør, kondenseret mælk, husblas, citronsyre, citron, chokoladecreme, mørk chokolade, fløde, chokolade

Sønderjysk rugbrødslagkage

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeJeg er absolut ikke færdig med Sønderjylland i forbindelse med mit egnsret-benspænd, for jeg kom søreme til at lave denne dejlige rugbrødslagkage tidligere på måneden! En rigtig saftig og dejlig lagkage fyldt med syltetøj og flødeskum.

Jeg har set en del forskellige opskrifter på rugbrødslagkage men har ikke fulgt en bestemt. Traditionelt set skal der bruges solbærsyltetøj i en rugbrødslagkage, men jeg tillod mig at bruge brombærmarmelade, for jeg var løbet tør for både solbærsyltetøj og solbær, og det nærmeste supermarked havde ingen af delene.

Rugbrødslagkage
ca. 10 personer

Lagkagebunde:
5 æg
150 g mørkt rugbrød, revet eller finthakket
150 g mørk farin
2 spsk kakaopulver
1 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g hasselnødder, finthakket
et lille knips salt
smør til formen

Fyld:
3½ dl fløde
1 tsk vaniljepulver
solbærsyltetøj eller brombærsyltetøj
ca. 75 g mørk chokolade, hakket
evt. friske bær

Del æggene i hvider og blommer, så æggehviderne er i én skål og æggeblommerne i en anden. Pisk æggeblommerne med mørk farin, indtil det bliver luftigt og skummende. Pisk derefter rugbrødskrummer, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, salt samt hakkede nødder i. Pisk æggehviderne stive og vend dem med nænsom hånd i kagedejen. Tag en springform på ca. 24 cm i diameter og smør den grundigt i siderne (vil du lave en rugbrødslagkage med tre lag, skal du i stedet bruge en springform på 20 cm i diameter). Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af formen. Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 180 grader i 35-45 minutter. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den har fået nok. Hvis der ikke hænger kagedej ved, når du trækker pinden ud, er den færdigbagt. Tag springformen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du fjerner springformens ring. Stil derefter den bagte lagkagebund på køl i et par timer, så den kan samle sig. Det gør den lettere at skære ud.

Nu er det tid til at samle din rugbrødslagkage. Flæk lagkagebunden vandret, så du får to lige store lagkagebunde. Læg den ene på et lagkagefad og smør en gavmild mængde syltetøj ud over. Pisk fløden til skum sammen med vanilje og fordel halvdelen ud over bunden. Læg den anden lagkagebund oven på. Du kan evt. smøre mere syltetøj på, men du kan også gøre som jeg og holde dig til at fordele resten af flødeskummet ud over den. Drys godt med hakket chokolade over og pynt gerne med nogle bær. Jeg brugte friske hindbær fra haven.

Servér din rugbrødslagkage med det samme, eller – hvis du er i god tid – dagen efter, hvor den smager endnu mere fantastisk.

Note: Jeg er ikke så meget til klassiske lagkage, men denne sønderjyske rugbrødslagkage vandt mit hjerte. En saftig og lækker lagkage, der både har dybde i smagen, der holdes i skak af flødeskummet, så kagen ikke bliver for kraftig. Jeg serverede min rugbrødslagkage samme dag, jeg havde lagt den sammen, men da der var rester, fik jeg også mulighed for at smage den dagen efter, og der er den endnu bedre! Mit råd er derfor, at du sørger for at lægge din rugbrødslagkage sammen dagen inden, du vil servere den.

rugbrødslagkage, lagkage, kage, dessert, rugbrød, mørk farin, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, hasselnødder, fløde, vanilje, solbærsyltetøj, solbær, brombær, mørk chokoladeSådan ser bunden ud, når den er færdigbagt.

Appelsinlagkage

appelsinlagkage, appelsinkage, appelsiner, hvedemel, æg, smør, fløde, rørsukker, vanilje, husblas, majsstivelseNå, men jeg medbragte ikke kun en pizzakage til nevøens fødselsdag denne gang – det blev også til en luftig appelsinlagkage… pyntet med vingummiburgere! Jeg havde også kort overvejet at udforme selve lagkagen som en burger, men droppede det.

Jeg fandt en opskrift på appelsinmousse hos Kreagrotten og modificerede den lidt, da jeg skruede op for appelsinmængden og udelod citron. Derefter bagte jeg nogle luftige lagkagebunde.

Appelsinmousse

5 dl fløde
4 øko-appelsiner
3 bægre pasteuriserede æggehvider
75 g rørsukker
1 tsk vaniljepulver
6 blade husblas
evt. 150 g hakket mørk chokolade

Læg husblassen i blød i koldt vand. Riv to af appelsinerne fint og gem den revne skal. Pres derefter appelsinerne. Pisk fløden sammen med vanilje, så du får vaniljeflødeskum.Rør tre fjerdedele af appelsinsaften i flødeskummet sammen med den revne appelsinskal.

Pisk æggehviderne, indtil de er næsten stive og tilsæt så sukkeret. Pisk det, indtil sukkeret er opløst. Knug husblassen fri for vand og smelt det ved lav varme – enten i mikrobølgeovn eller over vandbad. Rør lidt af flødeskummet i og vend derefter husblassen i resten af flødeskummet. Vend dernæst forsigtigt de stive æggehvider i flødeskummet.

Nu er det tid til at samle din appelsinlagkage. Find de hjemmelavede lagkagebunde frem og læg en af dem i den springform, du brugte til at bage lagkagebundene. Dryp lagkagebunden med lidt af den sidste appelsinsaft (eller evt. Cointreau, hvis du laver en voksenudgave). Fordel halvdelen af appelsinmoussen på lagkagebunden. Her kan du overveje at drysse noget hakket mørk chokolade over, da det passer godt sammen med appelsinsmagen. Læg dernæst en lagkagebund oven på. Dryp også denne bund med appelsinsaft, inden du fordeler resten af appelsinmoussen ud over. Læg så den sidste lagkagebund på toppen og stil kagen i køleskabet i minimum fire timer og gerne natten over.

Husk at tage din appelsinlagkage ud af køleskabet minimum 20 minutter inden servering, så den ikke er køleskabskold, når den serveres.

Jeg pyntede min appelsinlagkage med orange glasur og vingummi-burgere, men du kan også pynte den med hakket chokolade, da det vil smage godt sammen med den lækre appelsinmousse.

Note: Denne appelsinlagkage er overraskende let og luftig, selvom den har en imponerende højde. Det skyldes de luftige hjemmebagte lagkagebunde samt den dejlige appelsinmousse. Den havde i øvrigt en dejlig smag af appelsin – lige tilpas uden at blive parfumeret eller for kraftig, så jeg er glad for, at jeg tilføjede godt med appelsinskal.