Jordbær-cheesecake

jordbær-cheesecake, jordbærkage, cheesecake, kage, dessert, jordbær, husblas, kiks, chokoladesmåkager, chokolade, mørk chokolade, hvedemel, flormelis, kakaopulver, mandler, bagepulver, flødeost, fløde, rørsukker, vanilje, vaniljesukkerDen ene af mine to yndlingsnevøer har fødselsdag i dag (hurra!), og han skulle derfor fejres behørigt. Jeg havde tilbudt at tage et par kager med, og jeg valgte at tage to jordbærkager med – denne jordbær-cheesecake samt en meget børnevenlig fødselsdagskage med jordbærmousse og chokolademousse.

Denne jordbær-cheesecake er inspireret af en af mine yndlingskager – nemlig citron-cheesecaken jeg bloggede om for et par år siden. Jeg valgte at bruge chokoladesmåkager i stedet for en traditionel kiksebund. Den mørke chokolade og kakao gav et fint modspil til den søde topping og vanilje-flødeosten.

Jordbær-cheesecake
8-12 personer

Kiksebund:
150-200 g chokoladesmåkager*
75 g blødt smør

Ostecreme:
200 g flødeost – IKKE LIGHT
3 dl fløde
1½ dl flormelis
2 tsk vaniljesukker
4 blade husblas

Jordbærtopping:
10 mellemstore jordbær
2 dl vand
1½ dl rørsukker
2 blade husblas

*Brug dine yndlings-chokoladesmåkager (de skal helst være ret mørke og chokoladeagtige i smagen). Jeg lavede en hurtig portion småkager:

Hurtige chokoladesmåkager

150 g smør
½ dl lys rørsukker
1 tsk vaniljesukker
2 dl hvedemel
1 dl kakaopulver
2 tsk bagepulver
½ dl hakkede mandler
1 dl hakket mørk chokolade
evt. 2-3 spsk mørk sirup

Rør smør, sukker og vaniljesukker sammen til en ensartet masse. Tilsæt mel og bagepulver og rør det sammen med mandlerne og chokoladen. Hak nødderne og rør dem i dejen og tilsæt evt. lidt sirup, hvis dejen er meget tør. Form dejen til en aflang, tyk pølse og læg den i køleskabet en times tid.

Varm ovnen op til 175 grader, inden du skærer tynde skiver af dejrullen – max 1 cm tykke – som du lægger på en bageplade med bagepapir. Bag småkagerne i ovnen i ca. 10-12 minutter (tjek at de ikke er alt for bløde, inden du tager dem ud af ovnen) og afkøl dem derefter på en bagerist.

Nu over til fremstillingen af jordbær-cheesecake:
Læg husblassen, som du skal bruge til flødeostecremen, i blød i koldt vand. Knus chokoladesmåkagerne og vend dem grundigt i smørret. Fordel blandingen i en springform på ca. 24 cm i diameter. Rør flødeost, flormelis og vaniljesukker. Når husblassen har ligget i vand i ti minutter, tager du den op og klemmer let, så det overskydende vand drypper af. Smelt forsigtigt husblassen over et vandbad eller ved lav varme i mikrobølgeovnen. Når husblassen har samme temperatur som din lillefinger, kan du piske den i flødeostemassen. Pisk fløden til skum og vendt det forsigtigt i flødeostecremen. Hæld blandingen over kiksene i springformen, sørg for at smøre ostecremen ud, så overfladen er helt glat, og stil kagen på køl i mindst tre timer.

Når du vil lave toppingen til din jordbær-cheesecake, lægger du de to blade husblas i koldt vand i ti minutter. Mos fem af jordbærrene i en lille kasserolle og hæld vand og sukker i. Lad det koge op, så sukkeret er opløst, og tag så gryden af varmen. Lad det køle af et par minutter, inden du sier de moste jordbær fra. Opløs de bløde husblas i den varme jordbærsaft og vent dernæst på, at den køler så meget af, at den har samme temperatur som spidsen på din lillefinger. Skær de resterende jordbær i skiver og læg dem oven på din jordbær-cheesecake. Hæld forsigtigt jordbærsaften ud over og stil atter kagen på køl i mindst tre timer.

Note: Jordbær-cheesecake er en smuk og sommerskøn dessert. Jeg elsker jordbær, og det gør resten af familien også (især nevøerne), så det var oplagt udnytte de dejlige danske jordbær, som man kan købe overalt lige nu.

jordbær-cheesecake, jordbærkage, cheesecake, kage, dessert, jordbær, husblas, kiks, chokoladesmåkager, chokolade, mørk chokolade, hvedemel, flormelis, kakaopulver, mandler, bagepulver, flødeost, fløde, rørsukker, vanilje, vaniljesukker

16 tanker om "Jordbær-cheesecake"

  1. En sikker vinder, haps nu er jeg på din blog til midnat, og blir da så lækkersulten:-) Meget overskudsagtigt selv at bage chokoladesmåkagerne også!

  2. Kære Piskeris

    Først og fremmest tak for en forrygende blog, som er blevet en fast del af min dagligdag – voldsomt inspirerede! :o)

    Cheese cake’en ser virkelig lækker ud, og er potentielt lige hvad jeg går og leder efter – men men men, kan den mon holde sig frisk nok til aftenen efter, hvis man laver den aftenen før, f.eks holde sig til mandag aften når den er lavet søndag aften?

    Hav en skøn søndag!

    Mange hilsner
    Christina, en trofast læser

    • Tusind tak for dine søde ord! Ja, det kan den godt – jeg lavede den aftenen før, at den skulle spises, og det var intet problem. Gelélaget er med til at beskytte pyntejordbærrene 🙂

      • Tak for svar – og så endda det svar, jeg håbede på! :oP Jeg glæder mig til at hygge mig med at lave den, men endnu mere til at sætte tænderne i den.. Mmm..

    • Det må du prøve – det er en perfekt dessert til denne årstid med alle de skønne jordbær, man kan få fat på lige nu 🙂

  3. Hvis min søn var din nevø, ville han også kværne den cheesecake i løbet af nul komma fem, det lover jeg! Her er ikke behov for børnevenlige kager, han æder alt 😉
    Den ser dælme også god ud.
    Pyh, jeg læser for lidt med på din blog, prøver at tage mig sammen, det lover jeg 🙂

  4. Pingback: Fødselsdagslagkage med jordbærmousse og chokolademousse | Piskeriset på eventyr

  5. Man kan faktisk lave en cheesecake uden husblas og fløde og med light flødeost. Jeg har brugt denne opskrift som min basisopskrift i mange år, og der er igen, der kan smage, at jeg bruger light flødeost.

    24 Marie Kiks, knust i foodprocessor
    2 spsk smeltet smør
    500g Light Philadelphia flødeost
    1 dl sukker
    1/2 dl fromage frais
    2 æg
    1 tsk vaniljeekstrakt

    Forvarm ovnen til 175 C (350f). I en lille skål, bland de knuste kiks og smeltet smør sammen. Tryk blandingen ind i en 23 cm springform. Stil i fryseren.

    I en stor skål, pisk flødeost indtil den bliver blødt. Tilsæt sukker, fromage frais, æg, og vaniljeekstrakt. Pisk indtil blandingen bliver glat. Tag springformen ud af fryseren. Hæld flødeostblandingen ind i kiksebunden. Bag i 30-35 minutter ellers indtil centeren af kagen er næsten fast. Løsne fra springformens sider, dæk med plastfilm og stil kagen i køleskabet i 8 timers eller natten over.

    • Ok! Jeg undgår dog generelt light-produkter, da de ofte er fyldt med unødige fyld-ingredienser, men godt at vide, at det faktisk kan lade sig gøre 🙂

  6. Pingback: Brombær-cheesecake - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *