Citron-yoghurtis med karamelflage

citron-yoghurtis, is, citronis, yoghurtis, citron, yoghurt, rørsukker, fløde, dessertJeg vender lige tilbage til månedens benspænd, for denne citron-yoghurtis er inspireret af en lækker dessert, vi spiste hos Hoja Santa i Barcelona. Det var en issandwich, der bestod af tynde karamelflager med citroncreme-is imellem. Vi havde ikke lige tiden (og tålmodigheden) til at lave en nøjagtig version af den, så vi holdt os til at lave karamelflager, der kunne ligge oven på hver dessert. Jeg slog mig sammen med gemalen, der lavede karamelflager, mens jeg lavede isen.

Citron-yoghurtis

2 dl yoghurt naturel
1 dl fløde
1½ dl hjemmelavet sirup
saft og fintrevet skal fra en øko-citron

Pisk ingredienserne grundigt sammen og kør det på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine, kan du eventuelt prøve at piske massen i et par minutter og derefter putte den i en plastikbøtte og sætte den i fryseren. Husk at røre i massen 3-4 gange i timen, indtil citronmassen er frosset til is.

Karamelflager

3 dl rørsukker
1 spsk vand
1 spsk citronsaft

Hæld ingredienserne i en kasserolle og varm det langsomt op. Rør rundt og lad det boble ved mediumvarme og husk at røre i det med jævne mellemrum. Lad det koge i ca. 10 minutter – husk at holde godt øje undervejs, så det ikke brænder på – og fordel så karamelmassen ud på et stykke bagepapir. Sørg for at glatte det godt ud men pas på, for det er ret varmt. Brug en lang kniv til at trykke ned i den varme karamelmasse, så du tegner store firkanter – det gør det lettere at brække karamelflagerne ud i store stykker bagefter.

Note: En dejlig frisk citron-yoghurtis, der får syrlighed fra både citron og yoghurt, men også har tilpas meget sødme. Kombineret med karamelflagen bliver desserten lige lidt ekstra sød og får samtidig en skøn knasende lyd, når man slår hul på karamelflagen. Lækkert!

Hjemmelavet regnbueis

hjemmelavet regnbueis, is, hindbæris, chokoladeis, vaniljeis, dessert, æg, rørsukker, fløde, chokolade, vanilje, mørk chokolade, hindbærJeg har taget en rigtig 80’er-klassiker under kærlig behandling, for tidligere på ugen lavede jeg hjemmelavet regnbueis. Hvem husker ikke den trefarvede is, som nærmest kom på bordet til enhver børnefødselsdag? En rigtig kompromisløsning, for så var der altid mindst én smag, som ungerne kunne lide. Jeg kan huske, at jeg som så mange andre børn var fascinerede af den trefarvede is, men hånden på hjertet – den smagte jo ikke rigtig af noget. Det er der heldigvis gode råd for, eftersom hjemmelavet is smager af meget mere.

Den klassiske regnbueis består af chokoladeis, vaniljeis og jordbæris. Jeg kunne selvfølgelig ikke nære mig, så min udgave af hjemmelavet regnbueis er lidt anderledes – jeg har nemlig valgte nemlig at udskifte jordbærisen med hindbæris. Jeg synes, at hindbær og mørk chokolade klæder hinanden bedre end jordbær og chokolade.

Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på hasselnøddeis, og så sjussede jeg mig frem til blandingsmålene. Jeg fik lidt ekstra hindbæris (som kom i en bøtte for sig), men ellers passede det nogenlunde. Jeg brugte i øvrigt to små forme, så mit billede af hjemmelavet regnbueis er faktisk små skiver is. Du kan kan dog sagtens bruge en form på ca. 1 liter.

Hjemmelavet regnbueis
ca. 1 liter

7½ dl fløde
6 æggeblommer
150 g rørsukker
120 g god mørk chokolade, finthakket
1 tsk vaniljepulver
250 g frosne hindbær
50 g rørsukker

Hæld fløden op i en kasserolle sammen med 150 g rørsukker. Når sukkeret er opløst, tager du kasserollen af varmen og lader det køle af, indtil det er håndvarmt (det er muligt, at du ikke behøver at køle fløden af mellem første og andet trin, men jeg gjorde det for en sikkerheds skyld, da jeg var bange for, at æggene ellers ville give en forkert konsistens).

Imens flødemassen køler af, hælder du de frosne hindbær og de 50 g sukker i en anden kasserolle og varmer det op. Lad hindbærmassen boble i nogle minutter og lad den så køle af.

Smelt den finthakkede chokolade i et varmt vandbad – jeg hælder som regel chokoladen i en lille metalskål og putter den i en gryde, der er halvt fyldt med vand. Derefter varmer jeg vandet langsomt op og holder godt øje med chokoladen, så den kun lige når at smelte, inden jeg tager skålen op af vandet.

Varm nu kasserollen med fløde langsomt op ved mediumvarme – husk at piske undervejs. Pisk æggene i ét ad gangen og fortsæt opvarmningen, indtil fløden begynder at tykne. Tag kasserollen af komfuret.

Hæld 1½ dl varm flødemasse i de kogte hindbær og 3½ dl flødemasse i chokoladen. Rør vanilje i resten af flødemassen. Stil nu de tre portioner i køleskabet, indtil de er iskolde. Derefter skal de blot køres på en ismaskine. Jeg anbefaler, at du starter med hindbærisen, så du – når den er færdig – kan lægge den nederst i din form (overvej evt. at lægge et lag bagepapir i bunden af formen – så tror jeg, at isen er lettere at få ud til sidst). Regnbueis plejer at have vaniljeisen i midten, når man lægger den sammen, men det bestemmer du selvfølgelig selv.

Har du ikke en ismaskine, kan de tre typer is naturligvis også tilberedes ved at du putter dem i fryseren og så sørger for at røre grundigt i portionerne 2-3 gange i timen, indtil de er frosne. Derefter lægges de i lag i en form.

En hjemmelavet regnbueis skal lige sætte sig i formen, så sørg for at lægge den sammen nogle timer inden, at den skal serveres. Husk at tage den ud ca. 15 minutter før, at den skal på bordet.

Note: Hjemmelavet regnbueis tager kegler! Jeg testede den på gemalen, der kom med et begejstret udbrud, da han smagte den, så den er hermed godkendt.

Frisklavet solbærsorbet

solbærsorbet, sorbet, is, solbær, rørsukker, æg, dessert, bærEr du til cremede og kraftige isdesserter, så bør du overveje at lave denne solbærsorbet! Den blev faktisk så cremet, at gemalen troede, der var fløde i, men nej – denne solbærsorbet er lavet på solbær, rørsukker, vand og æggehvide. Det er en ret kraftig is, og den kan derfor med fordel kombineres med en listig vaniljeis eller mascarponeis.

Solbærsorbet

200 g solbær
3 dl vand
2 dl rørsukker
1 æggehvide

Skyl solbærrene og sørg for at knipse de små blomster af. Hæld bærrene i en gryde sammen med sukker og vand og lad det simre i 5-10 minutter. Tag det af komfuret og lad det køle af, inden du blender det til en ensartet masse. Stil de blendede bær i køleskabet, indtil de er kølet helt af. Pisk derefter æggehviden i bærmassen og kør den så i en ismaskine. Har du ikke det, kan du hælde massen i en plastikskål, stille den i fryseren og så sørge for at røre grundigt i massen hvert 20. minut.

Pynt din solbærsorbet med friske solbær og eventuelt et par mynteblade, inden du kaste dig over den.

Note: Smuk og kraftig solbærsorbet. Smagsmæssigt mætter den en del, men nu smager hjemmelavet is jo generelt også af mere i forhold til købeis.

Hasselnøddeis med karamelliserede nødder

hasselnøddeis, is, dessert, hasselnødder, fløde, rørsukker, æg, mælkDet er ved at være et stykke tid siden, men jeg forkælede faktisk nogle gæster med en dejlig hasselnøddeis tilbage i maj måned. Det var de samme gæster, der blev udsat for mild fiskerilette, honningglaserede revelsben samt fyldte snackpebre.

Inspirationen hentede jeg hos Louises Madblog. Jeg undlod dog at bruge chokolade, og så skruede jeg ned for mælken, op for fløden samt tilføjede karamelliserede hasselnødder. Jeg ville dog gerne have haft en mere kraftig hasselnøddesmag, så i nedenstående opskrift har jeg også brugt lidt flere hasselnødder.

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder
ca. ½ liter

150 g hasselnødder
3 dl fløde
1 dl mælk
3 æggeblommer
100 g rørsukker
1 spsk smør

Tag 25 g hasselnødder fra og rist de resterende nødder på en tør pande, indtil de begynder at dufte. Hæld nødderne over på et tørt, rent viskestykke og gnub hasselnødderne med stoffet, så skallen kan gnubbes af. Smid de afskallede nødder i en blender eller minihakker og blend dem, indtil de er blendet/hakket i små stykker.

Hæld mælken i en kasserolle sammen med fløden og 75 g sukker. Når det er på grænsen til at koge, hælder du de hakkede nødder i og slukker for varmen. Lad det køle af, indtil det er håndvarmt. Rør rundt i kasserollen med en ske og dæk dernæst overfladen af væsken med husholdningsfilm. Stil kasserollen i køleskabet en times tid.

Si hasselnøddefløden. De finthakkede hasselnødder kan du gemme og bruge i brød eller nøddepandekager. Fløden opvarmes igen ved mediumvarme. Under opvarmningen pisker du de tre æggeblommer i ét ad gangen. Fortsæt opvarmningen, indtil massen begynder at tykne. Tag gryden af varmen og lad den cremede flødemasse køle helt af i køleskabet. Når den er iskold, kører du den på en ismaskine, indtil du får en cremet hasselnøddeis.

Inden du vil servere din hasselnøddeis, foreslår jeg, at du laver karamelliserede hasselnødder, som du kan drysse oven på isen. Det gør du ved at tage de sidste 25 g hasselnødder og hakker dem groft. Smid dem på en pande sammen med smør og de sidste 25 g rørsukker og varm det op, mens du rører i det med jævne mellemrum. Når sukkeret karamelliserer, sørger du for at røre ekstra godt rundt og derefter fordele nøddemassen på et stykke bagepapir. Når nøddemassen er kølet af, kan du hakke den i mindre stykker med en kniv og derefter drysse over din hasselnøddeis.

Note: Dejlig mild og cremet hasselnøddeis, der får lidt crunch fra de karamelliserede nødder. Jeg plejer ofte at undgå at bruge æggeblommer, når jeg laver is og bruger i stedet sukkersirup til at give den cremede konsistens. Jeg blev dog positivt overrasket over æggenes evne til at give en god konsistens i denne hasselnøddeis, så det er ikke sidste gang, jeg eksperimenterer med det.

Hindbærsnitte-is

hindbærsnitte-is, kageis, iskage, hindbær, hindbæris, kage, dessert, is, glasur, flormelis, smør, hvedemel, bagepulver, vanilje, rørsukker, fløde, flormelisIdeen til denne hindbærsnitte-is opstod, da jeg fjollede med en kollega, som er virkelig, VIRKELIG glad for hindbærsnitter! Selvom den opstod som en joke, så kunne jeg godt lide ideen, så jeg måtte selvfølgelig prøve at lave det. Denne hindbærsnitte-is er derfor dedikeret til min hindbærsnitte-glade kollega 🙂

Først overvejede jeg at lave en hindbæris og derefter røre kagestykker i – i bedste Ben & Jerry-stil – men da jeg talte med gemalen om ideen, foreslog han, at jeg lavede dem som iskager, og da jeg øjnene muligheden for at lave dem, så de lignede rigtige hindbærsnitter, så gjorde jeg straks det.

Til en hindbærsnitte-is skal du naturligvis bruge en god, hjemmelavet hindbæris samt sprøde dejstykker som i rigtige hindbærsnitter.

Du får 8-12 hindbærsnitte-is ud af følgende opskrift (afhængig af hvor store eller små du skærer dine iskager).

Hindbæris

3 dl hindbær, jeg brugte frosne pga. årstiden
1 dl rørsukker
1½-2 dl fløde

Hæld hindbær og rørsukker i en kasserolle og varm det op. Lad det simre i 5-10 minutter, inden du tager kasserollen af komfuret. Lad det køle lidt af, inden du blender det sammen med fløde. Stil blandingen i køleskabet, indtil den er kølet helt af og kør den derefter på en ismaskine. Sæt din hindbæris i fryseren, indtil du skal bruge den.

Hindbærsnitte-dej

1 tsk vaniljepulver
75 g flormelis
150 g blødt smør
250-300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2-3 spsk vand

Rør ingredienserne til dejen sammen og ælt den, til den er ensartet og fin. Stil den i køleskabet en halv times tid, inden du deler den i to lige store dele. Rul dem ud hver for sig til aflange stykker – prøv at undgå, at de bliver over 12 cm brede og sørg for, at de er ca. lige store. Læg derefter dejstykkerne på en bageplade, der er dækket med bagepapir. Bag dem i ovnen i 10-12 minutter ved 200 grader – de må gerne se lyse ud, for det er vigtigt, at de ikke får for meget. Lad dem køle helt af.

Tid til at samle din hindbærsnitte-is!
Du samle dine iskager på forskellige måder. Den mest enkle er at fordele ½-1 cm hindbæris ud over den ene kagebund (der vender med bagsiden opad) og derefter lægge den anden kagebund på (med bagsiden ned mod isen). Tryk dem sammen, så isen kommer helt ud til kanten. Pynt din hindbærsnitte-is med glasur og evt. lidt frysetørrede hindbær. Put din hindbærsnitte-is i fryseren en ½-1 times tid, inden du skærer den ud til iskager.

Du kan også – hvis du er mere forsigtig – forsigtigt skære kagebundene ud i lige store stykker (det kræver et godt øjemål eller at du bruger lineal) og smør et stykke med hindbæris, læg et andet stykke på, klem sammen og pynt med glasur. Put den gerne i fryseren, så din iskage er lettere at bide af, når du serverer den.

Note: Dette var i al ubeskedenhed en god idé! Hindbærsnitter i sig selv er en dejlig kage, og denne isudgave er bestemt originalen værdig. Denne hindbærsnitte-is har en lidt sødere og blødere smag end den traditionelle hindbærsnitte, men det gør absolut ikke noget. Vil du have den mere syrlig, kan du altid skære lidt ned på fløden og/eller sukkermængden.