Irakisk simreret med lam og tørrede frugter

irakisk simreret, simremad, mellemøsten, lammekød, lam, løg, kardemommekapsler, abrikoser, svesker, gule rosiner, kikærter, tomatpuré, nødder, valnødderI weekenden var jeg så snedig at lave denne simreret, som jeg brugte til aftensmad de følgende hverdagsaftener, hvor der ikke var tid til at lave simremad. Retten er inspireret af en opskrift, som jeg så i ‘Mellemøstlige køkkener’, som jeg fik fra Klematis sidste år. Det er en ret, der er ret ‘drøj’ – den mætter langt hurtigere, end du forventer – men de mange tørrede frugter passer godt i madlavningen på denne årstid, hvor sødme og fylde er et godt modspil til det kolde efterårsvejr. Jeg brugte lidt mindre kød og kikærter end i den originale opskrift – og glemte at bruge tørrede figner. Det sidste ærgrer mig lidt, for jeg havde en pose, jeg gerne ville bruge. Til gengæld fik jeg afprøvet de usvovlede abrikoser, jeg købte for et par måneder siden. Jeg brugte lidt færre af dem, da de er mørkere og mere intense i smagen end de almindelige orange abrikoser.

Irakisk simreret med lam og tørrede frugter
ca. 5 personer irakisk simreret, simremad, mellemøsten, lammekød, lam, løg, kardemommekapsler, abrikoser, svesker, gule rosiner, kikærter, tomatpuré, nødder, valnødder

350 g lammekød i tern
olie
1 løg, grofthakket
10 kardemommekapsler
175 g usvovlede abrikoser
100 g tørrede svesker uden sten
3 spsk gule rosiner
150 g kogte kikærter
1 spsk tomatkoncentrat
100 g valnødder
salt og peber

Brun kød og løg i en gryde med lidt olie. Tryk kardemommekapslerne let, så de åbnes, og put dem i gryden sammen med abrikoser, svesker, rosiner og kikærter. Tilsæt så meget vand, at det lige dækker grydens indhold. Lad retten småsimre ca. tre kvarter. Tilsæt tomatkoncentrat og valnødder, og lad det simre, til sovsen bliver tyk. Du kan evt. hælde lidt mere vand i, så retten simrer i længere tid. Smag til med salt og peber og servér retten sammen med ris og salat.

Note: De tørrede frugter gør retten ret sød og mættende, så det er ikke en ret, jeg vil anbefale til en varm sommerdag. Til gengæld er den skøn sådan en mørk efterårsaften, og så er den jo dejlig at spise som et forvarsel til julemåneden… eller evt. som en ‘reste-ret’ til januar, hvis du gerne vil udrydde resterne fra julens fade af tørrede frugter.

6 tanker om "Irakisk simreret med lam og tørrede frugter"

  1. Jeg synes, det lyder meget lækkert, Piskeris – spændende med kardemomme, abrikoser, svesker, rosiner og valnødder i en gryderet. Det har jeg aldrig prøvet 🙂

    • Det samme her – har godt nok prøvet med enkelte af ingredienserne i samme ret, men aldrig dem alle. Det var dog ret spændende, og dejligt at vi havde til flere dage i den portion 🙂

  2. Det lyder toplækkert. Jeg er også vild med at lave simremad i weekenden og spise den i hverdagen, hvor jeg i den grad har brug mad made with låve. Og mon ikke jeg bare kan bytte kikærters med nogle andre tørrede bønner?
    God weekend, S’S

    • Håber du får afprøvet den – den var noget sødere og tungere, end jeg er vant til mht. lammeretter, men det var en meget lækker vinterret 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *