Indisk lammegryde

indisk salat
I går havde jeg The Boys på besøg til rollespil, og da jeg trængte til noget helt andet end julemad, lavede jeg en omgang indisk lammegryde til os – eller lammekorma som det hedder helt korrekt. Inspirationen til indisk lammegryde fandt jeg i den fantastiske kogebog ‘Vores indiske køkken’, men jeg puttede noget større mængder krydderier i, da jeg syntes, at fløden tog en del af den stærke smag og gjorde retten for mild. Jeg havde heller ikke græsk yoghurt, så jeg brugte creme fraiche i stedet og erstattede lige ledes friske chilier med en hidsig thailandsk chilisauce, som jeg har stående. Til min version af indisk lammegryde serverede jeg kogte sorte ris, en variant af den indiske salat (se ovenstående billede – og ja, salaten bliver selvfølgelig bedst, når råvarerne er i sæson, men nu trængte jeg til afveksling fra vintermaden) og raita med rødløg.

Lammekorma
4 personerlammekorma, lammekød, indisk lammegryde lammekød, indisk, creme fraiche, løg, ingefær, korianderfrø, tomatpuré, chilisauce, løg, chili, fløde, koriander, spidskommen, nelliker, kardemommekapsler

800-1000 g lammekød, skåret i tern
2 dl creme fraiche
2 løg
3 cm frisk ingefær
2 tsk korianderfrø
1 lille dåse tomatpuré
2 spsk hidsig thailandsk chilisauce
en god sjat rapsolie
1 løg, hakket
1 tsk chilipulver
2 dl fløde
3 tsk stødt koriander
3 tsk stødt spidskommen
10 nelliker
3 grønne kardemommekapsler, let knuste
1 dl vand
salt

Blend creme fraiche, løg, ingefær, hvidløg, korianderfrø, tomatpuré og chilisauce til en jævn pasta, som du vender lammekødsternene i. Lad dem stå i køleskabet i mindst to timer og gerne natten over. Varm olien op i en gryde ved middelvarme, tilsæt det hakkede løg og lad det stege i ca. fem minutter – husk at røre tit. Pu chili, koriander og spidskommen i og rør det grundigt, inden du tilsætter det marinerede lammekød. Brun det grundigt i gryden, til væden er kogt ind. Tilsæt vandet, rør godt og lad det simre under låg i 15-20 minutter. Hæld fløden ved og lad retten koge videre uden låg i 10 minutter. Smag til med salt.

Note: Jeg elsker indisk mad, og indisk lammegryde er ingen undtagelse. Det møre lammekød får et dejligt pift af krydderierne, og retten fungerede godt sammen med den friske salat og den krydrede raita.

Raita med rødløgraita, indisk, yoghurt naturel, hvidløg, rødløg, garam masala

4-5 dl yoghurt naturel
2 fed hvidløg, pressede
et rødløg skåret i tynde ringe
½ tsk garam masala
lidt salt og peber

Bland alle ingredienser grundigt mindst en halv time inden servering og lad det trække på køl.

Note: Den ser fredelig ud, men denne yoghurtdressing er ikke tiltænkt som ‘afkøler’ til en stærkt krydret ret – men som en godt supplement, der også luner. Hvis du ikke er så god til stærke ting, så put mindre hvidløg og garam masala i og smag dig frem til den balance, der passer dig bedst.

10 tanker om "Indisk lammegryde"

  1. Uhmmm… fik indisk mad for første gang da jeg var med kæresten i England tidligere på året, og bestemt ikke sidste gang jeg skal have det…

    Mon man skulle forsøge at kaste sig ud i at lave det selv…

  2. Litzy – indisk kan bare være så godt! Vi var i London for tre år siden og var også på en glimrende indisk restaurant derovre. Efter sigende er England en guldgrube af gode indiske restauranter, men i det hele taget er jeg ret pjattet med den palette af krydderier, som de bruger i madlavningen 🙂

    Gør det – du vil ikke fortryde det! (ok måske første gang, da det kræver noget af en investering på krydderihylden, men så kører det også bare ;-))

  3. Det lyder bare rigtig lækkert og ryger lige ind i min opskriftsmappe – jeg elsker simpelthen indisk mad 🙂 Og nu trænger vi til noget andet end julemad!

  4. Madame – tak skal du have! Ja, jeg tror også, jeg finder på noget lidt andet de kommende dage, men i dag skal vi til julefrokost igen. Der har jeg så 'snydt' lidt og medbringer lidt andre retter til buffetten 🙂

  5. Hanne – tusind tak! Ja, indisk er bare så godt! Jeg tror snart, jeg skal forbi slagteren og købe noget mere lammekød, for det er altså rigtig godt i indisk mad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *