Indisk and med mangodressing samt blåbærsorbet

mangodressing, dressing, mango, hvidløg, riseddike, sød chilisauceI disse dage har vi travlt. Rigtig travlt. Der er både planlagte ting og uforudsete begivenheder, som vi skal nå. Både gode og dårlige. Jeg har en dosmerseddel, der knurrer af mig og en kalender, der truer med at gå af. Men jeg forsøger at holde tungen lige i munden.

Sidstnævnte måtte jeg også gøre, da jeg skulle lave aftensmad. Kort tid inden, at jeg skulle sætte andelårene i ovnen, opdagede jeg, at vi var udgået for agurk. Det spolerede lidt min plan for salaten til aftensmaden, hvor jeg ville afprøve en opskrift på salat med mangostykker, men heldigvis havde jeg en redningsplanke i form af en opskrift på mangodressing, som jeg i sin tid havde set hos Newyorkerbyheart. Så kunne jeg lige lave den i stedet.

Mangodressing
3 personer

1 mango
1 fed hvidløg
0,25 dl riseddike
0,25 dl rapsolie
0,25 dl sød chilisauce
salt og peber

Skrællen skæres af mangoen og stenen fjernes. Resten af mangoen smides i en blender sammen med de andre ingredienser, og det blendes, til alt har samme konsistens.

Note: Lækker, lækker dressing, der passer godt til fjerkræ med krydderier!

Resten: Andelårene smøres med rapsolie og krydres godt med tandoori-krydderi og steger i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter. En hurtig salat blev blandet til af romaine salat og en halv rød peberfrugt, og der blev serveret basmatiris til.

Den lette og lækre aftensmad

Den anden dag havde Kvickly igen tilbud på blåbær, og vi fik købt en bakke til, for denne gang skulle jeg nå at afprøve en opskrift, jeg faldt over sidste weekend. Den er superlet at gå til, og jeg kunne jo lige så godt lige bikse den sammen, mens jeg lavede aftensmad. Opskriften kan ses på Halskenbjergs hjemmeside, hvor der også er andre blåbæropskrifter. Nu ved jeg så ikke, hvordan den smager endnu, men jeg tror, det bliver godt.

Blåbærsorbet
4-6 personerblåbærsorbet, sorbet, is, blåbær, citroner, rørsukker, æggehvider, æg

400 g friske blåbær
2½ dl vand
2 spsk citronsaft
100 g sukker
2 past. æggehvider

Kog vand, citronsaft og sukker sammen til en sukkerlage. Køl blandingen hurtigt i et koldt vandbad. Mos blåbærrene. Blend bærmos og sukkerlage. Hæld sorbetmassen i en plastikbøtte og sæt den i fryseren. Du skal huske at røre i massen med mellemrum for at undgå, at massen fryser i flager.

Efter 1 til 2 timer har massen opnået en grødet konsistens. Nu piskes æggehviderne og vendes i sorbetmassen. Du skal stadig sørge for at røre i massen indimellem, så der ikke opstår krystaller/flager i sorbetmassen. Jeg har gjort det ca. hver halve time, og det ser ud til at gå fint. Massen røres eller piskes igennem, før den serveres.

13 tanker om "Indisk and med mangodressing samt blåbærsorbet"

  1. Jeg sidder her klokken syv om morgenen og kunne kaste mig over al den lækre mad, du har lavet. Jeg kan forestille mig præcis, hvordan mangodressingen og blåbærsorbeten smager – det hele lyder bare så lækkert!

    Rigtig god søndag til dig 🙂

  2. Madame – mangodressingen var også rigtig god og spændende! Sådan krydret og mild på samme tid 🙂
    Jeg glæder mig til at prøve sorbeten. Jeg nippede lidt til den i går aftes, da den var næsten færdig, og der virkede den lovende.

    Jo tak og i lige måde 🙂

  3. Det ser altså godt ud!
    Som Madame skriver, sidder man og bliver lækkersulten!
    Jeg har lige et spørgsmål til dig.
    Jeg skal over til min veninde i Tåstrup næste weekend, og vil invitere hende ud at spise, i København eller omegn, – gerne et hyggeligt sted med superlækker mad, og en god atmosfære!
    Da jeg har fulgt med i dine bedømmelser af restauranter, vil jeg spørge dig, hvor skal jeg bestille bord, hvilken restaurant vil du anbefale?
    Knus
    Vibeke

  4. Vibeke – mange tak!
    Gerne – men det kommer jo lidt an på, hvad I er til sådan smagsmæssigt og prismæssigt, og om det skal være i København eller det også kan være i Roskilde, hvor jeg også har prøvet en del forskellige 🙂

  5. Lyder som om det hele er lidt hektisk hos dig. Godt, at weekenden så snart er slut ;D

    Hvor får jeg lyst til and. En god kombination kan jeg forestille mig med mango og and. Tror, at jeg skal kigge efter noget and snart.

    Og blåbærsorbeten må jeg vist også få prøvet. Jeg har fryseren fyldt med blåbær. Bliver den god og cremet?

  6. Det skal bare være godt, så må prisen komme i anden række, det må meget gerne være i København, min veninde spiser ikke ofte ordentlige steaks og hun elsker det, ved jeg, forretter må gerne være fisk
    knus
    Vibeke

  7. Hanne – lige nu overvejer jeg at blokere et par dage i starten af september for sikre mig, at jeg får et par dage uden aftaler – resten af august er ét miskmask af aftaler og gøremål :-O

    Jeg har ikke fået kigget til sorbeten i dag, men jeg tror, den skal laves af friske blåbær – jeg er ikke sikker på, at bærrene kan tåle at blive frosset ned og op flere gange?

  8. Vibeke – Hmmm, umiddelbart ville jeg ellers foreslå Restaurant Mumm eller Store Børs i Roskilde – de er begge fantastiske, og der tror jeg, at I kan få en god oplevelse.

    Når jeg i er København, går jeg nemlig ofte efter asiatiske eller østlige restauranter. Men hvis nu det skal være franskinspireret, så vil jeg foreslå Den Anden (hvor I også kan se menukortet på hjemmesiden) eller Brasserie Chit Chat (som dog ikke får opdateret deres). Begge har meget rimelige priser, og vi fik rigtig god betjening på Chit Chat, hvor vi i øvrigt spiste på vores bryllupsdag for snart to år siden 🙂

    Hvis din veninde er meget glad for gode steaks, så har jeg læst meget godt om MASH – senest i fredags, hvor den fik fem stjerner hos Politiken. Den vil jeg rigtig gerne prøve på et tidspunkt, og deres steaks skulle være virkelig gode!

    Håber det kunne inspirere jer 🙂

  9. Ja, den dressing er go' 🙂 da jeg i sin tid fik noget der ligner, var det i USA til nogle kæmpe grillede kammuslinger………..det var HEAVEN 😀

    Blåbærsorbet, mums, måske jeg skulle prøve det 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  10. NYBH – oh, det lyder nu heller ikke dårligt! Jeg var altså ret vild med, at den både var lidt sød og stærk på samme tid, og så er det jo et hit at få sneget mango med i madlavningen 🙂

  11. Pingback: Femretters fødselsdag | Piskeriset på eventyr

  12. Pingback: August: Indisk mad - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *