Hyldebærsaft og kirsebærsaft

hyldebærsaft, saft, hyldebær, rørsukker, stjerneanisLigesom juni står i hyldeblomsternes tegn, så står september i hyldebærrenes tegn. De er dog ikke blevet lige så in som blomsterne er i de seneste år, men det må vi gøre noget ved. Hyldebærsaft er nemlig skæppeskønt – både som almindelige drikkesaft, men også til hyldebærsuppe, marinader og lignende dejlige sager.

Hyldebær kan være giftige i rå form, så sørg altid for at tilberede dem i mindst 20 minutter, inden du indtager dem – ellers kan de give kvalme, opkast og diarré!

Men ellers skal du ikke være bange for hyldebær, for de er smækfyldt med vitaminer.

I øvrigt et lille tip – når du er på hyldeblomstjagt i juni måned, så sørg allerede der for at notere dig, hvor hyldetræerne står – især dem, som ikke bliver rippet for blomster i blomstringssæsonen – for så er det noget lettere at finde frem til hyldebærrene om efteråret, når du vil koge hyldebærsaft.

Hyldebærsaft
0,75 l

ca. 700 g hyldebær
vand
250 g rørsukker
1 stjerneanis

Rens hyldebærklaserne og fjern det meste af kvistene. Læg klaserne i en gryde og dæk det med vand. Lad det simre ved middelvarme i 20 minutter og si det så. Hæld saften tilbage i gryden sammen med rørsukker og stjerneanis og lad det koge videre et kvarters tid. Afkøl din hyldebærsaft og gem den til en regnfuld efterårsdag, hvor du trænger til et rigtig vitaminboost.

… og nu jeg var i gang med saftkogeriet, så fandt jeg også en pose kirsebær frem fra fryseren og lavede en portion kirsebærsaft. Jeg tog udgangspunkt i en gammel opskrift fra Boligilv men justerede på en række forhold i opskriften og undlod desuden atamon.

Kirsebærsaft

½ kg kirsebær – helst de sure
1½ dl vand
2 syrlige æbler
1 dl rørsukker

Skyl bær og æbler, skær æblerne i kvarte, fjern kernehusene og put både æbler og kirsebær i en gryde sammen med vandet. Lad det simre under låg i ca. 15 minutter. Si saften gennem et tyndt klæde. Lad det stå en halv times tid og pres derefter forsigtigt bær- og æblemassen for at få det sidste saft med. Hæld saften i en gryde sammen med sukkeret og lad det koge i ca. fem minutter. Skold en flaske, skyl den i vodka og hæld den varme kirsebærsaft på flasken. Bør nydes kold.

25 tanker om "Hyldebærsaft og kirsebærsaft"

  1. Uhm uhm UHM! Både min mand og jeg er helt vilde med hyldebærsaft, og har ledt efter den helt rigtige opskrift! Den der ser utroligt lækker ud 🙂

  2. Hvor skønt også med hjemmelavet kirsebærsaft – jeg har en flaske Selleberg Kirsebærsaft på lager, og nænner squ ikke at drikke den, fordi det lyder så lækkert ha ha!!!

  3. Jeg har selv lavet hyldebær saft for første gang, og det smager bare rigtig lækkert. Er overbevist om at det må jeg lave igen næste år.
    Har også 2 gange lavet hyldeblomst saft og det smager også rigtig skønt.

    Mvh Sandra.

  4. Har et lidt anstrengt forhold til hyldebærsaft – fik vi nemlig varmt når vi var syge som små. Og det sidder stadig i mig når jeg ser det 😛
    Selvom jeg nu synes det smager godt 🙂

  5. Jeg koger altid nogle sure æbler med hyldebærrene og søder ikke saften. Som i min barndom fik mine børn altid varm hyldebærsaft godt med citron og honning i, når de var forkølede, og de elskede det. Det er stadig min søns “forkølelses-medicin”. Om vinteren lavede jeg ofte hyldebærsuppe med æbler om aftenen, og så fik de det med tvebakker til morgenmad; det var hurtigt at varme og dejligt at gå i skole på en kold morgen ligesom øllebrød, der var livretten. Det var lige sagen selv at sidde der og røre æggeblomme og sukker i skålen, inden de fik den varme øllebrød hældt i!
    Elsebeth

  6. Hej.
    Ville høre om i har erfaring med hyldebærvin? De opskrifter jeg har kunne finde på nettet, der står ikke noget om at bærene skal koges først, og mig bekendt er der et giftigt stof i, hvis de anvendes rå? Har i mon en opskrift, eller et godt råd?

    Mvh
    Majken

  7. Pingback: Hyldebærsorbet | Piskeriset på eventyr

  8. Pingback: Gedebov med grønkål og hyldebærsaft | Piskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *