Hvid chokoladekage med citron og kokos

Hvid chokoladekage med citron og kokos

Jeg havde fødselsdag i går, så jeg havde selvfølgelig bagt kage til mine søde kolleger. Faste læsere af bloggen ved, at jeg er ret vild med citroner – især i kager og desserter – så det skulle der også i fødselsdagskagen. Det blev til en hvid chokoladekage med citron og kokos, der er en nyfortolkning af en hvid chokoladekage med citron og hyldeblomster, som jeg bagte for et par år siden. I denne udgave har jeg justeret på flere af målene, tilføjet kokos og mere citron samt udeladt mandler.

Hvid chokoladekage med citron og kokos

ca. 35-40 små stykker

300 g meget blødt smør
400 g hvid chokolade til at smelte – jeg brugte Ivoire fra Valrhona
6 æg
250-300 g lys rørsukker
250 g hvedemel
½ tsk salt
revet skal og saft fra to øko-citroner
3 dl kokosmel
150 g hvid chokolade, hakket

Pynt:
Hvid glasur af flormelis, vand og lidt blødt smør
sukkerpynt, krymmel eller tørrede blomster

Smelt den hvide chokolade over vandbad. Pisk æg, rørsukker, hvedemel, citronskal, citronsaft og salt godt sammen. Pisk det bløde smør i. Vend 150 g hakket hvid chokolade i dejen. Smør en bageform på ca. 24 x 38 cm godt og hæld dejen i. Bag kagen ved 180 grader i 30-35 minutter.

Lad kagen køle helt af, inden smører overfladen med et tyndt lag glasur og drysser pynt på.

Note: En sød og frisk kage på samme tid. Citronerne giver et godt modspil til den hvide chokolade, mens kokossen både giver sødme og friskhed på samme tid. Jeg havde skåret lidt ned på sukkermængden (til 300 g), da jeg også ville smøre glasur på, men du kan sagtens skære endnu mere ned på sukkeret, hvis du vil dæmpe den søde smag lidt. Kagen er rimelig intens og mættende, så husk at skære små stykker.

Ps. Synes du, at sukkerpynten ligner dinosaurer? Jamen det er det også! Jeg elsker dinoer! ♥



11 thoughts on “Hvid chokoladekage med citron og kokos”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *