Hjerter i flødesauce, kræmmerhuse med flødeskum og syltetøj

Lørdagens gæster blev udsat for en klassisk dansk ret i anledningen af månedens benspænd – og heldigvis var de ret tolerante, for det er ikke alle gæster, der sætter pris på indmad. Heldigvis er hjerter i flødesauce en af de mere uskadelige indmadsretter, man kan lave.

Hjerter i flødesauce
ca. 6 personer

4 svinehjerterhjerter i flødesauce, svinehjerte, champignons, fløde, ribsgelé, sauce, kartoffelmos, persille
en god klat smør
2 løg, skåret i både
2-300 g champignons
2 spsk paprika
1 spsk røget paprika
4 dl fløde
evt. lidt sovsejævner
salt og peber
1 spsk ribsgelé
7½ dl vand

Pynt: hakket persille

Hjerterne renses for evt. sener og fedt og skæres ud i småtykke strimler. En god klat smeltes i en dyb gryde eller pande, og hjerterne og løgene brunes i det. Tilsæt begge typer paprika samt champignons. Brun det i nogle minutter og tilsæt så vandet. Læg låg på og lad det småkoge i 2½ time – tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt.

Tilsæt fløden og ribsgeleen, vend det godt rundt og smag så til med salt og peber. Jævn evt. saucen inden serveringen. Servér hjerter i flødesauce med kartoffelmos (jeg blandede også kogt knoldselleri i) samt hakket persille

Note: Nu er der mange danskere, der ikke kan lide indvolde, men jeg vil vove at påstå, at mange godt vil kunne lide hjerter i flødesauce, og den faldt da heldigvis i alle de spisendes smag. Jeg tror, det mest grænseoverskridende retten er konsistensen på hjerterne – selvom de skæres i strimler, så kan hjerterne godt være lidt… hm… gummiagtige at bide i.

Og så skulle der også være lidt til den søde tand, så en klassiker, jeg fik hos min mormor, blev også fundet frem. Jeg havde skævet til Camilla Plums udgave af dejen, men jeg syntes, den drillede noget, selvom jeg havde specialværktøj at lege med (tjek lige det fine kræmmerhusspyd – eller hvad det nu hedder).

Kræmmerhuse med flødeskum og syltetøj 
4 personer 
kræmmerhus, dessert, kage, flødeskum, fløde, jordbærmarmelade, jordbær
100 g smør
100 g sukker
100 g æg
100 g hvedemel

Smør og sukker piskes sammen til en lys og luftig masse. Æg piskes i og derefter hvedemel. Smør dejen ud i tynde ovaler på bagepapir – lav max fire ad gangen – og bag det øverst i ovnen ved 190 grader, indtil kagerne begynder at tage farve i kanten. Tag pladen ud og form kagerne til kræmmerhuse, mens de er varme. Pas på, at dejen ikke når at blive for kold, inden du får formet dem – ellers kan dejen varmes forsigtigt op igen. Servér med blødt-pisket flødeskum og jordbærsyltetøj.

Note: Simpelt men virkelig mums! Jeg syntes dog, at de kræmmerhuse var en anelse irriterende at forme, så flere af dem fik en meget revolutionær form. Vi skyndte os at æde dem, inden jeg kunne nå at tage billeder af dem.

kræmmerhus, dessert, kage, flødeskum, fløde, jordbærmarmelade, jordbær

21 tanker om "Hjerter i flødesauce, kræmmerhuse med flødeskum og syltetøj"

  1. Jeg elsker hjerter i flødesauce, både svinehjerter og kalvehjerte, men hvor er det længe siden, at jeg har fået det, – de var nærmest røget ud af min lystavle, men du fik den lige ind igen, så nu skal jeg på jagt efter kalvehjerte.
    Med kræmmerhusene fik du så lige to gamle retter ind på din “konto”.
    Knus
    Vibeke

  2. Puha badr… Eller det må man jo ikke sige om mad..
    Men jeg kan altså bar ikke spise indmad! Når Emma får lever bliver det kogt hos min farmor, for kan næsten ikke røre ved det!
    Kræmmerhusene ville jeg hellere have:)

  3. Yum – det ser rigtigt godt ud. Jeg er ikke til alle former for indmad, men lige præcis hjerter synes jeg er helt fantastiske. Kræmmerhusene ser også lækre ud, og begge retter er da røget lige i inspirations-mappen

  4. Kræmmerhuse med flødeskum og syltetøj har jeg ikke smagt, siden jeg var barn – men det er da en forrygende god idé at tage op igen!
    Men hjerter må du gerne få for dig selv for min skyld 🙂

  5. Der røg jeg lige tilbage til min barndom 🙂 Uhmmm Hjerter i fløde sovs med en god hjemmelavet kartoffelmos til. Min mor plejde dog at komme masser af persille i hjertegryden -s- Og så de der kræmmerhuse -s- Dem lavede min mormor altid til mig og min bror når vi var på besøg… Det var tider 😀

  6. Hjerter er fremragende mad! Vi spiser dem tit, men vi foretrækker kalve- eller oksehjerte. Prøv sådan et halvt oksehjerte, lagt på en 'seng' af hakkede løg og masser af persille, en lille skvis vand i bunden, og så langtidsstegt i ovnen (150 grader en halv eftermiddag). Mums. Og fedtfattigt, hvis man har husket at pudse fedt væk ;o)

    Kræmmerhuse med flødeskum var standard-desserten til børnefødselsdage, da jeg var lille på Femø i starttresserne. Jeg har ikke fået dem siden … måske man skulle prøve :o)

  7. Ok, jeg ved så ikke om jeg var blevet helt så glad, hvis du havde serveret dette for mig 😉

    Ej, jeg har faktisk fået det engang, hvor jeg godt kunne lide det. Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke have gættet på at det var hjerter! Så længe jeg ikke selv skal stå og lave det (læs: skære det ud), for det ville jeg ikke kunne uden at skulle kaste op – jeg er vist lidt sart.
    Men hvis jeg kunne købe det allerede udskåret, så tror jeg ikke at jeg ville have betænkeligheder over at lave det.

    Mange hilsner
    Birthe

  8. Din hjerteret ser dejlig ud … jeg har jo ikke smagt hjerter, siden jeg var barn. Men fløde og ribsgelé kan nu rette op på mange retter;) Så jeg kunne godt få lyst til at prøve det.

  9. Vibeke – ja, det er også en af de retter, som jeg ikke har fået i mange år. Til gengæld er det en ret, som ind imellem kan overbevise folk om, at indvolde ikke er så dårlige at bruge i madlavningen – og det er jo ikke så ringe endda 🙂

  10. MissMuffin – fyyy! 😀
    Og dog – lever kan jeg heller ikke fordrage. Jeg har flere gange prøvet at lære mig selv at spise det, men nej. I betragtning af, hvor få ting jeg helt undgår i madlavningen, så synes jeg dog, at det er helt fint ikke at kunne lide lever 🙂

  11. Vibeke – jeg havde også først tænkt på at putte persille i, men da jeg ville kunne genopvarme resterne, så havde jeg persillen ved siden af – ingen grund til at udfordre skæbnen mere, end højst nødvendigt 😉

  12. Dana – jeg så også kalvehjerterne i supermarkedet, men jeg tænkte, jeg ville prøve at lave svinehjerterne først. Dels er de noget billigere – faktisk helt vildt billige – jeg tror, kiloprisen var 25 kr – dels havde jeg en mistanke om, at de var sværere at gøre spændende, for jeg synes, at mange opskrifter henviser til kalvehjerter.

    Det lyder ellers som en god idé mht. oksehjertet – jeg kommer også til at tænke på, at det kunne være noget, jeg kunne afprøve i min tagine… hm…

  13. NYBH – hihi, nej det er ikke en ret, man normalt vil servere for gæster i dag 😀

    Gad vide, om man egentlig kan købe det skåret ud? Det bør man kunne hos en slagter. Det har en lidt sjov konsistens – lidt hårdt og sejt – når man skærer i det.

  14. Hej . Jeg blev inspireret af krammerhusene og har tænkt mig at lave dem til på søndag, når jeg skal til noget før jul tamtam. Hvor har du købt den der træ former og tror du man kan pifte opskriften op med vanille og citron? Kram

    • Jeg har fået kræmmerhus-formeren i gave, så jeg ved desværre ikke, hvor man kan købe det. Ja, du kan sagtens tilføje vanilje og citron i kagedejen, men du kan evt. også overveje at tilsætte det i flødeskummet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *