Hjemmelavet toastbrød

Hjemmelavet toastbrød

Det er jo oplagt at bage brød i forbindelse med mit benspænd om hjemmelavede færdigprodukter, så sidste weekend kastede jeg mig over projektet: Hjemmelavet toastbrød.

Jeg fandt min opskrift på groft sandwichbrød frem og justerede den. Jeg kunne ikke dy mig og brugte lidt fuldkornshvedemel (da det giver lidt mere smag til brødet), men du kan naturligvis sagtens bage et hjemmelavet toastbrød kun på almindeligt hvedemel. Jeg havde ikke mælk på lager, så jeg brugte lidt mere vand samt udskiftede noget af mælken med creme fraiche. Sidst men ikke mindst skar jeg ned på gærmængden – så skal det blot hæve i lidt længere tid.

Hjemmelavet toastbrød

600 g hvedemel
150 g fuldkornshvedemel
50 g gær
5 dl vand
1 dl creme fraiche
1 spsk salt
1 spsk sirup
25 g smeltet smør

Hæld vand og creme fraiche i en skål og udrør gæren i det. Rør resten af ingredienserne i og ælt dejen til en ensartet og blød masse. Lad den hæve i ½-1time under et fugtigt klæde, indtil dejen fylder dobbelt så meget i skålen. Hæld derefter dejen i en stor rugbrødsform – hvis dette ikke er en slip-let-form, så husk at smøre formen inden – og lad dejen efterhæve i en halv time, inden du bager den ved 200 grader i ca. en halv time. Lad brødet køle helt af, inden du skærer det i skiver.

Note: Hjemmelavet toastbrød er – i hvert fald denne udgave – lidt tungere og mere saftigt end købe-toastbrød. Du kan eksperimentere med melsammensætningen, hvis du ønsker en grovere udgave.

Nu kan du selvfølgelig ’bare’ bruge hjemmelavet toastbrød til sandwiches (tjek mine tips til gode sandwiches), men hvad med at forkæle familien med Croque Madame næste weekend? Eller lave en smørrebrødstærte, næste gang du får frokostgæster?



2 thoughts on “Hjemmelavet toastbrød”

  • Det ser godt ud.
    Jeg har med godt resultat, brugt et stykke bagepapir og et fad med vand som låg , så blive brødet nemlig helt firkantet som det købte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *