Hjemmelavet tatar

tatar, hjemmelavet tatar, tartar, oksekød, cognac, kapers, sennep, chili, peberrod, rugbrød, maltmel, smørNår nu månedens benspænd er hakket kød, så må jeg jo også hellere selv hakke noget af det, og hjemmelavet tatar er derfor en oplagt ret at blogge om. Hjemmelavet tatar smager skønt, men jeg har faktisk kun fået det på restaurant indtil nu. Det er en ret, jeg først for alvor forelskede mig i for nogle år siden, for indtil da var jeg lidt tøvende overfor at spise råt kød. Jeg kan huske fra min barndom, at min mor elskede det, og jeg forstod det simpelthen ikke dengang, for jeg fik jo samtidig at vide, at man altid skulle gennemstege kød!? Voksne opfører sig ikke altid logisk… 😉

Nå, men hjemmelavet tatar er ret let at lave – HVIS du har frisk, godt oksekød! Jeg vil til enhver tid anbefale dig at købe kød til tatar hos en slagter, så du er sikker på at få noget, der er så frisk og velsmagende som muligt. Til min udgave af hjemmelavet tatar brugte jeg noget oksekød, som jeg netop havde hentet hos en slagter (sammen med ca. 30 kg oksekød alt i alt – vi købte nemlig et stort kødparti direkte fra bondemanden). Man bruger ofte inderlår eller mørbrad til hjemmelavet tatar, men jeg prøvede at lave det med yderlår, og det fungerer også fint.

Hjemmelavet tatar kan selvfølgelig laves på mange måder – afhængig af årstiden og hvilke friske krydderier, man har adgang til. Jeg er inde i periode, hvor ting godt må være lidt spicy, så jeg puttede lidt chili i min udgave!

Hjemmelavet tatar
2 personer

ca. 400 g frisk oksekød – enten inderlår, yderlår eller mørbrad
evt. lidt smør
2-3 tsk mediumstærk sennep
lidt chili eller cayennepeber
1 spsk cognac
1 spsk kapers
1½ spsk friskrevet peberrod
salt og peber

Derudover:
1 skive rugbrød
evt. ½ spsk maltmel
1-2 spsk smør
salt
rødløgsringe
2 æggeblommer fra økoæg
ekstra kapers
lidt persille

Start med at hakke rugbrødet i små stykker – smuldr det evt. med fingrene. Jeg kan godt lide meget mørkt rugbrød til tatar, så jeg tilføjede lidt maltmel, da jeg ristede brødkrummerne på en pande i en god klat smør. Den bitre smag i maltmelet passer rigtig godt sammen med den runde og fyldige tatarsmag. Maltmelet kan dog udelades, hvis du bruger meget mørkt rugbrød. Lad de stegte brødkrummer køle af på en tallerken.

Svits overfladen på kødet med en brænder. Har du ikke det, tager du i stedet en pande, skruer den op på max varme og smelter en lille smule smør på panden (kun lige så kødet ikke brænder fast på panden). Svits alle sider på kødet – jeg gav hver side ca. 10 sekunder – og tag derefter kødet af panden. Fjern evt. fedt og skind. Skær derefter kødet i tynde strimler og hak dem grundigt.

Rør en tatar af kødet kombineret med sennep, chili, cognac, kapers og peberrod. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere sennep og/eller chili.

Drys brødkrummerne på to tallerkner. Del tataren op i to portioner og anret hver portion på hver sin tallerken. Det ser pænest ud, hvis tataren får en rund, skarp kant. Jeg brugte en stor udstikker, som jeg lagde på tallerkenen, inden jeg pressede tataren ned i den med en ske. Da jeg havde glattet overfladen, løftede jeg forsigtigt udstikkeren op igen.

tatar, hjemmelavet tatar, tartar, oksekød, cognac, kapers, sennep, chili, peberrod, rugbrød, maltmel, smørDerefter pyntede jeg tataren med løgringe, æggeblomme, kapers og persille.

Tadaaa – hjemmelavet tatar til to!

Hvis du er meget bekymret i forhold til æggeblommen, så kan du selvfølgelig bruge pasteuriseret æggeblomme. De danske æg er dog erklæret salmonellafri, så jeg bruger altid økologiske æg – også i rå udgave.

Note: Hjemmelavet tatar er som sagt let at lave, hvis blot du kan få fat i frisk oksekød. Det smager rigtig lækkert, og du kan selvfølgelig selv skrue op og ned for krydderierne i retten, ligesom du kan tilføje andre krydderier. Havde jeg givet mig i kast med hjemmelavet tatar tidligere på året, havde jeg helt sikkert brugt frisk estragon i retten, men den er desværre forsvundet fra vores urtebed på denne årstid. Til gengæld kunne jeg så bruge den sidste persille fra bedet. Husk at smage til, når du rører tataren. Jeg lavede en forholdsvis mild udgave, da jeg var bange for at gøre den for stærk, men til en anden gang tør jeg godt hælde lidt mere chili og peberrod i.

tatar, hjemmelavet tatar, tartar, oksekød, cognac, kapers, sennep, chili, peberrod, rugbrød, maltmel, smør

En tanke om "Hjemmelavet tatar"

  1. Pingback: T-bone steak med efterårstilbehør - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *