Hindbær-milkshake og forårssmoothie

I fredags modtog jeg endelig min julegave fra gemalen – en Bamix stavblender på 200 W med minihakker til. Den skulle selvfølgelig straks afprøves, og da vi havde lidt minimælk i køleskabet, var det nærliggende at teste stavblenderens evne til at lave mælkeskum. En af de ting, som Bamix er berømt for, er netop evnen til at piske skummetmælk og minimælk til let og luftigt skum, som egner sig ganske godt til milkshakes. Da Sjønne’s Mad skrev om dette for nylig, besluttede jeg mig med det samme for, at det skulle være det første, som stavblenderen skulle lave.

Hindbær-milkshake
2 store glas

3 dl minimælk
150 g frosne hindbær – helst hjemmeplukkede
1-2 spsk æblesirup

Hæld 1 dl minimælk, æblesiruppen samt hindbærrene i en høj, smal kande og brug stavblenderen til at blende det til en cremet ismasse. Tilsæt evt. lidt mere minimælk, hvis du synes, det bliver for kompakt. Skyl stavblenderen. Hæld resten af mælken i den høje kande, der følger med Bamix’en. Stik stavblenderen ned i mælken og pisk det ved højeste hastighed ved at trække blenderen langsomt op og ned i mælken. Efter kort tid vil mælken blive til let og luftigt skum. Hæld lidt af det over i kanden med hindbærmassen og bland det forsigtigt. Vend derefter resten af skummet forsigtigt i hindbærmassen og servér med det samme sammen med funky sugerør.

Note: Det blev en skøn, luftig og frisk milkshake. Jeg valgte at lave en ret frisk udgave uden alt for meget sukker, men den luftige creme fik stadig milkshaken til at virke lækker og syndig – bare uden særlig mange kalorier.

En af de andre ting, jeg har glædet mig mest til at lave, når Bamix’en kom, er – smoothies! Siden vores blender døde i sommers, er vores fryser blevet proppet med hjemmeplukkede frugter og bær, så nu går vi et forår i møde med masser af smoothies! Her i morges måtte jeg derfor glæde gemalen med en forårssmoothie – eller jeg burde måske skrive forårsoprydningssmoothie, for den bestod af en masse frugtrester. Smoothies er perfekt til at rydde op i frugtskålen!

Forårssmoothie
2 store glas

2 dl minimælk
2 meget modne pærer
3 kiwier
1 frossen banan
½ tsk vaniljesukker

Skær pærerne i stykker og fjern kernehusene. Skræl kiwierne og skær bananen i skiver. Put frugtdelene i en høj kande sammen med mælk og vanilje og blend til en ensartet masse. Pynte med lidt fintrevet chokolade og forårsglade sugerør.

Note: Mmm. Sødmen fra de meget modne frugter gør, at du ikke behøver at tilsætte sukker. Dette er flydende forår – kan anbefales.

11 tanker om "Hindbær-milkshake og forårssmoothie"

  1. Det ser vildt skønt ud.. Jeg elsker elsker milkshakes og smoothies, men de hjemmeplukkede bær må jeg undvære. Og så er jeg da OVERHOVEDET ikke misundelig på din lækker nye blendersag -slet ikke!
    *ChokoladeStine

    • Hehehe! Jeg har også ønsket mig sådan en i lang tid, så nu skal der rigtig blendes og hakkes i køkkenet! Tror dog ikke, at gemalen har indset, at det medfører flere grøntsagssupper… 😉

    • Mange tak – jeg har søreme også glædet mig til at bruge den! Det er rart, at den har en så kraftig motor – denne her kan klare flere ting, end vores gamle blender kunne 🙂

  2. Pingback: Pastinak-kartoffelsuppe med lakrids-croutoner | Piskeriset på eventyr

  3. Hejsa:) lige fået en bamix superboks :)! Hvis man skal lave dej, hvilken skive skal man bruge så? Mvh Charlotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *