Grønkåls-gnocchi med tomatsauce

Grønkåls-gnocchi med tomatsauce

Her til aften var jeg i det italienske hjørne, da jeg lavede aftensmad, for det blev til disse grønkåls-gnocchi. Ok, italiensk med nordisk twist. Godt nok er foråret på vej, men jeg har stadig en række vintergrøntsager, der skal bruges – heriblandt grønkål. Denne gang var den dog fra frost, da jeg opdagede, at jeg havde frossen grønkål på lager – muligvis tilbage fra da jeg lavede egnsretter.

Jeg tog udgangspunkt i den helt almindelige gnocchi-opskrift og tilføjede grønkål, undlod olie og brugte lidt mere mel.

Grønkåls-gnocchi

2-3 personer

400 g kartofler
150 g hakket, frossen grønkål – husk at tø det op inden brug
1-1½ tsk salt
1 æg
200 g hvedemel

Skræl kartoflerne og kog dem i usaltet. Mos kartoflerne godt med en gaffel og rør dem grundigt med den optøede grønkål samt æg og salt. Tilsæt melet lidt efter lidt, til du har en blød dej, der ikke klistrer så meget. Rul dejen til en lang pølse og skær den i 2 cm lange stykker. Lav evt. mønster på dem med en gaffel eller ved at trille dem forsigtigt på et rivejern. Læg dine grønkåls-gnocchi på et par tallerkner – gerne drysset med mel. Du kan koge dem med det samme, men du kan også sætte dem i køleskabet og så koge dem senere på dagen, når du skal bruge dem.

Kog dine grønkåls-gnocchi i letsaltet vand et par minutter, indtil de stiger op til overfladen, hvor du kan fiske dem op med en hulsi.

Server dem med en mild tomatsauce og friskreven hård ost.

Note: Grønkåls-gnocchi er en mild og rar ret. De små dejkugler smager ikke af så meget, så du kan evt. putte lidt krydderier i, når du rører dejen sammen, eller du kan servere en lidt kraftig tomatsauce til.

grønkåls-gnocchi, gnocchi, italiensk, grønkål, kartofler, æg, hvedemel, vegetar


4 thoughts on “Grønkåls-gnocchi med tomatsauce”

  • Ville du blanchere frisk grønkål inden, du hakker den – eventuelt ved bare at hælde det kogende kartoffelvand over?

    • Nej, jeg ville koge det, for jeg tror, det ville være for stift, hvis man kun blancherede det. Det skal helst være helt blødt og medgørligt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *