Rødgrød med fløde

rødgrød med fløde, dessert, grød, frugtgrød, bær, hindbær, solbær, ribs, jordbær, fløde, majsstivelseRødgrød med fløde er ikke kun noget, der er komplet umuligt at udtale for udlændinge – det er også en dejlig frugtgrød, som måske stammer fra Fyn. Når jeg skriver måske, så skyldes det, at det ikke er 100% sikkert, at denne frugtgrød stammer fra øen, men det er i hvert fald, hvad man tror.

Da jeg var barn, var frugtgrød den mest almindelige form for dessert hjemme hos os. Jeg boede på landet, så der var rig mulighed for at få fat i masser af bær i løbet af sommeren. Jeg har også fået rødgrød dengang – dog ikke med fløde – men vi dog oftest jordbærgrød og rabarbergrød. Men så er det jo godt med et benspænd om egnsretter, så jeg kan lege med denne klassiker! Rødgrød er en kombination af flere slags bær, og så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, så er kombinationen af ribs, hindbær, jordbær og solbær den mest almindelige version.

Rødgrød med fløde
2 portioner

1 dl ribs
1 dl hindbær
1 dl jordbær
1 dl solbær
1 dl rørsukker
½ dl vand
1 spsk majsstivelse
2-3 dl fløde

Hvis du bruger friske bær, så husk at skylle dem først og fjerne evt. stilke. Hæld bærrene i en kasserolle sammen med vand og rørsukker. Bring det i kog og lad det simre i 4-5 minutter. Hvis du vil tykne din rødgrød, så hæld lidt af bærsaften over i en lille skål og rør majsstivelsen ud i den. Hæld væsken tilbage i kasserollen og rør godt rundt. Lad grøden simre et minut mere og tag den så af varmen.

Rødgrød med fløde kan spises lun eller kold.

Note: Mmmm. Det her er altså en dejlig dessert-klassiker. Superenkel og let at lave og med masser af dejlig frugtsmag. Den fede fløde passer også godt til den kraftige rødgrød og gør smagen rund og cremet.

Risengrød med karry og kokos

karry-risengrød, grød, risengrød, karry, kokos, kokosflager, kokosmel, sødmælk, rørsukkerKarry, ris og kokos er tre ingredienser, der passer rigtig godt sammen, så hvorfor ikke udnytte det? Det tænkte jeg, da jeg brainstormede ideer til mit karry-benspænd tilbage i december måned, og pludselig slog det mig – jeg skulle da lave en risengrød med karry og kokos! Kan det fungere? Ja, det kan det godt. Jeg har faktisk prøvet at lave risengrød med kokosmælk dengang, da jeg ikke kunne lide den almindelige risengrød med sødmælk, og det kan jeg anbefale dig at gøre, hvis du ikke kan tåle mælkeprodukter. Så skal du blot riste karryen på en tør pande (og undlade smørret).

Jeg udsatte den skeptiske gemal for denne funky risengrød, og efter en mundfuld var han solgt.

Risengrød med karry og kokos
2 personer

3 dl grødris
3 dl vand
4-5 dl sødmælk
3 spsk smør
3 tsk god karry (se nederst i indlægget)
1 dl kokosmel
salt
1-2 spsk rørsukker

Pynt: Ristede kokosflager

Hæld grødris og vand i en gryde og varm det op. Lad det simre ved mediumvarme og tilsæt løbende mælk, mens risengrøden simrer. Imens smelter du smørret på en pande og tilsætter karryen. Lad det stege ved mediumvarme i et halvt minuts tid, inden du slukker for varmen igen.

Når risengrøden er færdigkogt, tager du gryden af varmen. Rør karryblandingen i den færdige risengrød sammen med kokosmel og smag grøden til med salt og sukker. Servér din risengrød med det samme – evt. pyntet med ristede kokosflager.

Note: Risengrød med karry og kokos spiller max! Den har sødme, fylde og styrke på samme tid, og så får karryen virkelig retten til at lyse op på bordet. Rigtig sjovt eksperiment der heldigvis smagte lige så godt, som jeg håbede på.

Og hvad er det så for en karry, jeg brugte? Jamen, det var ikke mindre end verdens bedste karry! Eller – karryen går under navnet ‘World’s Best Curry Powder Project’, og den er udviklet over 3 år. Karryen indeholder hele 44 forskellige ingredienser, er mediumstærk og samtidig rigtig godt balanceret, så den hverken smager for stærkt, bittert eller støvet (noget karryblandinger – især de billige – kan have en tendens til). Og så gør det jo ikke noget, at den har en skøn gul farve. Det var Marian fra Brændstof, der fortalte om karryen og sørgede for, at jeg fik en dåse tilsendt, så tak for det 🙂

Er det verdens bedste karry? Muligvis. Den er i hvert fald en af de bedste karryblandinger, jeg har smagt, og jeg skal på jagt efter flere dåser, når denne her er brugt op.

verdens bedste karry

Boghvedegrød med kokos og hindbær

boghvedegrød, grød, kokosgrød, boghvedegryn, kokosmel, hindbær, hindbærsirup, sirup, honning, chiafrø, vaniljeekstrakt, vanilje, morgenmadMorgenstund har grød i mund… ok, dårligt ordspil, jeg indrømmer det! Men altså – grød er en glimrende morgenmadsspise. Det er (desværre) primært noget, jeg husker at spise i vinterhalvåret, men i anledningen af månedens mikroovnsbenspænd ville jeg lige prøve, om mikroovnen egner sig til at tilberede boghvedegrød i.

Normalt ville jeg overhælde grynene med kogende vand og lade det trække i nogle minutter, inden jeg tilsatte resten af ingredienserne, men da jeg også ville bruge friske hindbær fra haven, var det oplagt at ty til mikroovnen. Så risikerede jeg ikke at mose hindbærrene, når de skulle røres i, men kunne putte bærrene i min boghvedegrød fra start, inden den skulle varmes op.

Boghvedegrød med kokos og hindbær
1 person

0,75 dl boghvedegryn
0,75 dl kokosmel
2 spsk chiafrø
½ tsk vaniljeekstrakt
1 dl friske hindbær
1 dl vand eller rismælk

Pynt: hindbærsirup eller blomsterhonning

Rør ingredienserne sammen i en skål, der kan tåle at komme i mikroovnen. Sæt din boghvedegrød i mikroovnen og sæt den på 600 W i ca. 1½ minut. Hæld lidt hindbærsirup eller honning ud over grøden og spis den med det samme.

Note: Denne version af boghvedegrød er ikke specielt sød, da jeg foretrækker at kunne justere sødmen til sidst med lidt hindbærsirup. Du kan dog vælge at røre lidt sukker i grynene, inden du varmer den op.

LCHF-morgenmad

morgenmad, bacon og æg, røræg, lchfUnder LCHF-benspændet har jeg først og fremmest spist græsk yoghurt med forskellige slags toppings, men der har også været plads til andre slags LCHF-morgenmad. En søndag forkælede jeg således gemalen (og mig selv) med stegt bacon, røræg, stegte portobello-svampe og små fine tomater. Jeg er normalt ikke så meget til den slags morgenmad, men det var nu rart med lidt variation.

morgenmad, kernebrød, lchf, ost, ostemad, marmelade, rabarbermarmeladeDet LCHF-venlige kernebrød blev selvfølgelig også brugt som LCHF-morgenmad flere dage, og da ost er en af de ting, du gerne må spise en del af, hvis du følger LCHF-principperne, så skulle jeg selvfølgelig have en mad med blåskimmelost og den stevia-sødede rabarbermarmelade.

chiagrød, grød, chiafrø, morgenmad, lchf, sukkerfriChiagrød er en af klassikerne inden for LCHF-morgenmad, men jeg må indrømme, at det var lidt for sødt og fedt til mig. Du tager 2½ spsk chiafrø, som du rører med en smule vaniljekorn og 1½ dl kokosmælk, og så lader du det trække natten over. Derefter drysser du lidt friske bær – eller jordbær kogt med en smule stevia – oven på.

morgenmad, græsk yoghurt, blåbær, lchf, sukkerfriMen ellers spiste jeg som sagt en del græsk yoghurt med friske bær…

morgenmad, græsk yoghurt, jordbær, lchf, sukkerfri, kokosflager… eventuelt kombineret med ristede kokosflager….

morgenmad, granola, lchf, græsk yoghurt, sukkerfri, nødder, nøddetopping… eller med den gode granola, som gemalen lavede.

Lutendrank og sød korngrød med svesker

lutendrank, varm drik, rødvinsdrik, rødvin, rørsukker, kanel, ingefærI går havde vi Onkel Rejsende Mac og hendes kæreste på besøg, og det var jo en glimrende anledning til at lave en fem retters middelaldermenu! Velkomstdrinken, som også blev serveret sammen med første ret, var lutendrank, som både blev serveret i middelalderen og i renæssancen. Den minder en del om gløgg, men er dog knapt så sød og er krydret på en anden måde – og så er der heller ikke mandler og rosiner i.

Jeg hentede inspiration fra en opskrift på lutendrank fra historiskmad.dk, men tilpassede opskriften lidt undervejs.

Lutendrank
4 personer

6 dl rødvin – jeg brugte en sødmefuld, australsk vin
1 dl rørsukker
en kanelstang eller ½ tsk stødt kanel
et lille drys tørret ingefær eller 1 skive frisk ingefær
et lille drys revet muskatnød

1½ dl rødvin i en gryde sammen med sukkeret og krydderierne. Varm det langsomt op, indtil det er på nippet til at koge. Tag det af varmen og hæld resten af vinen i og si det gennem et tyndt klæde (det var jeg dog for doven til). Servér det med det samme.

Note: Lutendrank kan godt betragtes som en mild form for gløgg, og den fungerede fint som start på måltidet – især fordi det er så koldt for tiden.

korngrød, grød, svesker, rugkerner, hvedekerner, havregryn, mælkKorngrød med svesker
mini-forret til fire personer

½ dl knækkede rugkerner
½ dl knækkede hvedekerner
½ dl grovvalsede havregryn
3 dl letmælk
lidt salt
10 søde saftige svesker, hakkede

De to typer kerner samt havregrynene koges ved lav varme i mælk. Tilsæt sveskerne efter 10 minutter og lad det simre videre. Husk at røre i grøden med jævne mellemrum. Tag grøden af varmen, mens der stadig er lidt bid i kernerne – den skal ikke være kogt helt til smat. Smag til med salt og servér med det samme.

Note: Grøden har en fin sødme, selvom der ikke er tilsat sukker, og den vil egne sig fint som morgenmadsgrød.