Grillet svinemørbrad med vandmelonsauce

vandmelonsauce, melonsauce, sauce, vandmelon, melon, bouillon, grøntsagsbouillon, chili, chilipulver, lime, mynte, grillet svinemørbrad, mørbrad, svinemørbrad, svinekød, smørVandmelonsauce? Kan man det? Ja, tilsyneladende, for det så jeg en opskrift på, da jeg bladrede i en af mine Texas-kogebøger. I ‘The Texas Food Bible’ faldt jeg over en vandmelonsauce, hvor vandmelonen var kombineret med jalapeños og frisk koriander. De sidste to ting havde jeg ikke lige på lager, så jeg lavede min egen udgave, hvor jeg i stedet brugte en almindelig chilipulver fra supermarkedet og ændrede på mængderne af vandmelonsaft og bouillon, så saucen blev lidt mere kraftig. Derudover tilføjede jeg mynteblade for at give et eksotisk pift.

I kogebogen blev saucen blandt andet serveret sammen med en svinemørbrad stegt på panden. Jeg har dog gode erfaringer med at lave grillet svinemørbrad på vores nye grill – se opskriften på grillet svinemørbrad i sennep, skinke og timian – så det ville jeg også gøre denne gang. Men jeg var bange for, at sennep og skinke ville overdøve smagen af vandmelonsaucen, så jeg måtte være lidt kreativ.

Løsningen blev at skele til dengang, jeg lavede intervalstegt rådyrkølle. Her fik kødet tre lag smeltet smør, inden det røg i ovnen, og jeg tænkte, at jeg kunne bruge samme metode til grillet svinemørbrad – så det gjorde jeg.

Grillet svinemørbrad med smørpanser
3-4 personer

1 svinemørbrad
50 g smør
salt

Fjern sener og hinder fra svinemørbraden. Gnid kødet med salt. Smelt smørret og pensl mørbraden med det af tre omgange (vent hver gang på, at det foregående lag er stivnet, inden du pensler igen). Jeg prøvede at smøre mørbraden hele vejen rundt, men det er næsten umuligt, da smørret så let falder af de steder, hvor du allerede har smurt. Forsøg derfor blot at pensle de tre sider, du kan komme til uden at flytte på mørbraden.

Varm grillen op, så den er på ca. 170-180 grader. Læg en bakke under stegeristen, så den kan opfange det smeltede smør, og grill svinemørbraden ved indirekte varme i 30-35 minutter. Den skal op på mellem 62 og 65 grader – tjek med et stegetermometer.

Note: Metoden fra den intervalstegte rådyrkølle virkede ganske godt til grillet svinemørbrad. Eneste minus er, at kødet ikke får så megen farve uden på, da smørret beskytter kødet under stegningen, og derfor er det en anelse blegt, når man serverer det. Men det er saftigt og lækkert – hvilket jo er det vigtigste.

vandmelonsauce, melonsauce, sauce, vandmelon, melon, bouillon, grøntsagsbouillon, chili, lime, mynte, chilipulverVandmelonsauce
3-4 personer

2½-3 dl friskpresset, siet vandmelonsaft
1 dl grøntsagsbouillon
1 tsk chilipulver fra supermarkedet
1 spsk friskhakket mynte
1-2 tsk majsstivelse + lidt vand
limesaft
salt

Hæld vandmelonsaft, grøntsagsbouillon, chilipulver og mynte i en lille gryde. Varm det op. Opløs majsstivelsen i en smule vand (1-2 tsk) og rør det derefter i vandmelonsaucen. Lad det simre ved mediumvarme i 20-30 minutter. Smag til med limesaft og salt og si saucen lige inden servering.

Note: En rigtig spændende sauce, der både har en svag sødme fra melonen og et krydret pift fra chilien. Jeg brugte kun en enkelt tsk majsstivelse, men jeg vil foreslå dig, at du bruger to tsk, da jeg syntes, at saucen blev lige lovlig tyndtflydende. Du kan selvfølgelig også løse dette ved at lade saucen koge i længere tid, så mere af vandet fordamper.

Retten skulle selvfølgelig også serveres sammen med øl, og her tyede vi til en af de mest almindelige øl fra USA, Miller. Det er en af mildeste øl, jeg nogensinde har smagt, og derfor passede den fint til maden.

vandmelonsauce, melonsauce, sauce, vandmelon, melon, bouillon, grøntsagsbouillon, chili, lime, mynte, chilipulver, grillet svinemørbrad, mørbrad, svinemørbrad, svinekød, smør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *