Fyldte snackpebre på grillen

Fyldte snackpebre, ricotta, linser, hvidløg, citron, snackpeberDisse pudseløjerlige størrelser er såmænd bare fyldte snackpebre. De kom på grillen sammen med de honningglaserede revelsben i sidste uge. Jeg fortrød dog, at jeg dryssede revet ost over, da de kom til at se lidt sære ud – de er noget kønnere uden den revne ost, og den gør ikke noget særligt for smagen, så undlad den gerne. Så er det også lettere at se det prikkede fyld 🙂

De fyldte snackpebre er lette at lave og skal ikke have så lang tid på grillen, så de kan passende smides på kort tid inden, at kødet er stegt færdigt.

Fyldte snackpebre
5 personer

5 store snackpebre
500 g ricotta
1½-2 dl kogte sorte belugalinser (andre typer linser kan også bruges)
revet skal og saft fra ½ økocitron
2-3 fed hvidløg, pressede
½ håndfuld friske basilikumblade, hakkede
salt og peber

Skær toppen af hver snackpeber og skær dem derefter over på langs. Pil kernerne ud. Rør fyldet sammen – dvs. ricotta, linser, saft + skal fra citron, hvidløg samt basilikum. Smag til med salt og peber. Fordel fyldet i snackpebrene og smid dem på grillen ved indirekte varme. De fyldte snackpebre er klar, når pebrene er møre – pas på, at de ikke bliver sorte.

Note: Jeg synes, de fyldte snackpebre er ret funky at se på (især uden den revne ost), og så er de milde og lækre. Hvis du ønsker en kraftigere smag, skruer du selvfølgelig bare op på krydderifronten.

Honningglaserede revelsben

honningglaserede revelsben, svinekød, grill, løgpulver, paprika, koriander, sennepspulver, rørsukker, honningglace, honning, sennep, æblecidereddikeMmmm… honningglaserede revelsben…!

Ja, de kom på grillen og derefter på bordet, da vi havde besøg i sidste uge. Vi serverede det for de samme gæster, der også blev udsat for fiskerilette.

De honningglaserede revelsben er en mildere og sødere udgave af de langtidsgrillede revelsben, som jeg tidligere har lavet. Du skal helst bruge en kulgrill eller en gasgrill, der kan holde en konstant varme i 5-6 timer, men du kan muligvis også klare det på en Weber, hvis du fylder op med ekstra briketter undervejs.

Honningglaserede revelsben
4-6 personer

6 store stykker revelsben (sælges ind imellem også som spareribs i supermarkederne)
– vælg gerne nogle, der ikke har alt for meget fedt

Rub:
2 spsk løgpulver
2 spsk sød paprika
1 spsk stødt koriander
1 spsk sennepspulver
2 spsk rørsukker
1 spsk salt

Rør krydderiblandingen grundigt sammen, inden du vender dine revelsben i blandingen. Dæk de krydrede revelsben med husholdningsfilm og læg dem i køleskabet i mindst tre timer eller evt. natten over.

Nu er det tid til at tænde grillen!

Tag kødet ud af køleskabet en halv time inden, at du skal bruge det. Det kan for eksempel være samtidig med, at du tænder op i grillen, men det afhænger selvfølgelig af, hvor hurtig eller langsom din grill er til at varme op. Grillen skal være 140-150 grader varm.

Når grillen har nået den rette temperatur, sætter du en stor drypbakke ned i grillen. Læg derefter grillristen på og placér dine revelsben, så de får indirekte varme. Læg låget på grillen og tjek, at temperaturen holder sig på 140-150 grader. Lad derefter kødet passe sig selv i 2½ time.

Når tiden er gået, tager du dine revelsben af grillen og pakker dem ind i stanniol. Hæld eventuelt ½ dl æblecidereddike ned i pakken. Put det indpakkede kød tilbage på grillen og sørg for, at temperaturen stadig er 140-150 grader. Lad dem grille videre i fred i 1½-2 timer.

Når tiden er ved at være gået, rører du din honningglace sammen.

Honningglace:
3 spsk honning
2 spsk stærk sennep
1 spsk æblecidereddike
1 spsk olivenolie
1 tsk peber
1 tsk salt

Læg de grillede revelsben tilbage på grillen. Vær lidt forsigtig – kødet er efterhånden ret mørt – og smør honningglace på oversiden af kødstykkerne. Lad de honningglaserede revelsben ligge på grillen i ca. fem minutter og tag dem så af. Du kan servere dem sammen med coleslaw, men jeg lavede nu en anden slags tilbehør, som jeg vil blogge om en af de kommende dage.

Note: Disse honningglaserede revelsben er møre som smør og søde som… honning! De er så lækre og saftige, og så mætter de tilmed ganske godt. Kan klart anbefales.

Flammestegte bøffer på grill

flammestegte bøffer, bøffer, oksekød, oksekødsbøffer, grillJeg bliver jo nødt til at lave flammestegte bøffer, nu jeg har ild-benspænd! Flammestegning på grill egner sig fortrinligt til oksekød, for her må midten af kødet godt være rødt (i modsætning til kylling). Du skal bruge en grill, der kan komme godt op i temperatur eller eventuelt lave et velvoksent lejrbål, hvor du sætter en rist over.

Sørg for at vælge noget godt oksekød, hvor der er tydelig fedtmarmorering i kødet. Så bliver det dejligt saftigt og mørt, når det bliver grillet. Jeg stegte bøffer, der vejede ca. 200 g hver, men du kan selvfølgelig også sagtens bruge tykkere bøffer – så bliver stegetiden dog anderledes.

Flammestegte bøffer
2 personer

2 oksekødsbøffer på ca. 200 g hver
salt og peber
balsamico-eddike, ølsirup eller æblesirup
friske krydderurter – for eksempel estragon

Tænd op for grillen og læg risten over. Grillen skal være meget varm, og der skal selvfølgelig være flammer (ikke meterhøje flammer men nok til, at de kan nå op til risten – se billedet nederst i indlægget). Drys bøfferne på begge sider med salt og peber og læg dem på den varme rist. Giv dem et minut på hver side og derefter et minut mere på hver side (dvs. så de får i alt to minutter på den ene side og to minutter på den anden side). Tag de flammestegte bøffer af grillen og smør dem med enten balsamico-eddike, ølsirup eller æblesirup. Personligt foretrækker jeg ølsirup, men de to andre varianter passer også godt til det saftige oksekød.

Så kan de flammestegte bøffer ellers serveres med en god salat og eventuelt nogle kartofler til.

flammestegte bøffer, bøffer, oksekød, oksekødsbøffer, grill

Kyllingepizza med ricotta og bacon

kyllingepizza, pizza, grill, kylling, bacon, svinekød, ricotta, hvedemel, æg, rosmarinDet er jo dejligt, at solen er kommet igen, så vi skulle naturligvis spise kyllingepizza på terrassen her i weekenden! Vi elsker at bage pizza på grill, og denne gang ville vi prøve en ny variant – nemlig føromtalte kyllingepizza.

OBS – du kan selvfølgelig også bage denne pizza i ovnen, men her kender jeg ikke bagetiden.

Kyllingepizza
1 stk i mediumstørrelse

pizzadej til én pizza
ca. 150 g kogt kyllingekød
ca. 75 g stegt bacon
150 g ricotta
en kugle frisk mozzarella
1-2 tsk frisk rosmarin

Rul pizzadejen ud på et meldrysset bord. Smør ricottaen ud på dejen – hold lidt afstand til kanten – og skær derefter mozzarellaen i skiver. Fordel mozzarellaen oven på ricottaen og fortsæt derefter med kyllingestykker og baconstykker. Slut af med at drysse lidt rosmarin over pizzaen.

Bag din kyllingepizza på grillen (eller i ovnen). På grillen vil det typisk tage 5-10 minutter, hvis du har fyret godt op under grillen. Servér den med det samme.

Note: Dejlig variant som vi bestemt skal lave igen. Jeg synes, at kombinationen af kylling, bacon og ricotta fungerer rigtig godt, og rosmarinen giver lige et lille frisk pift til smagen, så den ikke bliver for mild.

Grillede rejer – Australian style

grillede rejer, grill, forret, skaldyr, hvidløg, citroner, paprikaI lørdags havde vi vinklubben på besøg, og her var en af forretterne disse grillede rejer. Temaet for vinsmagningen var nemlig Australien vs. USA, og selvom vejret ikke var så varmt, så besluttede vi os for at grille. En af de ting, der oftest forbindes med grillaftener i Australien er grillede rejer, så det blev vi jo nødt til at lave.

Jeg surfede lidt rundt på nettet for at finde inspiration til de grillede rejer, men da folk marinerer dem ret forskelligt, besluttede jeg mig for at freestyle.

Grillede rejer
Forret til 8 personer

ca. 700 g store rejer – blandt andet Føtex og Irma sælger MSC-mærkede rejer
½ dl friskpresset citronsaft
fintrevet skal fra ½ øko-citron
½ dl rapsolie eller vindruekerneolie
3 fed hvidløg, pressede
1 spsk sød paprika
salt

Tag rejerne ud af fryseren aftenen før og læg dem i en skål i køleskabet, så de kan tø langsomt op. Når du skal bruge dem, starter du med at pille skallen af (undtagen halespidsen) samt fjerner den sorte streng i hver reje. Rør citronsaft, citronskal, olie, hvidløg, paprika og salt sammen i en skål og vend rejerne grundigt i marinaden. Sæt skålen i køleskabet i en times tid. Læg samtidig ca. 20 træspyd i blød i vand.

Mens grillen varmer op, gør du rejespyddene klar. Stik træspyddet gennem rejen lige ved halen og lige under hovedet og sørg for, at der er ca. tre rejer på hvert træspyd. Læg spyddene på grillen og giv rejerne 1-2 minutter på hver side, indtil de har fået farve. Tag de grillede rejer af og servér dem med det samme.

Jeg serverede de grillede rejer sammen med en sødere udgave af denne tomatsalsa (hvor jeg brugte dåsetomater i stedet for friske tomater samt tilføjede ½ dl sukker) samt en myntecreme.

Note: Grillede rejer er superlette at lave, så det undrer mig lidt, at vi sjældent gør det, når vi griller. Det er noget, jeg helt klart må lave om på, for grillede rejer kan både serveres som snack eller forret til en grillaften.