Græskarpizza med bacon og feta

græskarpizza, pizza, græskar, butternut squash, bacon, svinekød, timian, feta, forretDa jeg så en opskrift på græskarpizza hos Madbanditten, var jeg helt solgt. Det var små nuttede pizzaer lavet på butternut squash, rosmarin og feta og dermed oplagt at prøve til mit græskar- og majs-benspænd. Hendes udgave var en vegetarudgave, men jeg havde lyst til at lave en græskarpizza med bacon, timian og feta, så det var, hvad der kom på bordet.

Denne græskarpizza gør sig godt som en kæk lille forret, men egner sig også fortrinlig som tilbehør.

Græskarpizza med bacon og feta
forret til fire personer

4 skiver butternut squash – tykkelsen på skiverne skal være 1½-2 cm
lidt olivenolie
lidt salt
ca. 75 g god bacon – ikke den tynde flade udgave men den, du selv skærer i tern
40-50 g feta
lidt frisk timian

Læg græskarskiverne på en bagepapirbeklædt bageplade og pensl dem med lidt olivenolie. Drys salt på og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Steg imens baconen på en tør pande, indtil det har fået farve, men ikke så længe, at det er tørt og sprødt. Tag de bagte græskarskiver ud af ovnen og fordel baconternene ud over dem. Smuldr fetaen ud over græskarskiverne og sæt dem ind i ovnen igen. Grill dem ved lidt højere varme, indtil fetaen begynder at blive gylden. Tag dem ud og anret hver græskarpizza med lidt frisk timian over.

Note: Butternut squash har en dejlig sødme, der gør sig godt med den salte bacon og den milde feta. Sådan en græskarpizza er en rigtig lækkerbisken af en forret og også en glimrende form for tilbehør.

6 tanker om "Græskarpizza med bacon og feta"

  1. Uhm, det er da en skøn idé! Elsker bagt græskar.. og bacon.. og feta.
    Og så er det jo tilmed nemt, lyder det til. Tror det er det, jeg får fixet til svinemørbraden i næste uge!

    – Anne

  2. Hey – ser så lækkert ud!
    Har du en ide til en ret, hvis man skal bruge det som tilbehør til en veninde middag?
    tænker måske nogle grillede asparges? men kan man servere en bøf? kylling? eller noget helt tredje? måske bare en salat. Er lidt i tvivl om, hvordan det gør sig bedst som tilbehør.

    Men lækkert bud på efterårs anretning 😀

    • Mange tak 🙂
      Hm… jeg tror, jeg vil servere som tilbehør til oksekød eller vildt. De vil også fungere fint til svinekød eller fjerkræ, men så synes jeg også, at der skal være noget tilbehør med lidt syrlighed (for eksempel en salat med hvidvinseddike-dressing), da de små græskarpizzaer er rimelig søde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *