Græskarkylling

græskarkylling, kylling, græskar, hokkaido græskar, grønkål, hasselnødder, hvidvinJeg hygger mig fint med månedens mad med dej-benspænd, men jeg er ikke vant til at spise så meget brød, så den anden dag lavede jeg denne græskarkylling som afveksling fra al ‘brødmaden’. Det var samtidig en fin anledning til at bruge en halv fersk kylling samt et stort stykke hokkaido græskar, vi havde liggende.

Denne græskarkylling kræver ikke så mange køkkenredskaber og passer sig selv det meste af tiden, så det er en glimrende ret, hvis du både vil spare opvask og tid i køkkenet. Kan  du ikke undvære ris og pasta, kan du selvfølgelig servere det til, men retten er umiddelbart tænkt som en kød+grøntsager-ret.

Græskarkylling
2 personer

½ kylling
2 dl hvidvin
rapsolie
salt og peber
400 g hokkaido græskar, skåret i tern
2-3 grønkålsblade
en håndfuld hasselnødder

Rens kyllingen og dup den tør med køkkenrulle. Læg den i et ildfast fad og gnub den med lidt salt og peber. Pensl den med rapsolie. Hæld hvidvinen i fadet. Læg græskartern hele vejen rundt om kyllingen. Stil fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 50 minutter.

Et kvarter inden, at kyllingen er færdig, lægger du grønkålsbladene i en skål og overhælder dem med kogende vand. Lad dem trække, indtil du tager din græskarkylling ud af ovnen. Hæld vandet fra bladene og hak dem. Hæld dem i en skål sammen med græskarternene (du kan evt. blande græskarternene, hvis du foretrækker en græskarmos frem for græskartern). Hak hasselnødderne groft – rist dem evt. på en tør pande først, hvis det skal være ekstra godt – og vend hasselnødderne sammen med græskarternene. Smag til med salt.

Servér din græskarkylling med det samme.

Note: Enkel men dejlig kyllingeret. Du kan bruge lidt af væden fra fadet, hvis du savner lidt at ‘svøbbe’ retten i, men du kan også lave en timian-hvidløgscreme til… eller en anden creme, hvis du har lyst. Bare slå dig løs 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *