Gatsby sandwich med paneret fisk

gatsby sandwich, brød, flute, mayonnaise, salat, ketchup, fisk, hvedemel, æg, kartofler, rapsolieDa jeg researchede på sydafrikanske retter, faldt jeg over en Gatsby sandwich, som blandt andet indeholder pommes frites!? Det var naturligvis så pløk, at jeg blev nødt til at afprøve konceptet!

En Gatsby sandwich er ofte en ret lang sag, som flere mennesker så deler. I denne udgave har jeg dog været så pædagogisk at dele den op fra start. Jeg har desuden set en del forskellige udgaver af en Gatsby sandwich, men den laves oftest med pommes frites, ketchup, salat og skinke. Jeg valgte dog at udskifte skinken med friturestegt fisk samt tilføjede lidt mayonnaise – nu vi var i det syndige hjørne, kunne vi lige så godt gøre det ordentligt!

Gatsby sandwich
2 personer

flute – 2 x 15 cm
2 spsk mayonnaise
1 rødfiskefilet
1 dl hvedemel
1 æg, pisket
2 store kartofler
0,75 l rapsolie
salt
2 salatblade
ketchup

Skær kartoflerne over og kog dem næsten møre. Lad dem køle af og skær dem derefter til pommes frites. Varm olien op og steg derefter dine pommes frites i det. Når de er godt gyldne, tager du dem op med en hulske og vipper dem over på noget køkkenrulle, så det overskydende fedt kan dryppe af. Drys salt over.

Skær fisken i to dele og og dem først i mel, så i æg og dernæst i mel. Steg dem i olien, indtil de er godt gyldne. Læg dem på et stykke køkkenrulle.

Flæk flutestykkerne og smør dem med mayonnaise. Læg salat på den nederste del og derefter pommes frites. Så er det godt med ketchup oven på og dernæst fisken. Læg det øverste stykke flute på og tryk let sammen. Servér din Gatsby sandwich med det samme.

Note:Det føltes en smule uartigt at spise en Gatsby sandwich, når nu der var pommes frites i. Sjovt eksperiment, men jeg vil nok foretrække at gemme pommes frites til et andet tidspunkt – sandwichen er ret tungt på kulhydrater 🙂

2 tanker om "Gatsby sandwich med paneret fisk"

  1. Du er så inspirerende at følge Piskeris!
    Jeg spiser ikke selv fisk, desværre. Min mormor gav mig et traume, da jeg var 5, og hun tvang rejer i mig – hun skovlede dem ind – børn skulle bare opføre sig ordentligt! Siden har jeg aldrig rørt noget fra havet.
    Men det er lige før, jeg overvinder min skræk, når jeg ser dit blogindlæg 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *