Fyldte æbleskiver med chokolade

Fyldte æbleskiver med chokolade

Da vi havde gæster sidste weekend, serverede vi asiatisk inspireret sprængt and – og fyldte æbleskiver med chokolade! Jeg synes nemlig, det er lidt synd, at æbleskiver kun serveres til jul, og der er jo fin mulighed for at variere æbleskriver – prøv for eksempel disse oste-timian-æbleskiver!

Nå, men tilbage til de fyldte æbleskiver med chokolade. Jeg tog udgangspunkt i min basis-opskrift på æbleskiver, men ændrede på krydderierne og udskiftede citron med appelsin.

Fyldte æbleskiver med chokolade

ca. 20-24 stk.

3½ dl kærnemælk
2 æg
½ tsk natron
1 spsk sukker
1 tsk vaniljesukker
150 g hvedemel
revet skal og saft fra en øko-appelsin
smeltet smør til bagning

Chokoladesauce:
75 g hakket mørk chokolade
1 dl fløde

Smelt mørk chokolade ved mediumvarme i en kasserolle sammen med fløde. Tag kasserollen af komfuret, så snart chokoladen er smeltet og rør det til en ensartet masse. Lad det køle af, til det er håndvarmt. Rør hvedemel, natron, sukker og vaniljesukker sammen. Tilsæt kærnemælk, æg, appelsinskal og appelsinsaft og pisk det grundigt til en ensartet masse. Varm en æbleskivepande op og smør hvert æbleskivehul med smeltet smør, inden du hælder dej i hvert hul. Så snart der dannes en sprød skal, drejer du æbleskiverne en kvart omgang, lader dem stege i 20 sekunder mere og drejer dem den sidste kvarte omgang. Vær omhyggelig, så æbleskiverne bliver så runde som muligt.

Når alle æbleskiverne er bagt, tager du en sprøjtetylle, putter den i en sprøjtepose og hælder chokoladesaucen i. Sprøjt lidt chokoladesauce i hver æbleskive.

Servér dine fyldte æbleskiver med det samme.

Note: De fyldte æbleskiver vakte heldigvis lykke – også selvom nogle af dem ikke var nær så chokoladefyldte, som jeg havde håbet på. Min sprøjtepose drillede nemlig lidt undervejs, da jeg var kommet til at klippe hullet til tyllen lidt for stort, så sprøjteposen var svær at håndtere. Hvis du ikke har en sprøjtetylle, kan du eksperimentere med at putte lidt chokoladesauce ind i æbleskiverne, lige inden du drejer dem den sidste kvarte omgang, men det kræver lidt fingersnilde.



4 thoughts on “Fyldte æbleskiver med chokolade”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *