Frugtsmoothies og rødbede-bulgursalat

De seneste dage har budt på en række frugtsmoothies. Jeg syntes, det var alt for lang tid siden, vi sidst havde fået frugtsmoothies, og så havde vi både frugt i frugtskålen og i fryseren, der skulle bruges. Vi har også været til en familiejulefrokost den anden dag, hvor vi medbragte rødkålssalat og rødbede-bulgursalat. Førstnævnte var en variant over den, jeg har blogget om før, mens sidstnævnte opstod ud fra nogle ideer, jeg fik fra min svigermor. Begge salater kan anbefales som supplement til julefrokosten, for det er nu rart at få lidt modspil til alle kødretterne.

Mango-smoothiemango-smoothie, smoothie, mango, ananasjuice, banan
2 glas

1 moden mango
2½ dl ananasjuice
2 frosne bananer, skæres i skiver

Skræl mangoen og fjern stenen. Put frugtkødet op i blenderen sammen med ananasjuice og bananerne. Blend grundigt.

Note: Meget sød og sommerlig smoothie – virkelig lækker på en kold vinterdag!

Kiwi-smoothie
2 glaskiwi-smoothie, smoothie, kiwi, ananasjuice, banan, vaniljesukker

5 modne kiwier
2½ dl ananasjuice
1 frossen banan, skæres i skiver
1 tsk vaniljesukker

Skræl kiwierne og blend dem med de resterende ingredienser.

Note: Smoothien er mere syrlig end den foregående – og dejlig forfriskende!

Kiwi-kærnemælkssmoothie
2 glaskiwi-kærnemælkssmoothie, smoothie, kiwi, kærnemælk, citroner, rørsukker, banan, vaniljesukker

4 kiwier
2½ dl kærnemælk med citron og rørsukker
1 frossen banan, skæres i skiver
1 tsk vaniljesukker

Skræl kiwierne og blend dem med de resterende ingredienser.

Note: Jeg så et nyt produkt fra Thiese i går, hvor der var citron og rørsukker i. Først troede jeg, at det var koldskål, men det viste sig at være en kærnemælk, og den måtte jeg straks prøve i en smoothie. Den er lidt sødere end almindelig kærnemælk, så du behøver ikke at putte honning eller almindelig sukker i for at give kærnemælken og kiwierne modspil.

Rødbede-bulgursalat
rødbede-bulgursalat, salat, bulgur, rødbeder, appelsiner, purløg, persille, koriander
4 dl bulgur
3 store rødbeder
saft fra en appelsin
1½ dl friske krydderurter – purløg, persille og koriander
salt

Rødbederne koges møre. Imens hælder du kogende vand over bulguren og lader det stå en halv time. Hæld evt. overskydende vand fra.

Rødbederne smuttes ud af skrællen og køler af. Derefter skæres de i mindre tern og blandes med bulguren. Krydderurterne hakkes og blandes med salaten, og den vendes i den friskpressede appelsinsaft. Smag salaten til med salt.

Note: Jeg tog billedet, mens jeg blandede salaten. Når den har fået lov til at trække lidt, bliver den dybrød og ser meget flot ud på et julebord. Hvis du gerne vil have en lidt stærkere smag, kan du sagtens smage bulgursalaten til med flere krydderier.

14 tanker om "Frugtsmoothies og rødbede-bulgursalat"

  1. Lækre smoothies må jeg sige, de lyder gode..
    Den der kærnemælk lyder spændende, den vil jeg kigge efter. Jeg elsker kærnemælk og drikker det gerne til min morgnemad eller frokost…

  2. Uhm, det lyder rigtig lækkert alt sammen! Jeg har en stor svaghed for mango, som vi jævnligt bruger som tilbehør til kødretter.

    Rigtig godt nytår til dig Piskeris!

  3. Orv… Rødbede bulgur salat. Det lyder bare som noget jeg kunne smovse i mig 🙂
    Den tror jeg er en salat der godt kunne blive min farvorit. Den skal ihvertfald prøves meget meget snart.
    Rigtig godt nytår :-)))

  4. Vibeke – jeg synes, det var en god og spændende måde at få rødbede på. Nu kan jeg generelt godt lide, når der er knald på krydderierne, så umiddelbart ville jeg nok smide flere krydderier i, når jeg laver det igen, men i denne udgave er den så mild, at den bør kunne gå til det meste julemad 🙂

    Tak og i lige måde!

  5. NYBH – og der kommer sandsynligvis flere den kommende tid, for jeg har nogle poser frugt i fryseren, som jeg nok ikke når at bruge til andet inden flytningen. Men smoothies er nu skønt! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *