Frugtdessert med karry

frugtdessert, dessert, ananas, banan, æbler, kokoscreme, kokosmel, karryKan man lave desserter med karry? Selvfølgelig kan man det! I princippet kan du blot tilføje noget sukker til den risengrød med karry og kokos, som jeg lavede for nylig, men jeg fik lyst til at lave en frugtdessert, da jeg faldt over en frugtcurry, mens jeg ledte efter ideer og inspiration til mit karry-benspænd. Jeg har brugt kokoscreme i opskriften på denne frugtdessert. Det er ikke det samme som kokosmælk. Kokoscreme er tykkere og sødere og fås ind imellem i de større supermarkeder eller hos specialbutikker såsom thailandske minimarkeder.

Frugtdessert med karry
2-3 personer

2 spsk smør
2-3 tsk god karry – jeg brugte sambhar fra ASA
1 banan
2 skiver frisk ananas
½ æble
1 dl kokosmel
½-1 dl kokoscreme*

*kan du ikke skaffe kokoscreme, så brug kokosmælk i stedet og tilføj et par spsk mørk farin

Smelt smørret på en pande ved medium varme og rør karryen ud i det. Skær bananen i skiver og vend dem i karryen. Skær det halve æble i små tern og vend det i panden. Fjern derefter skallen samt den hårde midte på de to skiver ananas, og skær den ananaskødet i tern, som vendes i pandens indhold. Lad det simre nogle minutter, inden du tilsætter kokosmel og kokoscreme. Lad det simre ved svag varme i 5-10 minutter.

Servér din frugtdessert lun sammen med is – gerne en mørk chokoladeis eller en vaniljeis.

Note: Denne frugtdessert har en dejlig sødme fra frugt og kokos, som får modspil af den mediumstærke karry. Karryen i sig selv smager ikke af så meget i denne ret, da sødmen fra kokoscremen tager en del af den, men den giver varme og et kraftigt pift. Af samme grund er det en god idé at kombinere denne frugtdessert med mørk chokoladeis, da chokolade som bekendt passer godt sammen med stærke ingredienser – såsom chili.

4 tanker om "Frugtdessert med karry"

  1. Sidder lige netop og skriver om et alt for stort kokoslager, og så tænker jeg.. jeg tjekker lige om piskeriset har noget om kokos 🙂
    Heldigvis har du jo det, og jeg vil nu gå på jagt efter hvad du ellers har lavet med kokos, selvom jeg kan se at du mangler en kategori KUN med den ingrediens 🙂 Sikke noget..

    kh Henriette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *