Flamberede hjerter

flamberede hjerter, kalvehjerte, hjerte, indmad, oksekød, pernod, smør, fennikel, polentaJeg slutter ild-benspændet af med en rigtig Sct. Valentines-ret – nemlig flamberede hjerter!

Hvis du nu sidder og tænker, at “hjerter er da indmad, og er det ikke lidt… ulækkert?”, så har du ikke smagt lynstegt kalvehjerte. Det er så lækkert og mørt og kan sagtens konkurrere med de dyre oksekødsudskæringer.

Nå, men jeg har før serveret flamberet kalvehjerte, hvilket jeg selvfølgelig først kom i tanke om, da jeg var gået i gang med tilberedningen. Denne udgave af flamberede hjerter blev dog tilberedt i Pernod, for jeg havde en halv fennikelknold tilbage efter de flamberede fisk, og så kunne jeg jo bruge den op ved samme lejlighed. Så dette er altså sommerudgaven af flamberede hjerter – en anelse friskere end den første udgave med cognac og fløde.

Flamberede hjerter
2 personer

ca. 250 g kalvehjerte, skåret i 1 cm tykke skiver
salt og peber
50 g smør
½ dl + 2-3 spsk Pernod

Tilbehør:
½ fennikel, skåret i tynde skiver
1 dl fin polenta, kogt og rørt med 2 spsk smør samt salt og peber

Smelt halvdelen af smørret på en ildfast pande. Krydr kødet med salt og peber og steg det et minuts tid på hver side. Tag panden væk fra komfuret (med mindre du ikke har en emhætte eller skabe lige oven over) og hæld en halv dl Pernod på panden. Sæt ild til dampene (der står flammer op med det samme, så hold næsen i behørig afstand). Lad det brænde et øjeblik og sluk så ilden. Tag kødet af og stil derefter panden tilbage på komfuret. Smelt resten af smørret i den og tilsæt så fennikelen. Steg den ved mediumvarme i et par minutter, til fennikelen begynder at blive mør.

Servér de flamberede hjerter med stegt fennikel og blød polenta.

Note: Jeg må indrømme, at lynstegt kalvehjerte er et hit hos mig, og de flamberede hjerter tog da også kegler hos gemalen. En dejlig servering, der også kan levere et fint show ved anretningen 😉

flamberede hjerter, kalvehjerte, hjerte, indmad, oksekød, pernod, smør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *