Fiskehotdog med dildsauce

fiskehotdog, hotdog, fisk, torsk, rugmel, dild, mayonnaise, græsk yoghurt, kapers, syltede agurker, sennep, brød, hvedemel, gær, gurkemejeKan man lave hotdogs med fisk? Selvfølgelig! Her får du mit bud på en fiskehotdog. Månedens mad med dej-benspænd er nemlig en glimrende undskyldning for at lege med nogle fastfood klassikere, og her stod hotdogs for skud den anden dag. Jeg kan i øvrigt røbe, at jeg leger videre med denne kategori i den kommende tid.

Men altså – denne fiskehotdog består af hjemmelavet hotdogbrød, et stykke rugmelspaneret torsk samt en tartarsauce-inspireret dildsauce.

Til fire hotdogs skal du bruge:
4 hjemmebagte hotdogbrød – jeg brugte denne opskrift og tilføjede 1 tsk gurkemeje for at give brødene en smuk gul farve
200 g torskefilet, skåret i smalle stykker
1 dl rugmel
smør til stegning
dildsauce – se opskrift længere nede i dette blogindlæg

Start med at bage hotdogbrødene og lad dem køle af. Rør derefter dildsaucen sammen:

Dildsauce
til fire hotdogs

2 spsk mayonnaise
1 spsk græsk yoghurt
1 spsk kapers, finthakkede
2 spsk dild, finthakket
2 syltede agurker, finthakket
1 tsk stærk sennep
salt og peber
evt. lidt citronsaft

Rør mayonnaise, yoghurt, kapers, dild, agurker og sennep sammen. Smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft.

Nu mangler du blot selve fisken til din fiskehotdog. Jeg har som sagt brugt torsk, men du kan også bruge andre hvide fisk.

Vend torskestykkerne i rugmel. Smelt en god klat smør på en stor pande og steg torskestykkerne i et par minutter på hver side. Vend dem forsigtigt – torsk er en skrøbelig fisk, når den er mør. Tag panden af komfuret.

Og nu… er det tid til at samle en fiskehotdog!

Skær en dyb revne i et hotdogbrød og smør indersiderne med lidt dildsauce. Put forsigtigt et stykke paneret torsk ned i brødet – panik ikke, hvis torskestykket brækker i flere stykker – de kan sagtens bruges i hotdoggen. Top din fiskehotdog med to-tre tsk dildsauce.

Note: Kombinationen af paneret fisk og dildsauce er skøn! Vær opmærksom på, at denne fiskehotdog er en ret mættende sag – først og fremmest på grund af de hjemmebagte hotdogbrød – men det er en ret funky og festlig fortolkning af hotdoggen.

2 tanker om "Fiskehotdog med dildsauce"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *