Fiskeburger med tartarsauce

fiskeburger, burger, fisk, torsk, tartarsauce, squashDa jeg kiggede gamle indlæg igennem i forbindelse med forberedelserne til månedens burger-benspænd, blev jeg ret overrasket over, at jeg ikke tidligere har lavet en fiskeburger. Det er da en stor fejl! Så der kom naturligvis fiskeburger på bordet forleden.

Dette er en ret enkel burger – altså bortset fra tartarsaucen, som er let at lave men trods alt har en halvlang ingrediensliste. Du kan med fordel lave en lidt større portion og så bruge resten til aftensmaden dagen efter – for eksempel til en omgang fish & chips.

Fiskeburger
2 burgere

2 burgerboller
250-300 g hvid fisk – jeg brugte torskefilet, der var delt i to stykker
½-1 dl hvedemel
1 æg, pisket
1-1½ dl rasp
smør til stegning

½ mediumstor squash, skåret i skiver
olivenolie til stegning
salt og peber
en tredjedel portion af denne tartarsauce

Hæld olie på en pande og steg squashskiverne møre ved mediumvarme. Drys lidt salt og peber på lige inden, at de er færdige. Tag dem af panden og smelt nu noget smør på panden. Mens smørret smelter, vender du fiskestykkerne først i hvedemel, så i æg og til sidst i rasp. Steg fiskestykkerne gyldne på begge sider. Flæk burgerbollerne og fordel squashskiverne ud over hver burgerbollebund. Læg et fiskestykke på hver og top det med en god klat tartarsauce. Læg overbollen på og servér din fiskeburger med det samme – gerne sammen med en lys, kold øl.

Note: Paneret fisk er et hit hos mange – også hos os – så en fiskeburger med paneret fisk falder selvfølgelig i god jord. Så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at den stegte fisk kombineres med en lækker tartarsauce og saftige squashskiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *