Figlmüller i Wien

Figlmüller, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i WienTidligere på måneden var vi i Wien i nogle dage, og her skulle vi naturligvis spise hos Figlmüller, der er berømte for deres wienerschnitzler. Og ja, man skal da prøve wienerschnitzler i Wien! Figlmüller har flere restauranter under sig, og vi endte med at spise på Figlmüller Bäckerstrasse, hvor der – selvom der er over 300 pladser – stadig var kø helt ud til gaden ved frokosttid! Jeg vil derfor anbefale dig at bestille bord, hvis du ved, du vil besøge stedet. Vi skulle dog heldigvis kun vente et kvarters tid, inden der blev et ledigt bord.

Restauranten har en ret kort menu med fokus på wienerschnitzer og svinekødsretter, hvor man kan vælge forskelligt slags tilbehør. Derudover er der et lille udvalg af vin og øl – lidt for lille til min smag, for udvalget af øl var ret ringe, så jeg endte med at drikke vand i stedet. Men er du til pilsner, kan du sagtens få en øl til maden på Figlmüller.

Figlmüller, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Wien Vi kunne se, at der blev serveret ret store portioner på Figlmüller, så gemalen og jeg valgte at dele en wienerschnitzel samt to slags tilbehør. Wienerschnitzlen var der også større end en stor middagstallerken (!), så det viste sig at være et klogt valg. I øvrigt en ganske god schnitzel – kødet var stadig tilpas saftigt trods paneringen, og paneringslaget havde den helt rigtige tykkelse – ikke for tyndt, ikke for tykt. 

Figlmüller, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i WienPaneret mad har brug for syrligt modspil, så vi tog en frisk og lækker agurkesalat til. Jeg elsker meget syrlige agurkesalater, så for min skyld måtte den gerne have været endnu kraftigere, men dog en ganske fin udgave med lidt bid i.

Figlmüller, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i WienVi fik også en cremet kartoffelsalat til, hvor der til min glæde var tilføjet grøn salat med lidt balsamicoeddike over. En meget fin og lækker udgave af kartoffelsalaten i forhold til de andre udgaver, jeg så i løbet af vores Wien-besøg.

Betjeningen var effektiv og munter. Der er ingen tvivl om, at restauranten har mange gæster hver dag, og at tjenerne er meget erfarne, men selvom de havde travlt, var der stadig plads til en kæk bemærkning.

Jeg er glad for, at vi nåede en wienerschnitzel hos Figlmüller, for det var bestemt besøget værd. Prisen er også ganske overkommelig – især når man som vi deler én portion. Min største anke er udvalget af øl, som jeg ærlig talt fandt noget skuffende. Jeg kunne selvfølgelig have valgt et glas vin i stedet, for de østrigske vine er jo ganske dejlige, men jeg syntes ikke, at det ville passe så godt med denne ret.

Jeg ender på fem stjerner til Figlmüller.

4 tanker om "Figlmüller i Wien"

  1. Pingback: The Bank Brasserie & Bar i Wien - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

  2. Pingback: Zum Leupold i Wien - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *