Jeg har tidligere bagt rødbedeboller, men da der også var et par rødbeder, der skulle bruges, lavede jeg en ny bolleudgave med flere kerner og mindre rødbede.

Saftigt kernerugbrød
1 bredt og lavt brød

5 dl creme fraiche
2 dl varmt vand
25 g gær
1½ tsk salt
1 spsk mørk sirup
15 g brændt maltmel
200 g groft rugmel
200 g solsikkekerner
ca. 250 g ølandshvedemel

Rør creme fraiche og vand sammen og rør gæren ud i det. Tilsæt derefter resten af ingredienserne. Det er en blød dej, så du kan godt røre den sammen med en ske. Smør en lille brødform – drys den evt. med mel – og fordel dejen i den. Bag brødet ved 175 grader i 60-75 minutter.

Note: Det er en meget let måde at fremtrylle saftigt rugbrød på. Jeg var overrasket over, hvor saftigt og velsmagende det var, og selvom det ikke overgår rugbrød bagt på surdej, så er det et godt alternativ. Det holdt sig også frisk flere dage efter og blev ikke kedeligt.

Rødbedeboller med kerner
9-10 store boller

25 g gær
6 dl lunkent vand
130 g revet rødbede
2 spsk olie
1½ tsk salt
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
2 dl groft rugmel
ølandshvedemel for resten

Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter resten af ingredienserne i nævnte rækkefølge. Ælt dejen godt i gennem med en ske eller i en røremaskine – den skal have ca. ti minutter. Sørg for, at dejen er fugtig og smidig. Læg dejen i en skål og læg et fugtigt viskestykke over, inden du stiller den til hævning i et lunt sted. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse, hvilket tager 1-1½ time. Form dejen til boller og bag dem ved 240 grader i ca. 18-20 minutter.

Note: Meget saftige boller med gode kerner i. Du kan trygt spise disse boller, selvom du ikke bryder dig om rødbeder, for de er med for at give saft og farve til bollerne og kan ikke smages.

Vi blev budt velkommen i en lille restaurant, hvor vi fik vinduespladser. Det var både godt og skidt, for det gav masser af lys, så det var let at få ordentlige billeder af maden, men det gav samtidig også en del støj fra gaden, da der ikke var fokuseret på støjisolering.

Til forret fik vi en række små serveringer, som vi delte. Det øverste billede viser chicken chat, der var marineret kylling med kikærter, peberfrugt, løg, kartofler, tomater og masala. En god basisret, da krydringen var mild, og retten indeholdt en god mængde grøntsager og kikærter.

Et brandvarmt fad blev sat på bordet, og denne portion mixed grill var til gengæld krydret lidt mere og havde flere smagsnuancer. I øvrigt en smuk servering, der udstrålede sommer og sol.

Sammen med de to retter fik vi også lidt tilbehør – først denne raita, som var mild og behagelig.

Der var også disse tre dressinger til forretterne, hvor den midterste var en ret ondskabsfuld og stærkt krydret sag, som vi blev advaret mod. Vi turde dog godt prøve den, men den skulle helt sikkert spises i beherskede mængder.

Hovedretten sammensatte vi selv – det var nemlig tag-selv-buffet. Normalt undgår jeg buffet-tilbud, for dels foretrækker jeg portionsserveringer, dels kan buffet-retter let ende i at blive lidt for mainstream og kedelige. Nåja – og så får de fleste mennesker spist for meget, når der er buffetbord, og jeg er ingen undtagelse.

Jeg samlede lidt forskellige retter på min tallerken og kunne konkludere, at det overordnet smagte glimrende, men at jeg savnede lidt flere udfordringer på smagspaletten. Der måtte godt have været flere stærke retter og større variation i smagsnuancerne.

Buffetbordet bød også på flere dessertmuligheder, og selvom jeg var ret mæt på det tidspunkt, måtte jeg alligevel gribe chancen for at teste, hvad restauranten kunne byde på. Nu er det indiske køkken ikke ligefrem kendt for sine desserter, så jeg tog også en lille tallerken og holdt mig til disse to smagsprøver, som var milde, forholdsvis søde og ret uskadelige. Ikke lige mig. Det var lidt for bløbbet og kedeligt.

Samlet set var maden udmærket, hvor forretterne helt sikkert var det mest interessante. Jeg savnede lidt mere spræl og kant og følte, at alt for mange af retterne var tilpasset danske smagsløg. Lidt ærgerligt, for der er jeg trods alt blevet udfordret mere på Indian Taj.

Til gengæld er betjeningen hos Al Diwan god, venlig og nærværende, og vi følte os meget velkommen, da vi spiste der. Jeg elsker, når tjenere udstråler glæde og stolthed over det sted, de arbejder for. Betjeningen er også med til at hive oplevelsen op på fire stjerner ud af seks.

Jeg lader afstemningen køre frem til søndag aften i denne uge.

Krebsehalesalat er i mine øjne en rigtig forårsret, for selvom det kan laves i et utal af varianter, så forbinder jeg det med saftige hvide asparges og en blød, sød og syrlig creme. Jeg lavede en udgave, hvor der var en forholdsvis stor andel af hvide asparges i, men du kan altid putte flere krebsehaler i, hvis du synes.

Krebsehalesalat
2-3 personer

En bøtte krebsehaler (ca. 170 g i drænet vægt)
1 bundt hvide asparges
2 spsk Hellmann’s mayonnaise
1 spsk creme fraiche
lidt citronsaft
2 spsk dild, finthakket
1 tsk dijonsennep
salt og peber

Skræl de hvide asparges og knæk det nederste af dem. Skær de skrællede asparges i stykker på ca. 2 cm og kog dem i få minutter i letsaltet vand. Stik til dem og tjek, at de er møre, og hæld så vandet fra. Når de er kølet så meget af, at de er håndvarme eller koldere, halveres de tykkeste af aspargesstykkerne på langs, og alle aspargesstykker blandes de med de øvrige ingredienser. Krebsehalesalaten serveres sammen med grøn salat og en fuldkornsbolle.

Note: Krebsehalesalaten har en skøn balance mellem sødme, fedme og syrlighed og det er en af mine yndlingsmåder at få krebs på. Den kan selvfølgelig også laves med asparges på glas, men jeg synes, du skal benytte dig af muligheden for at bruge friske og lækre hvide asparges, der er i sæson lige nu. Retten bliver så meget bedre af dette.

- 1 mango (ca. 200 g frugtkød i tern)
- 2 dl rørsukker
- 2 dl mørk rom

Rørsukker og rom røres grundigt sammen. Et sylteglas skoldes, og mangoternene puttes i. Sukkerblandingen hældes over, og glasset lukkes. Stil det på køl et par måneder og ryst ind imellem glasset, så sukkeret opløses.

Romtopf er skønt at bruge som topping på vaniljeis, pandekager og som tilbehør til ost.

Der er blandt andet kommet en indisk take-away – Shanti - som flere af mine bekendte har omtalt positivt – så der endte jeg med at bestille fra. Jeg valgte også stedet, fordi det var et af de (få) take-away steder, hvor de reklamerede med en leveringstid på under én time. Det var dog en sandhed med modifikationer. Allerede da vi havde afsendt ordren, fik vi en besked om, at ordren var accepteret til et senere tidspunkt end de 45 minutter. Hvor meget mere fik jeg ikke noteret, men det er sådan set underordnet, for det endte med, at maden blev leveret en halv time senere end det tidspunkt, som ordren var accepteret til! For ¤%&”¤&”¤ da!

Noget af det vigtigste ved fastfood er da, at den leveres hurtigt. Når det tager en time eller mere at få leveret maden, så er der i mine øjne ingen pointe i at bestille den. På den tid kan jeg jo nå at lave aftensmad, der er både væsentlig billigere og væsentlig bedre end det meste af den take-away, der kan købes her i byen.

Men tilbage til selve maden. Vi havde bestilt en portion korma (karryret tilberedt med kokos, krydderier og mandler) og en portion seekh kebab (hakket kød marineret i krydderier og urter – serveret med salat og dressing). Derudover bestilte vi et enkelt naanbrød, selvom jeg havde hørt, at det ikke var særlig interessant, og så fulgte der en pæn portion ris med.

Maden var ok. Kormaen havde en meget rund og forholdsvis flødeagtig smag, som var lettilgængelig og sandsynligvis tilpasset danske smagsløg. Da jeg bestilte, havde jeg mulighed for at vælge, om retterne skulle være milde, mellem eller meget stærke, og her gik jeg efter mellemstærke, for indisk kan være ret stærkt, og jeg vidste ikke, hvordan spisestedet selv definerer de forskellige niveauer. Denne ret kunne dog godt have været stærkere, uden at det ville medføre forbrændte smagsløg.

Seekh kebab var mere krydret og var smagsmæssigt mere interessant end den anden ret. Til gengæld var salaten ret skuffende. Nu kan du sjældent forvente et særligt højt niveau for salaterne hos take-away steder, men mængden var alt alt for lille. Jeg fik lov til at score al salaten, og det er den, du kan se på billedet. Den salatmængde er så lille, at det næsten er en fornærmelse.

Brødet var ca. lige så interessant som det, du kan købe i supermarkederne. Jeg elsker ellers det hjemmebagte brød, som en del indiske restauranter serverer, men jeg tror ikke, at dette var hjemmebagt. Det smagte i hvert fald ikke sådan.

Oplevelsen gav mig (desværre) ikke mere blod på tanden mht. ind imellem at ty til take-away-løsningen. Den lange ventetid, de få smagsnuancer og den ringe mængde grøntsager, som generelt præger meget take-away, var også gældende her. Jo, jeg blev mæt, og ja, det smagte generelt ok, men jeg havde fået en lige så stor smagsoplevelse ved at spise en skål A38 med frisk frugt og et drys müsli. Det havde tilmed været en væsentlig hurtigere og billigere løsning.

Jeg ender på to stjerner ud af seks. Der ryger 1-1½ stjerne på grund af den alt for langsomme levering.

Men da jeg købte et net den anden dag, fik jeg lyst til at spice den mere op og lavede en karryudgave. Også denne gang serverede jeg muslingerne med pasta (denne gang speltspaghetti med vild hvidløg), for jeg synes stadig, at kombinationen af muslinger og pommes frites er ret mærkelig.

Blåmuslinger i karry
2 personer

2 porrer, fintsnittede
2 fed hvidløg, finthakkede
olivenolie
ca. 1 kg friske blåmuslinger
2 dl hvidvin
1½ dl fløde
et par kviste frisk timian
En håndfuld bredbladet persille, hakket
1 spsk god karry
1 tsk grøn karrypasta
salt

Rens blåmuslingerne grundigt – skrub dem med en børste og fjern ‘skægget’ på dem. Er de åbne, kan du banke dem med bordet, og hvis de ikke lukker sig efter den behandling, skal de kasseres. Er muslingeskallen skadet, skal den også smides ud.

Svits hvidløg og porrer i olivenolie i en stor, dyb gryde. Tilsæt hvidvin, fløde, timian og blåmuslinger. Læg låg på gryden og sørg for at dampe muslingerne i 7-9 minutter, så de åbner sig. Sørg for at ryste gryden et par gange undervejs, så du er sikker på, at alle muslinger bliver varmet godt igennem i gryden.

Tag muslingerne op og pisk karry, karrypasta og bredbladet persille i saucen. Varm det grundigt op og smag til med salt og evt. mere karry. Servér oven på friskkogt speltspaghetti.

Note: Kombinationen af blåmuslinger og karrysauce fungerede ganske godt, og karryen kom ikke til at overdøve muslingerne. En rigtig sommerlig ret, som smager lidt af ferie og hygge.

Vi bestilte et stykke hver, og da ingen af os er kaffedrikkere, snuppede vi i stedet et par flasker Søbogaard – jeg tog hyldeblomst, og han valgte solbær. Der var seks forskellige cheesecakes, og jeg faldt straks for den pangfarvede solbærcheesecake, mens gemalen valgte karamelcheesecaken.

Mit kagestykke var måske ikke så smukt skåret, men det kunne smagen heldigvis rette op på. Der var en fin balance mellem det søde og det syrlige, mellem frugt og flødeost. Der måtte godt have været en anelse mere frugt i, men ellers var det et glimrende stykke. Det ville have været ret lækkert – og overskudsagtigt – hvis der lige var kommet en kvist af en frisk krydderurt oven på.

Gemalens karamelcheesecake var mere anonym. Vi diskuterede, om det var godt eller skidt. På den ene side var det et klogt valg, at den søde karamel ikke var gennemtrængende, for det kunne hurtigt være blevet en kvalm affære, men på den anden side var smagen så vag, at jeg syntes, den nærmest var ligegyldig.

Det ville i øvrigt have klædt begge kager, hvis de var blevet serveret en tand varmere. Kagerne stod selvfølgelig på køl, da vi købte dem, og her burde vi nok have ventet 10-15 minutter, inden vi satte tænderne i dem, men det kunne (øh – ville) vi ikke vente på.

Men generelt en hyggelig oplevelse, og nu hvor sommeren snart kommer, kan jeg forestille mig, at bordene uden for cafeen også vil blive brugt en del.

Bagefter smuttede vi i Torvehallerne, nu vi alligevel var på de kanter. Vi skulle selvfølgelig have skaldyr, da det er månedens benspænd, og hvad jeg købte og derefter kokkerede, ja det kan du læse mere om i morgen. Men derudover fandt vi også enkelte specialting såsom fudge. Jeg er ikke den store fudge-spiser – som regel er det for sødt og vammelt til mig – men der er en stand i Torvehallerne, som sælger alskens smagsvarianter af fudge, og her har jeg fundet flere gode imellem. Vi købte lidt forskellige udgaver.

På det øverste billede er der lakridsfudge (ganske god), Bailey-fudge (rigtig god balance med en mild Bailey-smag og lidt cremet konsistens) og chokofudge (skuffende). På det nederste billede er der igen lakridsfudge (vi er begge glade lakridsspisere), mintfudge (udelukkende til gemalen, da jeg ikke kan fordrage mint – og denne var ret tandpasta-agtig) samt bananfudge (der var megafunky at se på og i øvrigt smagte ligesom skumbananer!).

Reje-mangosalat
2 personer

200 g grønlandske rejer, kogte
1½-2 avokadoer
1 mango i tern
1-2 tsk chiliflager
saften fra en halv citron
et lille knips salt
finthakket citronmelisse eller koriander

Vend ingredienserne sammen i en skål. Smag til med citronsaft, chiliflager og salt. Spises sammen med et stykke brød – i dette tilfælde en quinoabolle.

Note: Det bliver ret sommerligt at blande sødmefulde råvarer såsom mango og avokado med skaldyr, men de tre ting klæder hinanden godt. Chilien er i for at give det søde og bløde lidt modspil, og så er det vigtigt, at du smager til med citronsaft.

Om lidt vil jeg smide mig i sofaen og se et par afsnit af How I Met Your Mother sammen med gemalen. Vi er lige gået i gang med første sæson, og indtil videre virker det som en udmærket og hyggelig komedieserie. Jeg har købt de to første sæsoner, så vi har underholdning til et godt stykke tid, for når aftenerne er så lyse som nu, ser vi som regel først tv-serier eller film efter kl. 21.

For nylig fik vi set første sæson af Breaking Bad, som havde en herlig sort humor og et par interessante men ret langt ude hovedpersoner. Jeg lurer lidt på, om vi kan låne resten af sæsonerne fra en af vennerne, eller om vi skal købe dem på et tidspunkt. Det er en god serie, men ikke en jeg nødvendigvis behøver at have stående, for det er de færreste serier, jeg ser mere end én gang.

Kan du finde på at se en tv-serie flere gange?

Gemalen havde tændt op i grillen, da jeg kom hjem, så den var klar til kammuslingerne, der blev smidt på, da gæsterne var ankommet. De – altså kammuslingerne – skal nemlig kun have ganske kort tid på grillen, inden de er klar.

Grillede kammuslinger med avokado-salsa
4 personer

8 store kammuslinger – gerne fra fiskehandleren
lidt koncentreret hyldeblomstsaft
lidt rapsolie
salt
1½-2 avokadoer skåret i små tern
lidt frisk citronmelisse, hakket
citronsaft

Kammuslingerne vendes hurtigt i lidt hyldeblomstsaft og pensles derefter med rapsolie. De steges kort tid på grillen – 1-2 minutter på hver side – og drysses med lidt salt. Avokado, citronmelisse, lidt citronsaft og lidt hyldeblomstsaft vendes grundigt og smages til med salt.

Servér kammuslingerne med det samme i selskab med avokado-salsa og i dette tilfælde nogle friskfangede asparges fra svigerforældrenes have.

Note: Det er ikke sidste gang, vi tilbereder kammuslinger over grill, for nøj hvor var det godt! Så saftige, velsmagende og møre. Jeg legede lidt og tilføjede lidt Hellmann’s mayonnaise ved siden af de fine asparges, men der er rigelig fedme fra avokado og kammuslinger, så det synes jeg bare, du skal undlade.

Vi fik en glas Lacheteau Muscadet Sevre-et-Maine Sur Lie 2010 , og vinen var tilpas frisk og let til, at den gik glimrende til kammuslingerne, og det lille pift af citrus fra vinen klædte retten.

Til hovedret fik vi disse koteletter, som jeg havde købt hos Slagter Lund. De smagte ganske fint, men jeg havde nok bedt om stykker med en bedre fedtmarmorering, hvis jeg havde tænkt mig lidt om.

Jeg havde planlagt, at vi skulle have øl til – Bøgebryg fra Skovlyst – men da disse øl hælder til den mørke side (i smagen…!), sørgede jeg for at krydre koteletterne mere ved først at smøre dem med mjødsennep og derefter drysse dem med røget paprika og salt.

Koteletterne blev grillet, mens jeg lavede salaten, der bestod af fintsnittet romainesalat og friske ramsløg, små italienske tomater (kan desværre ikke huske sorten) og peberfrugt.

Salaten blev vendt i en sødmefuld dijonsennep-dressing. Derudover grillede vi aubergine-skiver.

Når nu jeg var forbi et sted med flere ostepushere, så skulle jeg selvfølgelig også have lidt lækre oste med hjem, og jeg faldt for disse tre – den forreste hed noget a la ‘Vestervangen’ og var med vinknas (vinblade tror jeg). En forholdsvis kraftig og fyldig ost, der dog hverken var skarp eller bitter i smagen. Den passede rigtig godt sammen med et par dråber blomsterhonning.

Osten, der ligner et lagkagestykke, var med fine lag ramsløg, og de gav et lille elegant snert af hvidløg til smagen. Den bagerste ost var en mild Svenbo, som alle kunne være med på.

Sammen med ostene nød vi et glas Arthur Metz Steinklotz Alsace Grand Cru Riesling 2009, der lige havde en tand mere fylde en vinen, vi fik til forret, og derfor passede bedre til ostene. Hvidvin til ost er efterhånden blevet mere almindeligt, og de fyldige hvidvine går da også tit bedre til ost end rødvin gør.

Mens vi spiste ost, fik vi besøg af nabokatten, som allerede har opdaget, at vi er begyndt at have åbne vinduer, når vi er hjemme. Vi har allerede hilst på ham flere gange i stuen (hvor han så fik meget travlt med at forlade etablissementet igen), og jeg forudser en sommer, hvor vi skal holde rigtig meget øje med, at det kun er vores to egne katte, vi fodrer på…

Da det jo var aftenen før Store Bededag, sluttede vi selvfølgelig af med en portion hjemmebagte hveder. Jeg havde egentlig tænkt mig at ‘snyde’ i år og købe en pose hos bageren, men det glemte jeg, så jeg tyede til den sædvanlige gode opskrift fra Anarkisten.