Egg curry – vegetarisk karryret med æg

vegetarisk karryret, karryret, egg curry, indisk, vegetar, løg, æg, gurkemeje, hvidløg, ingefær, koriander, chili, spidskommen, tomater, garam masalaNår vi taler om karry her i Danmark, tænker vi ofte på krydderiblandingen ved samme navn, men i udlandet bruges karry (dvs. curry) også ofte brugt om en kraftigt krydret sammenkogt bygget på mange af de krydderier, der plejer at være i en karryblanding. Den slags retter skal jeg naturligvis også prøve i anledning af karry-benspændet denne måned.

Jeg kastede mig over en vegetarisk karryret – nærmere betegnet egg curry, som er en indisk ret med grøntsager, krydderier og æg. Den er ret simpel og kan både bruges som frokost eller forret. Den kan også bruges som aftensmad, hvis du laver en lidt større portion og supplerer det med brød.

Jeg fandt inspirationen i den lille kogebog, ‘Klassiske curries’, men jeg skruede op for de fleste af krydderierne, for jeg kunne se, at retten sagtens kunne blive lidt stærkere, uden at det ville kamme over.

Vegetarisk karryret
2 små portioner – nok til forret for 4 personer

4 kogte æg, skåret i kvarte
lidt rapsolie
2 løg, skåret i tynde både
2 fed hvidløg, finthakkede
1 spsk finthakket frisk ingefær
2 tsk stødt koriander
1 tsk gurkemeje
½ tsk chiliflager
2 tsk spidskommen
1 tsk tomatkoncentrat
½ dåse flåede tomater
1 dl vand
1 tsk garam masala
salt

Svits løg, hvidløg og ingefær i en god sjat olie på en pande, indtil de bliver bløde. Tilsæt alle krydderier undtagen garam masala og salt. Rør godt rundt i pandens indhold, så krydderierne bliver jævnt fordelt. Rør tomatkoncentrat, flåede tomater og vand i. Lad det simre i 10-15 minutter uden låg på, så saucen koger ind. Smag til med garam masala og salt og vend forsigtigt æggene i. Spis med det samme – evt. med lidt brød til, for eksempel dette pandebrød.

Note: Jeg synes, det er en ganske glimrende vegetarisk karryret, som har en fin, rund smag uden at være brændende stærk.

2 tanker om "Egg curry – vegetarisk karryret med æg"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *