Copenhagen Cooking

I dag blev programmet til årets Copenhagen Cooking lanceret. Det har jeg også kun glædet mig til i et lille års tid. Sidste år fik vi jo mulighed for at spise på Kokkeriet, og det var en overdådig og velkomponeret aften, hvor alt var, som det skulle være. På det tidspunkt ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde tænkt på hvor mange spændende arrangementer, der ville være, så jeg havde ikke lagt penge af til at kunne føjte en masse rundt, men i år var jeg forberedt.

Det var dog ikke ‘Taste of Copenhagen’, hvor det er muligt at få rabat på en række gourmetrestauranter, der havde min interesse i år. Dels var der ikke det store at spare i år, dels var udbuddet ikke så spændende. Noma og The Paul har meget sympatisk valgt kun at tilbyde studerende og personer under 25 år en billigere pris, men da jeg ikke hører til disse to grupper, var jeg udelukket fra to af de mest spændende steder.

Til gengæld er der rigtig mange andre gode og spændende tilbud, og jeg har allerede fået reserveret plads flere steder samt har sendt et par forespørgsler af sted. Det tegner sig til at blive ti skønne dage, hvor jeg skal ufattelig meget til København!

… og jeg skal selvfølgelig nok overlæsse bloggen med billeder og stemningsberetninger fra de enkelte oplevelser…